Det er stadig for vådt til vinterpløjning; men det er lykkedes at klippe nogle hegn ind som trængte gevaldigt.
Drænssystemerne kan slet ikke følge med. De steder hvor de ikke fungerer optimalt ses nu med al ubehagelig tydelighed; men de fleste steder er der intet at stille op på nuværende tidspunkt.
Vandet må have sin tid til at trække væk, og så må vi udbedre når det igen bliver tørt.
Ude ved vindmøllen lykkedes det mig dog at få gang hovedudløbet til den åbne kanal.
Drænrøret var groet til med rødder blot to meter inde.
Der er en vis barnlig fryd ved at få sådan en prop ud med rensebåndet.
Et tryk fra godt og vel en meter vandmættet jord presser en del vand gennem et 15 cm-rør.
Vejret har været mildt de senere dage. Faktisk satte Sønderborg varmerekord for januar med 12,7 C. Har var det ikke helt så lunt; men over 10 grader nåede vi -desværre med en del regn. 15 mm er det blevet til siden den korte periode med let frost i sidste uge.
Man kan også se, hvor lidt vand der skal komme ovenfra nu for at oversvømme alting igen. Det er tydeligt, at jorden er helt mættet.
Disse grønne vintre er nok mere skadelige for afgrøderne end en god gang frost og sne.
Samme fornemmelse af barnlig fryd får jeg, når tagrenderne er stoppet til, og jeg får fjernet en prop af grene, og vandet klukker lystigt ned gennem afløbet 🙂 I dag nyder jeg tørvejret, solen og frosten, gid det må vare ved de næste måneder.
Det er om at nyde solstrålerne, når de endelig trænger igennem.
Jeg kan sagtens fornemme fornøjelsen ved at få hul igennem. Især med alt det meget vand der skal væk. Nu må det snart være nok.
Vandet fosser ud på 3. dag; men det står stadig lige højt i brønden foran de sidste 3 meter til kanalen. Der må graves!