Cox orange.

Såsæsonen er slut for i år. Det sidste græsudlæg blev sået i går eftermiddags, og så bliver der tid til lidt andet end marken.
Vi har kun et træ af sorten cox orange tilbage. Det er plantet i 1920 ligesom mange af de andre gamle træer i Følhaven. Ikke de store moderne holsteiner cox, men de små oprindelige cox orangeæbler med lidt kedelig grønskurvet grundfarve og rød kind.
De har smagen og koncentrationen.
Træet bar nærmest æblerne i klaser i år:

P1030099 (2)

I går plukkede vi æblerne med henblik på at lave en presning ren cox orange-most.
Vi nåede ikke at plukke dem, da Mobilmost var hos os ved Byloppemarkedet midt i såtiden; men heldigvis er de igen på egnen og presser i eftermiddag i en plantage blot 10 km herfra inden de drager til Æblets Dag i Assens og derefter til Sjælland, så det er planen at Yngstesønnen triller afsted med dem,  da jeg har ikke har mulighed for at nå det selv.
Der blev ret nøjagtigt de 50 kg æbler, som er minimum for at køre en presning, så med lidt held er der friskpresset cox til aftensmaden.
Most af cox orange er ren nydelse. Jeg smagte den i fjor, og besluttede at lave noget selv.
Nu er det tæt ved at lykkes.

12 tanker om “Cox orange.

  1. Gitte Jerner

    Sikke en god idé at lave most af nogle af de mange æbler! Her hos os har cox orange-høsten også været overvældende i år.
    Og cox orange er det bedste af alle æblesorter efter min mening.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Jeg glæder mig til at mosten er nedkølet i løbet af dagen. Den vil blive serveret for vores gæster fra Luxembourg i aften.

      Svar
  2. Ellen

    Det må være lidt særligt og specielt at drikke most fra egne æbler. Jeg kan selvfølgelig lave det på min juicepresser, så det er næsten det samme, men ikke helt.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Juicepresseren er også fin. Den giver frisk most af de forskellige sorter hen over sensommeren. Mange sorter er jo for længst faldet ned og rådnet, når Mobilmost kommer forbi den sidste lørdag i september.

      Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      🙂
      Det sortsbytte ville jeg nødig udsættes for, Pink Lady er netop en af de sorter, som sælger på udseendet, og kun udseendet.

      Svar
  3. Donald

    Selv om jeg ikke har været til mobilmosteriet, har jeg smagt æblesaft af selvdyrkede æbler. Charlotte brugte en almindelig saftcentrifuge. Det er ret besværligt, men resultatet er skønt!
    Det kan godt være at jeg skulle lave noget mere, selv om jeg nok ikke har køleplads til det, men det smager jo guddommeligt. Med nogle glas-ballon’er kunne man også lave en god cider.

    Svar

Skriv et svar til Donald Annuller svar