Høsten i hus.

Så kom året høst i hus. Der har i år været høsttid fra 10. juli til 26. august. En ganske normal periode, naturligvis med pauser under vejs grundet umodent korn og vejrlig.
Avlen ser ud til at ligge til den gode side af normalen. Særligt vårbyggen har givet et godt udbytte, med flere marker over 8 tons pr. hektar.
Vi er vist ikke ene om at have en god avl, for priserne er faldet tilsvarende; men sådan vil det oftest være.
Der burde være til det meste af førstkommende termin. Så må vi snakke os fra de tre sidste ligesom vi plejer.

Mejetærskeren har høstet godt og vel 700 hektar fordelt på over 80 marker med et timeforbrug på 286 motortimer. Det er faktisk gået rigtig raskt fremad, når vi har haft mulighed for det.

Naturoplevelser har det også budt på. Vi talte netop om, at ikke havde mødt ræve i markerne i år, og så lige i det allersidste skår rug i aftes sprang Mikkel på tværs af det hele over i naboens majs.
I forgårs var der ikke mindre end 5 vagtler i hveden på Røde Led. Det er vævre fugle, som tager sommerturen nordpå og trækker tilbage til Sydeuropa når efteråret melder sig.

Der er rigtig mange dåhjorte i kornet. I samme mark sneg jeg mig ind på under 15 meter af to mørke hjorte og fik et par snapshots af dem. Den ene er et meget spændende trofæ.

Sorte dåhjorte, Grindløse (2)

Fasanerne har tilsyneladende også haft godt yngleheld. Vi har set en del pænt store kuld på vejen rundt.
Agerhønsene skal nok være der; men de forstår bedre at smutte afsted i tide, når høstkaravanen kommer. En god kollega havde en rigtig stor familie foran linsen på telefonen i starten af sæsonen, og vi er da også stødt på et par mindre flokke.

6 tanker om “Høsten i hus.

  1. Ellen

    Det ville være et rigtigt blæret trofæ, ja 🙂
    Jeg vidste ikke, at vi havde vagtler uden for volierer i DK, men nu har jeg lært hele to ting i dag … det er fint nok.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Vagtler er trækfugle, som reelt stort set kun lader sig se, når der høstes. De der hører normalt, registrer dem på deres kalden. Jeg har aldrig haft så god hørelse, at det har været muligt.

      Svar
  2. Donald

    700 hektar – det er meget i DK for en enkelt gård, men det er flere gårde og maskinfællesskab, husker jeg.

    Tænk hvis en bonde for 100 år siden, 1919, havde høstet 8 ton på en hektar.

    Sikkenogle flotte mørke hjorte, så mørke dyr har jeg aldrig set. Den gamle ville udgøre et flot trofæ – men også, gætter jeg, en god ragout, når det gamle sejge kød bliver stegt eller kogt rigtig længe så det bliver mørt. 🙂

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Ja, vi er 3 i vores lille maskinfællesskab. Det har kørt i mange år efterhånden og sparer os for en masse udgifter til maskiner samt giver os noget på den sociale side.
      Hjortekødet er ganske rigtig lidt mere sejt på sådan en gammel karl. Der skal kødhakker, røg/salt eller marinering til mange af stykkerne; det bliver maden ikke mindre varieret af.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s