Somme tider har man tingene snublende nær ved uden at tænke over det.
I går tog Fruen og jeg på en fuldstændig uplanlagt tur til Humlemagasinet i Harndrup.
https://www.humlemagasinet.dk/
20 minutters kørsel kræver heller ikke megen planlægning og hjemvendt fra turen var vi lidt rystede over, at vi har et så imponerende haveanlæg i vor nærhed uden nogensinde tidligere at have besøgt stedet.
Anlægget er stort og flot og bortset fra selve æble- og humlehaven er stort set alt startet ud af stubmarker for 15 år siden.
Særligt dejligt var det, at der i så høj grad var fokus på gode bi-planter.
Pileallé, lindeallé, masser af lavendel, stokroser, vilde jordbær, et væld af blomstrende bede og meget mere. Der var honningbier og adskillige arter af humlebier i aktivitet overalt.
Mine dårlige fotos lever slet ikke op til virkeligheden; men her er indgangspartiet med humlestængerne mellem et væld af lavendel. Bedre billeder kan nydes på havens hjemmeside:
Det er snart tid til at fasankyllingerne bliver sat ud, og aftenen blev brugt på at sætte voliererne op.
Det er heldigvis igen passende arbejdstemperatur. Vi skulle egentlig have gjort arbejdet i søndags; men 30 graders varme er ikke befordrende for fysisk arbejde.
Velholdte haver er smukke; men fasanernes kommende udsigt ned over tørvegraven er da heller ikke helt towlig:
Når vi lige kommer på den anden side det lovede regnvejr kommer kyllingerne i volieren sammen med de dværghøns som har udruget og passet dem de første uger oppe i laden. Efter en uges tid løfter vi det ene hjørne af volieren så meget, at kyllingerne -men ikke dværghønerne- kan løbe ud og ind.
Efter endnu ca. en uge åbnes, så hønerne kan komme med ud og de sammen kan finde gode træer at flyve op i om natten.
Til november skal det vise sig, om de stadig er i terrænet, løbet langt væk eller endt som rævefoder.
Men det plejer nu at lykkes nogenlunde.
Den humlehave har jeg ikke hørt om … før nu, men den ser ud, som om den er den lille omvej værd på en tur til eller fra Jylland. Eller Fyn 😉
Tak for tip.
Du skuffes næppe.
Særligt dette at haven er ret så nyanlagt var spændende og et bevis for at der ikke behøver at ligge generationers arbejde forud for en havenydelse.
Det var da fantastisk at læse, hvad du fortæller om Humlemagasinet i Harndrup. Jeg har ikke hørt eller læst om stedet før, men det må bestemt besøges en dag, når vi er på de kanter.
Der er ikke langt fra Veflinge til Harndrup, hvis du skal på de kanter en dag igen.
Det er rigtig smukke billeder på Humlemagasinets webserver. 15 år fra stubmark! Det er hurtigt – men så slår det mig pludselig at vi allesammen synes at 15 år er en evighed, da vi var børn og teen-agere, under uddannelse eller på første job.
Det bliver spændende at følge fasan-kyllingerne og dværghønerne. Jeg tror at der er nogle ræve heromkring, som har reduceret fasanbestanden, for det er ret sjældent at jeg ser en fasan.
Ja, 15 år er en evighed for et 12-års barn der føler sig omgivet af oldinge på 35 år.