Indtil nu har oktober været særdeles solrig og lun. Vi har sået de planlagte marker med vintersæd og blev færdige i forgårs, 9. oktober, i det smukkeste og lune efterårsvejr.
Overalt er såningen foregået under gode betingelser.
Heldigvis ventede vi med at starte såningen til d. 15. september, for det korn vi såede på dette tidspunkt er allerede så stort, at det ikke bør være kraftigere inden vinteren og vejrudsigten lover adskillige dage med rigtigt grødevejr.
Rødsvinglen blev slået d. 8. oktober. Det er det største lag græs fra afpudsning jeg nogensinde har oplevet. Græsset blev samlet til biogasproduktion d. 9. og samme dag blev der kørt biogasgylle på marken, så næringsstofferne er tilbage igen og der er kraft til at græsset kan gro optimalt til og dermed klare vinteren.
Det er nu i oktober at græssets evne til en god frøsætning etableres, og udgangspunktet for dette års 2. årsmarker af rødsvingel kan næppe være bedre.
Værre ser det ud med den gamle frøgræsmark, som jeg ellers havde fået dispensation til at høste frø på et ekstra år grundet de mange tørkeskadede udlægsmarker.
Løvsnudebillerne har ædt over halvdelen af marken. Kun køresporene er gået fri. Her har traktordækkene tilsyneladende mast larverne. Vi prøvede at tromle marken; men tromlens tryk var ikke nok til at tage livet af dem.
Marken skal pløjes om. Det er lidt trist, for der forventes rigtig gode priser for græsfrø til kommende sæson.
Heldigvis ser det også ud til, at maltbygprisen også bliver fornuftig til kommende sæson, så det går nok alt sammen.
Jeg hørte fra ‘min’ landmand i går at trods vi stadig er tærkeramt, (vi har stadig ikke rigtigt fået regn af nogen betydning) så står næste års afgrøder ganske fint. Højere end sædvanlig. Der blev talt om væksthæmmende bekæmpelse.
Vinterraps -byg og -hvede er vokset mere end sædvanligt. Kornarterne kan ikke vækstreguleres kemisk i efteråret; men rapsen kan.
Kornet kan man klippe som en græsplæne og derved undgå sneskimmel, som er den svamp, som virke kan være ødelæggende i vintersæd med for megen “pels”.
Ja, det går jo alt sammen alligevel – det plejer det jo … men apropos Pias kommentar så vi i Tv-avisen her til aften, hvor lidt vand, Sydsjælland og især Lolland-Falster har fået markant mindre regn end resten af landet, og vand mangler vi stadigvæk.
Det ER tørt. vi har kunnet køre hele vintersædssæsonen uden så meget som en enkelt fugtig plet at pløje uden om.
Vejret er vel stadig en smule abnormt, og det er tydeligt at der mangler vand i haven her. Vi må håbe vinteren giver regn og ikke sne – eller hvordan ser du på det.
Hvor er det dog synd at der er løvsnudebiller i den mark. Men godt at det andet gik så fint!