Formiddagen i går -og en god del af eftermiddagen- gik med jagt. Først var vi på Ejlingen (ø mellem Fyn og Æbelø) på rævejagt.
Herlig tur; men ræven fandt vi ikke.
Der var tydelig aktivitet. En ræv havde flere steder gravet efter mus og mosegrise for ganske nylig; men rævegraven var tom og der var ingen ræv ved de forladte bygninger og haver.
Derefter var det fasaner i rørskoven ud mod Næråstranden.
Det er svære at drev for hundene.
Tagrørerne er tætte, og fuglene trykker sig hårdt. Det lykkedes at få en enkelt fasan på tasken ud af mindst 15 fugle på vingerne, og det ville nogen måske kalde en dårlig jagt; men der er det sære ved jagt, at man faktisk nyder, når opgaven ikke lykkes særlig godt og vildtet snyder os og hundene på det groveste.
Både hunde og jægere var godt trætte, og her morgenen efter ligger Zini stadig og samler kræfter ude i bryggerset ved siden støvlerne.
Støvlerne holdes der øje med, for de er nøglen til jagt eller en tur i juletræerne, og lige neden under gulvet foran døren ligger et ikke alt for velisoleret varmerør, så pladsen er valgt med omhu.
Kræfter bliver der brug for. Vi skal på jagt fra solopgang til solnedgang i dag med brombærkrat og tætteste egepur i Sandmosen.
Det er gråænder, fasaner og ikke mindst snepperne vi vil gå efter.
Naturjournal 
Det lyder som det har været en fornøjelse at være på jagt – for både hunde og mennesker.
Det er herligt med jagt, og særligt når hunden fungerer som den skal det meste af tiden.
God jagtlykke! Eller giver det uheld at sige sådan? Lige som man heller ikke må sige det til skuespillere …
Under alle omstændigheder er jagten overstået, når du ser dette, men så ved jeg det til en anden gang – og du ved måske hvorfor det gik galt, hvis det altså ikke gik så godt 😉
Man ønsker “Knæk og bræk” i stedet.
-Og det gik rigtig godt på dagens jagt, så dit ønske havde ikke negativ indflydelse.
Jeg kan nu godt forstå glæden ved at vildtet snyder hund og mand på det groveste! Ord kan slet ikke dække den oplevelse at være på jagt. Som én der ikke ejer et jagtgevær (eller jagttegn) er jeg lidt diskvalificeret i den diskussion, men i det mindste kender jeg til glæden ved at være på skudhold og have “glemt” geværet.
Det slår mig at den store han, som jeg stod overfor på klods hold for ca.15 år siden, var klar over at det kunne være et møde på liv og død. Men det er ikke kun overlevelse, skaffer-genet, som spiller ind, det er det hele, skov og lys og mødet med et andet liv.