Dagene går. De varslede regnbyger glider udenom eller forsvinder i ingenting. Langt de fleste marker tåler tørken endnu, og kom der regn, står der virkelig nogle flotte afgrøder generelt set.
Sandpletterne er så småt ved at visne hen; men de udgør heldigvis et lille areal sammenlagt.
Vores nok mest sandede mark ligger med 1.-års rødsvingel i år. Og de lette pletter i marken dræede allerede 1. juni om eftermiddagen.
Det er mindst 5 dage for tidligt og planternes nødløsning: Red hvad reddes kan!
Så bestøves den del af akset (Rødsvingel er nu egentlig en top-græs og ikke en aks-græs, men ordet aks bruges nu ofte alligevel og er mere forståeligt.) som endnu har vædsketilførsel og derved er der stadig mulighed for reproduktion, men på et lavere niveau.
Hveden sprøjtede jeg mod svamp i går. Den er pæn ren med undtagelse af lidt meldug og de altid tilstedeværende bladpletsvampe i bunden, så måske er det spildte kræfter og kemi; men bladpletsvampen septoria kan kun forebygges, og skulle der komme regn i de kommende dage, er det sin sag at have faneblad og aks stående ubeskyttede. Svampen spredes nemlig med regnpjask fra bunden og op.
Så uskyldig ser symptomerne på svampen ud:
Det er lidt som infuenza hos mennesker: Herregud! lidt røde øjne og en enkelt grads temperaturforøgelse. Men sygdommen piller ens ydeevne fuldstændig af.
Svampen giver op til 30 procents udbyttenedgang, hvis den får lov at udvikle sig som i dette usprøjtede hjørne i fjor:
Det er spændende om den regn der ligger syd for giver noget hos jer eller om den glider forbi mod øst. Her er også behov for vand.
Regnen glider med stor sandsynlighed øst om os. Vi må satse på regn i overmorgen i stedet.
Endnu et eksempel på, at DMI overvurderer regnmulighederne og at yr.no er mere realistiske.
Håber I får lidt regn, her drypper/regner det med enkelte opholdsøjeblikke 🙂
Her snød regnen totalt i denne omgang; men vi håber igen tirsdag nat.
Det er interessante billeder, et nærkig på planternes måde at vokse. – og sammenligning med menneskets influenza. DMI siger der ikke er faldet regn på Fyn i nat, men her er der faldet 3-5 mm. Jeg kan se det varierer fra sted til sted på Sjælland (Borgervejr på DMI) men der *er* faldet regn. Det samme ser ud til at være tilfældet i Polen – små områder. Prognosen for de kommende dage ser ud til at bringe flere mellemstore regnområder til de nordligste dele af Polen.
Jeg har lige fået sms fra Polen, og der er faldet 20 mm. regn. Guldregn!!
Og nu (6/6) må der også falde regn på Fyn, vejrkortet er mørkeblåt 🙂
I skrivende stund er der ikke faldet en dråbe. Men det ser heldigvis mørkt ud i det fjerne.