Hakkeorden.

Fasaner er som andre hønsefugle: Når de først er begyndt at hakke hinanden, fortsætter det til den bitre ende, hvis der ikke gøres noget.
I juli havde jeg et sammenført kuld på ca. 40 fugle i en af de større volierer bag maskinhuset, som i en meget ung alder begyndte at hakke halerne af hinanden.
Det var egentlig meningen, at de skulle have været flyttet til udsætningsvolieren ved de store graner; men den var ikke færdigrenoveret efter vinteren, så der var ikke andet at gøre end at lukke dem ud mellem de gamle æbletræer og håbe det bedste for dem, selvom de egentlig var for unge til at sætte ud.

Det er gået over al forventning. Morgen og aften kikker de fleste af dem forbi.
I aftes stod jeg ubemærket og holdt lidt øje med tingene. Mere end 30 fugle var forsamlet under æblerne, og de fløj fint op i træerne, da mørket faldt på.
Her 3 af dem. Man slipper ikke uset fra at snige kameraet op af lommen.

P1030178 (2)

Det er herligt, hvis de fasaner kunne blive en ny stamme by-fasaner.
Vi har hele tiden haft fasaner rundt omkring i landsbyen; men efter at Bent Gravers tætte graner og Marta Sypiges tilgroede have blev ryddet, er bestanden svundet kraftig.
Nu får vi at se, om vores gamle frugthave og de høje graner og thuja overfor gården kan få fuglene til at blive og give dem yngleheld, så vi kan få bestande op på fordums niveau.

Fasanhønerne her i byen og på de omliggende marker har vi holdt fredede siden 1984, og den politik fortsætter, så mulighederne er der, hvis vi kan holde ræve, mårer, krager og skader i ave.

 

6 tanker om “Hakkeorden.

  1. Donald

    Husker jeg rigtigt, har rævene på et tidspunkt været meget nærgående og gravede sig under hønsenet? der var vist også en rævejagt en gang og ræve i en grav ved diget blev efterhånden nedlagt? Det ville da være så synd hvis der ikke er balance mellem rævens behov og fasanbestanden.

    Iøvrigt har jeg undret mig over, at jeg sjældnere ser ræve her. Der er godt nok nogle, som holder jagt et par steder, men jeg kan ikke forestille mig at de har nedlagt alle rævene.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Jo, rævefortællingerne har været mange over årene.
      Rævene får vi aldrig udryddet, og det er heller ikke meningen. Blot er ræven en af de arter, som nyder godt af vores smiden væk. De er alsidige og skelner ikke mellem halve McD-menuer smidt ud ad vinduet og en mus, som egentlig skulle være et af hovedfødeemnerne.
      Derfor optræder ræve i et større tal end der naturligt ville være, og det giver plads til jagt.
      Man lugter i øvrigt ræve oftere end man ser dem. De afmærker deres område, og det giver en kraftig lugt.

      Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Vi skyder pænt med fasaner, men her i landsbyen kun kokkene.
      På de to andre jagter jeg er med i, skydes der både kokke og høner; men der sættes også mere intensivt ud hvert år.

      Svar
  2. Madame

    Jeg prøver igen – mine kommentarer forsvinder ud i den blå luft.
    Det er dejligt at se fasaner i naturen, og det var godt, at dine fasaner har klaret sig, selv om de blev sat for tidligt ud.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s