Tørken fortsætter, og DMIs langtidsudsigt har yderligere 2 uger uden regn til os.
I forhold til avlen kan regn på nuværende tidspunkt ikke nå at redde noget for vore afgrøder.
Vi har hvede, vårbyg og vinterraps tilbage at høste, og de alle i modningsfasen, og skal lige have en uges tid mere, inden de er helt modne.
Med den vejrudsigt, er der ingen grund til at ofre penge på tørring. Den proces klarer solen.
Andre vækster ville dog have gavn af regn.
Haven er et ørkenlandskab.
Skovene er rene krudttønder med total vissen underskov og bund.
Gadekæret er svundet ind til en halvmåne af grønalger:
De næsten 100-årige bøge i anlægget lige ved siden af tåler ikke længere tørken kombineret med vind og stærk solindstråling.
Særligt træerne mod vest, som indtil sidste år stod i læ af naboens tilsvarende høje træer, er snart helt blottede for løv.
Heldigvis er græsset under bøgene også vissenbrunt. En grøn plæne ville få løvfaldet til at se mere dramatisk ud. Nu falder det hele ligesom i ét:
Vi er begyndt at se på, hvordan vi yderligere kan sikre os mod markbrand i forbindelse med den kommende kornhøst. Det bliver noget med en pulverslukker og en branddasker på hver kornvogn.
Det ville også være godt at have marksprøjten med rundt. Forstøvet vand fra dyserne slukker særdeles effektivt; men de traktorer, som kan køre med sprøjten skal bruges til kornvognene, så det bliver en vanskelig opgave.
Det bliver nok en vandvogn med 5 m3 vand i stedet.
Ja, sådanne drastiske forholdsregler har jeg vist aldrig før hørt folk tage i høsttiden – ikke engang i fordums tørre somre.
Ovre i nærheden af Charlotte og Tim satte en mejetærsker en mark i brand. Den bredte sig, på trods af 20 (!) brandbilers indsats, og en del af de tilhørende marker brændte samt hele deres gård, som brændte totalt ud – de kunne intet stille op. DET var skræmmende at høre.
Det er netop disse rædselssituationer, vi skal søge at undgå, og helst samtidig med, at høsten forløber effektivt.
Måske får vi en byge eller to inden kornhøst, og så har vi straks et lavere risikoniveau.