Savførerbesøg.

Vintervejret forsøger sig stadig. Sne og slud i forgårs og frost natten til i går.

Solen har dog magt, og denne morgen er det svært at finde en smule sne noget sted.

De tidlige forårsbebudere i haven tåler sagtens omslagene i vejret; men de arme syndere, som forsøger at skaffe sig brødet ved at producere udplantningsplanter.
Det bliver vist året, hvor mange går direkte til sommerblomster i kummer og altankasser.
Det hjælper så heller ikke, at plantesalget har bevæget sig fra blomsterhandlere til discountbutikker, hvor mishandlede planter i containervogne vidner om, at det ikke ligefrem flyder over med udlærte handelsgartnere i vore dages detailforretninger.

Vi har heldigvis de kommende måneders blomsterpragt liggede i vinterdvale under jorden og i fyrrummet, hvor de første dahliaer er begyndt at røre på sig. Den tid den glæde.

Et besøg af min savfører har givet synlige ændringer i læhegnene ned mod engen.

Disse hegn plantede jeg for ca. 25 år siden, og nu er bestandtræerne af eg, bøg, lind og enkelte løn udvalgt.
De vil i de kommende år have plads til at danne kroner. Eg og bøg vil give olden og lindenes blomster vil give bierne føde i juli. De enkelte træer af spidbladet løn er beholdt for at give hegnet ekstra efterårsfarve.
Resten er savet ned, og skal via flishuggeren en tur i fyret.
Stort set alle de fældede træer og buske vil så skyde fra roden igen og danne en effektiv fodpose med læ og ly.

Det ser voldsomt ud lige når fældningen er færdig; men det er et nødvendigt tiltag, hvis ikke læhegnets træer skal udvikle sig til tynde piskeris og miste styrke.

Der er faktisk et par hegn mere, som trænger til samme tur; men mudder og vand gør det vanskeligt at nå dem.

3 tanker om “Savførerbesøg.

  1. Ellen

    Sikkert en mere behagelig savfører end de fleste – og så må det være rart at have næste vinters varmeforsyning i hus.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Det er herligt med en prof. skovmand til opgaven, som evner at se 20 års vækst frem og har modet til at fælde hvad fældes skal.
      -Og varmen er ikke at foragte.

      Svar
  2. Donald

    Godt at have en savfører! Ja, han har vist egentlig været hurtig, her var der nogle baneteknikere forbi og fældede de værste krat og “vildskud” hvilket egentlig tog lang tid, men det var også mere vanskeligt på grund af skråninger og vanskelige adgangsforhold.

    Nej varmen af flis eller træpiller er ikke at foragte!

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s