Vejret og føret kan stadig ikke bruges til markarbejde.
Heldigvis er agersnegle og rapsjordlopper tilsyneladende nådige ved rapsen, for det ville stadig, trods et par dage hvor regnen stort set er blevet på Jyllandssiden af Lillebælt, være umuligt at køre med sprøjten eller gødningssprederen i rapsen.
I stedet går det løs med at lægge nyt tag på nordsiden af den gamle lade, som blev bygget af mine oldeforældre på et tidspunkt mellem deres giftermål 1887 og min oldefars død 1902.
Den var oprindelig med stråtag; men der blev langt plader på den af min mors onkler omkring 1950, så plader og tømmer har da egentlig gjort det meget godt.
Der er en del opretningsarbejde på sådan en gammel lades tømmer inden der igen kan lægges plader op, så arbejdet overlader jeg helt og holdent til professionelle.
Jeg skulle jo også, efter almanakken, være i fuld gang med arbejdet i marken; men sådan blev det ikke i år.
Under årets vejrforhold og føre er det nok hunden og katten, som forstår at anvende tiden mest optimalt:
Naturjournal 
Herligt billede af de to livsnydere. Her kan vi heller ikke køre, så de to dages høst vi mangler og hele kartoffelhøsten må ligge stille. Det føles underligt.
Det er drøjt at blive sat på stand by så længe, når store værdier ikke er i hus.
Hunde og katte her, heldigvis for dem, ikke evnen til at konkludere, tænke abstrakt eller ærgre sig over vejret 🙂
Det var da ikke et ret langt ægteskab, dine oldeforældre fik – og det var ham, der døde; ikke den sædvanlige historie med kvinden, der døde i barselsseng.
Det var et kort og frodigt ægteskab. Oldefar efterlod min oldemor med 6 børn under 15 år. Han nåede at bygge staldene og laden om i grundmur og gule sten; men stuehuset, som de nye længer skulle tjene hjem til via det nystiftede andelsmejeri og andelsslagteri nåede han ikke at tjene til, så derfor står vort stuehus fra 1703 endnu.
Min oldemor og de 6 børn hutlede sig igennem indtil børnene blev voksne. Min oldemor forblev enke og døde først i 1933. Min mormor var den yngste og blev derfor sendt ud at tjene da hun var konfirmeret, og det blev hendes redning. Som 20-årig blev hun husbestyrerinde for min morfar, som var ungkarl og lige havde købt den gård, som skulle blive mit fødehjem. De øvrige 5 blev hjemme hos moderen uden på noget tidspunkt at stifte familie.
Nu må vejret gerne snart arte sig. Sjovt billede af hund og kat.
15 års frodigt ægteskab, og så et barn som fortsætter slægten – nå forresten det ved vi jo ikke om nogle af de 5 hjemme også gjorde. Men ja, det var mormors lykke at hun kom ud at tjene – hos en god mand. Jeg har læst en af Carl Madsens erindringsbøger, “Fortids Møre Mure” hvor han fortæller om sin far eller bedstefar, at han kom ud at tjene og var nødt til at rømme.
Held og lykke med taget! og med vejret, – i går var der maskiner der kunne køre her.
Lige nu står det ned i stænger. Der bliver ingen maskiner i marken de næste 2-3 dage.