Sandmosesnepper.

Man kan måske ikke ligefrem kalde det sneppefald; men det må være tæt ved.
Ved søndagens jagt var der især mange snepper i to drev.
Mange af snepperne fløj som sædvanligt for lavt til at der kunne skydes; men der var også fine høje fugle og ikke færre end 7 snepper lå på paraden ved dagens slutning.
Vi var mere end 20 jægere samlede, så det var en ganske stor jagt. Det er dog ingen garanti for, at der er snepper. Ænder og fasaner er ret stabile; men snepperne ved man aldrig, hvor man har.

Jeg havde ikke selv sneppe på skudhold og Zini havde desværre heller ikke stand for sneppe. Jeg ville ellers godt have hende trænet i det med stand for sneppe.
Til gengæld havde Zini godt held med at apportere en sneppe, som var faldet midt i noget nærmest ufremkommeligt skrub af væltede træer og brombær.
Det er ikke alle hunde, som frivilligt tager en sneppe i munden. Snepper må have en særlig fært, som nogle hunde ikke bryder sig om, det er derfor vigtigt at unge hunde får trænet med sneppe lige fra starten at karrieren.

Det er Zinis sidste sæson som unghund. Næste år er hun 3 år, og skal kunne sit kram. Så er ungdommens overstadighed og manglende erfaring ingen undskyldning længere.
Det skal nu også nok gå. Hun vil, når denne sæson slutter, have haft mere vildt for, end mange hunde får på et helt hundeliv og hendes næse fejler ikke noget. Så afhænger resten af det i den anden ende af snoren.

Selvom man har hund med på jagt, og derfor heldigvis kommer på “Driverholdet” langt de fleste gange, er der stadig gode skudchancer. Driverne skyder efter det vildt, som enten flyver bagud af såten eller flyver til siderne. Det giver måske ikke de mange skud; men oftest er det spændende skæve chancer.

Mange fugle er et øjebliks skudoplevelse; men nogle er værd at notere sig i erindringen.
Zini og jeg drev en æbleplantage ind, da en fasanhøne letter i den anden ende af drevet. Den når at få et par blanke forbiere af de andre drivere, og tvinges op over de høje graner bagest i billedet. Mit første skud var også blankt forbi og bagved; men i andet skud når jeg at få så meget sving i bøssen, at fuglen forender.
Zini apporterer og vi driver videre i de smukke æbleplantagefarver. Paradisæblerne bruges som bestøvertræer, og de små æbler får lov at hænge til glæde for solsorte og mennesker.

Reklamer

6 thoughts on “Sandmosesnepper.

  1. natural2222 Post author

    Ja, vi var heldige. Med 20-25 jægere er der ca. 6 stykker vildt pr. mand, så det er ganske overkommeligt; men det er langt fra hver gang tingene lykkes som i søndags.
    Især ænderne overraskede positivt. Og ænderne er værd at få i ovnen nu. Fuldt udfjerede uden pinde og velfedede giver det en fortrinlig andesteg.
    Også fasanerne er gode nu. Skindet er nu så fast, at man med fordel kan pille dem, og derved nedsætter man risikoen for at de udtørrer under stegning.

    Ikke mindst er det smukke fugle under jagten og ved paraden. Kokkene og andrikkerne er i fuld pragtdragt.
    Desværre fik vi ingen krikænder. Andrikkerne af denne art er overordentlig smukke nu.
    http://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=124

    Svar
  2. Donald

    Nå Jørgen så også det jeg ser: Der er jo rækker af nedlagt vildt (fasaner og noget andet) bag den forreste række med 7.
    Sikken en jagt! flot!

    Svar
    1. natural2222 Post author

      Ja, ud over snepperne gav jagten 73 fasaner, 88 gråænder og 2 skovduer.
      Fasanerne er primært fugle, som er sat ud i naturen i juli; men der har også været en god del fasaner, som er udruget af den vilde bestand. Det er umuligt at kende forskel på dem på nuværende tidspunkt.
      Gråænderne er fugle, som kommer fra andre søer og fra havet. En del er allerede kommet fra Skandinavien.
      Sært nok var der, som jeg skrev, ingen krikænder den dag. Men sådan er det med trækfuglene: Den ene dag er de der, den næste er de væk.

      Svar
  3. Ellen

    Og den i den anden ende af snoren er vist udmærket til at træne jagthunde, så mon ikke Zini består voksenprøven?
    En fin jagt … min svoger har lovet mig en gås engang, men også han siger, at de er svære at få på skudhold.

    Svar
    1. natural2222 Post author

      Det skal nok gå med Zini.
      Det med gæs er nærmest en umulighed at love til et bestemt tidspunkt. Gæs er utilregnelige. Føler de sig forstyrret af noget, kan flokke på flere hundrede fugle være væk fra dag til anden.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s