-Og regnen kom.

11 mm!
Ikke som stille regn, men som en byge af de kraftigere.
Fronten var længe om at trække ind over,

Men da regnen kom en time efter, kunne tagrenderne ikke tage vandet.

Nu kan 11 mm. kun klare 2-3 dages fordampning, så den byge kan ikke redde noget i sig selv; men nu er der åbnet op for fronterne.
Får vi blot lidt af de lovede nedbørsmængder de kommende dage ser det lyst ud for avlen.
Juniregn går til kernen. I jubelåret 1984 fik vi 123 mm. i juni efter en ret tør maj. Sandpletterne kan ikke reddes; men står de godt, bliver avlen tit for lille.

Inden regnen i aftes sad jeg og læste Johannes V. Jensens “Thomas i Spanggaarden” for Gud ved hvilken gang.
Midt i novellen er der nemlig en herlig beskrivelse af regn efter en tør periode og af sindsstemningen, som måske kan give de, der ikke lige lever af og med vejret en fornemmelse af, hvad der rører sig i en bondesjæl:

“Det år var det, at den store tørke faldt ind, som folk taler om endnu. Der faldt ingen regn lige fra om våren, når undtaget et par tordenbyger, der kun evnede at plaske i overfladen af støvet og gøre jorden ligesom koparret. Bønderne ventede længe tålmodigt tillige med kornet. Det voksede endda, det ligesom listede sig til at vokse lidt. Men udsigterne blev små. Hen på sommeren begyndte man at tale stille om, hvad der endnu kunne reddes; det betød, at man havde gjort så store afslag, man evnede. Men der kom ingen regn. Der stod det syge korn på agrene, havre af en fingers længde, rug så hvidt som bleget hår og med det halve af vipperne golde. Ude på de skarpe jorder ved fjorden blev der næsten ingenting. Længe, længe blev man ved med at tro, at en regn endnu kunne redde afgrøden, men fortrøstningen blev løsere og løsere, ligesom der var langt mellem stråene på marken. Men ved middagstid kom der kulde i luften, svære skyer drev hastigt fra vest, de kom flyvende som mørke giganter med armene strakt frem foran sig. Man ville knap tro det, og da det blev til regn kunne ingen bare sig for bevægelse. Jo, det begyndte at skylle ned. Solen skinnede i begyndelsen, og regnen kom højt oppe fra luften i lange glimrende og lysgyldne strenge. Funker og gnister røg fra kornet, og over vejen stod en fin dis af vandstøv. Det regnede i solskin, hver dråbe tindrede af lys. Og sådan var alle folks glæde. Rolige mænd for ud af dørene og råbte halløj over til naboen at sige det! Midtvejs mødtes de og blev stående i skylregnen. Børnene, som havde været trykket af de gamles stilhed, blev ellevilde. Alt kunne blive godt endnu. Mændene gav hinanden håndslag, nogle skjulte sig og græd eller takkede Gud. De behøvede ikke at skjule sig, alle var stiltiende enige om at give hinanden lov til udbrud og glemme det siden.”

 

Vi var heldigvis ikke så hårdt presset af tørke som i novellen.
Rapsen, og for den sags skyld også de andre afgrøder, har sjældent stået bedre på nuværende tidspunkt selvom valmuerne enkelte steder er på vej igennem for at tage næring og lys fra afgrøden:

 

Reklamer

5 thoughts on “-Og regnen kom.

  1. Jørgen

    Lad os håbe I får lidt mere regn, men den regn der nu er kommet er vel en god begyndelse uagtet det regnede lidt voldsomt. Her er det gået mere stille for sig.
    Man kan sagtens fornemme risikoen som naturafhængig i den dramatiske beskrivelse af en tørkeperiode. Og også begejstringen når der endelig kommer regn.

    Svar
  2. Eric

    Hvis I, som vejrkortet antyder, har fået lige så meget vand som os, er du sikkert mere tilfreds nu. Cyklisten har ikke helt samme syn, men jeg skal jo heller ikke leve af at cykle. Fremragende passus af Johannes, der herskede sprogligt over såvel kongens som regnens fald.

    Svar
  3. Ellen

    Vi kan ikke undvære regnen, og alligevel bander næsten alle altid over den, når den kommer. Der er selvfølgelig også forskel på, hvordan den vælger at komme, men jeg er glad over, at vores havepasser ikke behøver at gå rundt med haveslangen, og at dine marker ikke kommer til at lide nød i samme grad som i dit citat fra bogen.

    Svar
  4. Donald

    Den beskrivelse af regnen der kommer, den er gribende! Det er levende, – det er med “billeder” (i ord) af hvordan jorden tager imod sådan at man kan se det for sig.

    Her er det jo først plænen, og så markerne, der kvitterer for regnen med en frisk farve.

    Svar
  5. natural2222 Post author

    Tak for alle kommentarerne. Vi har til dette øjeblik fået 20 mm. i alt, og det rækker til en uges tid. Der er sikkert mere regn på vej, så der er stor glæde og optimisme i disse dage.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s