Her går det godt, men…

I weekenden gik turen fra Nordfyn til Torun i Polen og hjemad igen over Koszalin. Vi var to til at køre, og da en af mine få spidskompetencer er at sove i passagersædet i en kørende bil, var det en ganske smuk og behagelig tur.
Hele vejen i solskin med masser af trækkende traner og udsigt til velovervintrede afgrøder.
Dér øst for Torun var afgrøderne stadig i fuld vinterdvale og dagtemperaturen var kun lige oppe i nærheden af frysepunktet og morgentemperaturen var  -7 C; men man skal ikke mange kilometer vest for floden Wisla inden forårstegnene viser sig.

På gården nær Koszalin har hveden et forårsgrønt skær og rapsen bryder så småt de første blade fra hjerteskuddet.
Vi venter endnu et par dage med at give den første gødning. Planterne mangler ikke noget endnu, og de skulle nødigt lokkes til yderligere vækst. Et eventuelt tilbagefald til vinter kan blive fatalt nok endda.

Hjemme igen søndag aften skrev maskinstationen, om de kunne begynde at køre gylle på vores raps i løbet af mandag.
Jeg må straks det lysner en tur rundt for at sikre, at der kan køres overalt. Med en vejrudsigt uden regn hele ugen ville det være rart at vente et par dage; men da vi kun har ganske små mængder gylle, kommer vi let bagest i køen, hvis vi ikke udnytter mulighederne.
Idet vores lejer af slagtesvinestalden pr. 1. januar i år opsagde lejemålet og den nærliggende minkfarm, hvis gylle jeg aftog, lukkede totalt ned i efteråret, er der reelt kun tale om at tømme et par i forvejen halvtomme tanke.
Der skal derfor kun køres, hvis det kan gøres uden at lave dybe spor, ellers får gylle lov at blive i tankene indtil videre.

Den animalske produktion i vort område er generelt under afvikling.
Heldigvis har vores lejer af stalden i samtlige de 8 år vi har ejet den blot valgt at stoppe produktionen og har taget et fast job i stedet. Minkavleren, som jeg har haft et over 20-årigt samarbejde med, er stoppet for at gå på pension.
Men det er ikke normen. Konkurser og tvangssalg af husdyrbedrifter, som indtil for få år -ja måneder- siden opfattedes som mellemstore økonomisk velfunderede produktionsenheder, er jævnligt tilbagevendende begivenheder.

Man kunne selvfølgelig læne sig tilbage og kro sig over dette med at dyrehold aldrig rigtig har fristet mig.
Prisstigningerne, som har været med til at tage livet af dele af den animalske produktion, har givet mig et tørkeårsregnskab med et resultat helt inden for normalområdet; men den animalske produktion er på én gang mine konkurrenter og kunder.
Den animalske produktion aftager en stor del af de afgrøder, som af forskellige årsager ikke måtte holde kvalitetsnormerne til f.eks. maltbyg og brødhvede. Uden animalsk produktion skal de varer på en sejltur til dele af verden, hvor kravene til luftigt franskbrød og ikke-skummende øl er mindre eller hvor lønsomheden ved animalsk produktion er bedre, og det kan på længere sigt betyde prisfald for planteprodukter.

Foreløbig bydes der dog tålelige priser for ny høst, hvis man vover at sælge før man kender avlens størrelse.

 

 

8 tanker om “Her går det godt, men…

  1. Ellen

    Haha, jeg kan forstå behageligheden ved turen, men hvis din spidskompetance er at sove, må du da være gået glip a det smukke 😀
    Det er meget trist med konkurserne. Jeg kender nogle i nærheden af dig (og dermed ved du nok godt, hvem det er), der lige nu ikke ved om de er købt eller solgt, men formentlig det sidste, og manden, der høstede for far, er også gået konkurs. Det er så synd.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Ak Ellen, de ER desværre konkurs de to unge og dygtige brødre vi begge kender -og flere med dem. Med grise gælder det i særdeleshed, at man kravler op og falder ned. Det går uhyggelig stærkt, når bytteforholdene er imod ens forretning.
      -Og søvnen. Joh, jeg mistede ca. 180 km. udsigt til gode og smukke marker; men til gengæld kom vi levende frem og tilbage. Begge veje non-stop.

      Svar
  2. Donald

    Jeg gætter: Når den animalske produktion har problemer med afsætning må det skyldes at der er flere andre, som producerer. Både danske storproducenter og små producenter i EU. Konkurrence fra fattigere egne af EU må dog spille ind – polske pølser i supermarkederne er billige og gode nok.

    Jeg ved godt det ikke nytter at pive, og jeg har heller ikke personligt noget i klemme, men jeg nyder dog godt af at Danmark har en god økonomi, og det er derfor ganske egoistisk, at jeg håber at landbrug og industri klarer sig bedre og bedre – både til export og til eget forbrug.

    Betragtningerne over afgrøders kvalitetskrav var ny for mig i den store sammenhæng; dog ikke helt ny, jeg har hørt om dette her med hvor meget øllet skummer! Det er selvfølgelig vigtigt … men alligevel.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Der er meget store produktionsenheder i det polske. Svineproduktioner med eget slagteri tilknytte osv. Rusland udvider svineproduktionen voldsomt. Det er et spørgsmål om de relativt små enheder vi har i DK vil klare sig blot på mellemlangt sigt (5-10 år). Det bliver spændende at følge.
      Med planteavlen er det lidt anderledes. Vi kan skifte til andre afgrøder og sågar andre produktionsformer. Har man først bygget en stald til f.eks. søer kan man end ikke skifte til slagtesvineproduktion.

      Svar
  3. Jørgen

    Tak for beretningen på – kan manmåske sige – mikro- og makroplan. Hvor begynder foråret at vise sig, hvor har det vist sig og hvad med vinterens effekt, hvis den kommer igen osv. Og det overordnede vilkår ved landmandslivet i økonomisk henseende. Det er godt når det går, men det er næppe sjovt når det ikke gør det – og det sker vist lidt for meget.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Der sker en stor udskiftning i disse år. Det problematiske ligger også i, at det typisk ikke er os gamle i faget der ryger i svinget, men de relativt unge, som skulle bære faget de næste 20-25 år. Bankerne lader kun ganske få nye unge slippe gennem nåleøjet, og det tit til forhøjede bidragssatser på kreditforeningslånene og høje renter på kassekreditterne.

      Svar
  4. Madame

    Det var rart at du kunne sove på noget af køreturen. Spændende at følge hvad du skriver om landbrug, vejr og produktionsformer. For mig er det jo noget helt særligt, hvis jeg kan tage ind i en gårdbutik. Har I også dem på nordvest-Fyn?

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Ja, vi har gårdbutikker. Allégårdens Fjerkræ ligger her i landsbyen og har, ud over salg via nettet og tilknyttede vareture rundt i landet, et gårdsalg, som er åbent lørdag formiddag.
      http://www.allegaardenskylling.dk/
      Der er også en del vejsalg; men vi har langt imellem det helt store stunts, som ses i tættere bebyggede områder af landet.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s