To sten.

Der er altid noget særligt ved at finde sten, som er forarbejdede for mange år siden.
Forleden i Kroghen fandt jeg denne knækkede flinteøkse; eller rettere: Øksen fandt mig.
Gamle og desværre nu afdøde Thorvald var en ørn til det med flinteredskaber. Det var ham, som for mange år siden sagde dette til mig med, at det er øksen der finder dig.

 

Det er næsten altid sådan, at man er gået forbi øksen, og så et øjeblik efter er det, som at man bliver mindet om, at “Der var da vist noget du overså.” Sådan var det også med denne halve økse.
Det er naturligvis noget vrøvl at tilskrive en sten evner; men en meget charmerende udlægning af, at man kører billedet af det man ser igennem mere end én gang.

 

Den næste sten er af nyere dato, men ikke mindre overraskende.
Jeg har et stykke med juletræer tæt på Nordfyns Ungdomsskole, som har sin baggrund i Særslev Højskole.
Der er på vejstrækningen ved at blive gravet kabler i jorden, og på vej hjem fra marken så der sådan ud i vejsiden:

Ingen tvivl om, at formen var en gravsten og fronten ser således ud:

En 25-årig elev er således død og har tilsyneladende fået en betydelig gravsten. Gravstedet må på et tidspunkt være nedlagt og stenen havnet i vejkanten et stykke under jorden.

Klaus Berntsen stoppede som forstander i 1889, så det må være medens Rasmus Nielsen var forstander, at eleven er død.
Højskolearkiv og kirkebøger må gennemsøges.

Nå. Jeg ved, at der gode kræfter i gang med at finde mere frem om baggrunden for personen, dødsfaldet, stenen og stenens sære rejse.

Det kan i al fald konstateres, at der var forskel på kvaliteten af gravmæle for højskoleelever og vejmænd.

Jeppe Aakjær skrev “Jens Vejmand” året efter, i 1905.