Forhindringer og held.

I høst er der opture og nedture.
Dage, hvor man ikke fatter, at man overhovedet gider beskæftige sig med noget så ustabilt, og dage, hvor intet kan tænkes smukkere og mere tilfredsstillende.

For fire dage siden, d. 5. august, gik der ild i mejetærskeren. En gnist antændte halmen i bageste del af maskinen, og så gik det stærkt. Det gik heldigvis også stærkt med at slukke, så vi undgik den totale katastrofe for maskine og mark.
Ildslukker og de branddaskere vi altid kører med på kornvognene -sammen med nærmest vindstille høstvejr- gjorde, at kun få kvadratmeter halm brændte og at mejetærskeren efter 12 timers mekanikerbesøg og to køreture Jylland rundt efter reservedele var køreklar igen.
Uheldet gav således kun 1½ tabt høstdag.

Det kunne have været langt værre, når nu uheldet var ude; men lige når man står i det, og den sidste reservedel -som først viste sig nødvendig efter at alt var samlet og klar én gang- kun fandtes på et lager i det sydvestligste Jylland, er der en billig gård til salg i 3-4 timer.

Anderledes heldigt er de seneste to dage forløbet.
I forgårs kom der byger; men hen under aften blæste det pænt og der kom så meget sol på himlen, at vi startede i hveden. Det lykkedes at køre helt frem til kl. 23:30 inden duggen faldt og vi måtte stoppe.

I går stod den på bygevejr, så vi flyttede hele menageriet 5 km nordpå til markerne ude bag åsene.
Det kan virke tåbeligt, men disse små forhøjninger i det flade landskab har utallige gange virket som et skel i forhold til byger, og det gjaldt også i går.
Bygerne trak både nord og syd om os; men vi høstede fra middag og frem til 19:30, hvor også vi fik en afvaskning og måtte holde inde.

Vestergård solnedgang

Dagen i dag lover godt vejrmæssigt og det blæser pænt allerede her ved solopgang.
Mon ikke der venter os en god høstdag?

 

 

7 tanker om “Forhindringer og held.

  1. Ellen

    Sikke et drama! Godt, at I kunne reagere hurtigt. Jeg har oplevet det (altså ikke selv, men i min nærhed), at det gik meget mere galt.
    Men jo, i dag bliver det godt vejr. Det har jeg også bestilt, omend af andre årsager end dig 🙂 God høst!

    Svar
  2. Eric

    Uha, men det var da godt, at I var forberedte, så branden ikke betød totalhavari. Det med reservedelen, der ikke er på lageret, men skal hentes i Langbortistan, har jeg oplevet flere gange i mine år på cementfabrikken. Så kom “stumpen” med taxi eller fly-kurér. Dyrt har det været, men det var meget dyrere, at produktionen var gået i stå.
    Jeg håber, I får en god høstdag i dag – vejrudsigten for de kommende dage ser en kende våd ud.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Vi var tæt på det med taxi-kurér. Så snart vi opdagede, at alt ikke lød som det skulle, gled der en bil mod Jylland, og så blev bilen dirigeret mere præcist, da vi kendte fejlen præcist.

      Svar
  3. Madame

    Det må have været frygtelig dramatisk med ild i mejetærsker og halmen. Hvor var det godt, du hurtigt fik ilden slukket og kun mistede 1½ høstdag. Her havde vi voldsomt skybrud lørdags eftermiddag – jeg har aldrig set noget lignende.

    Svar
  4. Donald

    Hvad gør man ikke i desperation, når alting er ved at brænde på (her i bogstaveligste forstand). Det er i sådanne tilfælde, at man tænker på plan B eller på “gård billigt til salg”. Hvis nu mejetærskeren var helt ødelagt, kunne man så bede en maskinstation om hjælp – jeg kommer i tanke om en rugmark hos en bekendt, som blev stående pga flere fejl og blev høstet flere uger efter det optimale, men alligevel gav overskud?

    Sikken et drama, og godt at reparationen trods alt “kun” tog 12 timer.

    Jeg hørte også en høstmaskine (med turbolader eller et-eller-andet hvinende) køre til sent på aftenen forleden, jeg kan desværre ikke huske hvornår, men der var 4-5 mm. regn om morgenen og den friske vind fik faktisk tørret græsset og derfor også kornet, nåjo, det var i onsdags! – jeg kunne slå plænen sidst på eftermiddagen.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s