I år kom det vejrmæssige efterår samtidig med kalender-efteråret.
Vi har fået regn og rusk. Ikke de store regnmængder; men 6 mm har også ret og giver de sidste rapsfrø fugt til fremspiringen. Kimplanterne står denne morgen på rad og række og der er flere på vej.
Også græsfrøudlægget trives ved efterårsvejret. Den efterårsudlagte rødsvingel er afpudset, der er dog det problem, at det afpudsede materiale ikke, som ellers ventet, kan bruges til biogasproduktion, idet der er småsten revet med i det afpudsede materiale, og den går ikke, da stenene ødelægger snitterknivene i opsamlermaskinen.
Det problem må der findes en løsning på i løbet af dagen.
Denne morgen sad jeg for enden af grantrekanten og nød daggryet. Det var helt vindstille og gæssene kom trækkende ind i store og små flokke. Ude ved Iglekæret essede 2 dåhjorte og 50 meter derfra kom en rå med to lam ud for også at få del i det nyfremspirede spildkorn.
De tog ikke notits af hinandens tilstedeværelse og trak begge ind i dækning, da der kort efter kom en larmende lastbil oppe på vejen.
Det siges ofte, at rådyr ikke vil være i nærheden af dådyrene; men det er nu ikke første gang, at jeg ser fredelig sameksistens.
Hvilken smuk morgen i frodighedens tegn i skærende kontrast til gårsdagens slagregn mod ruden.
Sikke en smuk naturoplevelse du havde i daggryet med gæssene, som kom trækkende ind i store og små flokke – de to dåhjorte og en rå med to lam.
Smukt er efteråret. Såvel naturens som livets.
Jeg er spændt på om du kunne finde en løsning på problem med småsten i rødsvingel afpudsning.
For sådan en person som undertegnede, der har arbejdet i byer det meste af livet, er det svært at regne ud hvordan man i første omgang kan høste noget overhovedet uden at få jord med – for når man ser, hvordan jord (med småsten) piskes opad ved kraftig regn, så siger det jo sig selv at der er noget “grus” på alting på en mark, undtagen de højeste toppe af væksterne.
Gåsetræk er der også her. Man kan også høre gæs, der skræpper, selv om man sidder indendørs, og det er en rar lyd. Mon ikke der kommer flere i de kommende uger.
Jeg forsøger afsætning til kreaturer. En almindelig ballepresser kan sagtens presse ballerne med småsten og det hele. Det er jo ganske få sten; men nok til at ødelægge en finsnitters knive. Kreaturer kan sagtens sortere stenene fra medens de æder.
Der kommer altid lidt jord med kornet hjem. Særligt, hvis der er lejesæd. Når kornet tørres, tørrer jorden også, og så drysser jorden af i kornrenseriet sammen med små ukrudtsfrø og andet godt.
Der er rigtig mange grågæs i år, og snart kommer bramgæs og blisgæs til nordfra.
Der er alligevel mange trin i behandlingen efter høsten, som man – som bymenneske – ikke kender – her: kornrenseriet.
Vejret er smukt her, selv om der er ved at komme bid i luften.
Gåsetrækkene er begyndt, og jeg nyder det lige meget hver gang jeg ser et.
Også her er gåsetrækket i tiltagende. Der er skræppen og snakken i luften morgen og aften.