Høsten i hus.

I går, d. 2. august kl. 19:30, var vi færdige med årets høst, som startede i rødsvinglen d. 2. juli. Det er den tidligste startdag og den tidligste slutdag siden vi startede her på stedet i 1980.

Det er i det hele taget rekordernes år.

Ikke ét læs af nogen art har haft behov for tørring. Aldrig sket før.

Ingen dage fra start til slut, hvor der ikke har været mulighed for at høste. Aldrig sket før.

Halmsnitteren har ikke været tilsluttet på noget tidspunkt. Al halm er solgt til gode priser. Aldrig sket før i de år, vi har haft snitter på mejetærskeren. (Vist fra 1985 og frem).

Udbytterne i hvede og vårbyg er, om ikke rekordlave, så dog helt nede på niveau med udbyttet i starten af 1980-erne.

Priserne går mod rekorder i opadgående retning. Avlen i det meste af Nordeuropa har slået fejl. Der er panik på for at skaffe foder til vinteren.
Den foderhvede, som kostede 115,- pr. 100 kg. lige før høst kan i dag omsættes til mere end 140,-.

På mere normalt niveau er udbyttet i rødsvingel og vinterraps, og her ser priserne ud til at være til den pæne side uden at gå helt amok.
Med hensyn til de to arter er det mere næste års produktion, som tørken generer.

Der er ikke udsigt til nævneværdig regn, og der skal store mængder regn til for at sikre etablering af vinterrapsen her i august.

Al vores nye græsudlæg udlagt i bunden af vårbyggen i foråret er gået ud. Vi er så heldige at dyrke rødsvingel, som kan give et fornuftigt udbytte 3. og eventuelt 4. år efter udlæg, så vi lader blot de gamle marker ligge.
Værre står det til for avlere af rajgræs. Det er svært at få ordentligt udbytte af en 2. års mark.

Det var en længere status, og summen er, at det ene nok opvejer det andet, og året kommer økonomisk til at ligge lidt i underkanten af et normalår, hvis et sådant findes.

Husdyrproducenterne er de virkelig hårdt ramte.
Den merpris jeg får for mine vegetabilske produkter slår endnu slet ikke igennem på mælke- og kødpriserne.

4 tanker om “Høsten i hus.

  1. Donald

    Også her er der høstet færdigt med undtagelse af en vårbyg mark ved lægehuset. Det område har vand nok til at forsyne sommerhusområderne her (Vejby, Tibirke, Holløse, Tisvilde) men det vand man borer efter ligger jo dybere. Ikke desto mindre tror jeg at der der er en sammenhæng.

    I må have været **lidt heldige** at afgrøderne har klaret sig så godt!

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Jeg tror ikke, at vi må klage. Vi er godt nok hårdt ramt tørkemæssigt; men vi har ingen husdyr ud over høns, kat og hund. Husdyrproducenterne er de virkelige tabere med foderets prisstigninger.
      Jeg må se at få fundet vores registrerede nedbørstal for vækstsæsonen frem og sat i system.

      Svar
  2. Ellen

    Interessante statistikker – jeg er glad på dine vegne over, at det ikke er gået værre, end tilfældet er.
    “…et normalår, hvis et sådant findes” – den kan jeg godt lide. Rent statistisk findes der naturligvis gennemsnitsværdier, men lige som gennemsnitsmennesket slet ikke findes i virkeligheden, vil man nok heller aldrig opleve et ‘normalår’.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      “Normalen” er en spøjs størrelse.
      Hvis vi landmænd havde været normale, var vi blevet tossede for længst.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s