Det går mod løvfald.
Ude i hjørnet af gårdspladsen, bag det der før var sandkasse til drengene, som senere blev til hundegården “Guantanamo”, som nu -i bedste mellemamerikanske stil- er ved blive overgroet af en slyngplante, satte vi engang et meget lille hjertetræ i en plastikurtepotte.
Ikke fordi at det skulle blive stående, men blot for at give det lidt halvskygge indtil efteråret.
Da efteråret så kom -og det gør de jo, den slags- havde træet rodfæstet sig, og derved fik det lov at blive.
Træet har et smukt løv, og særligt dets tidlige efterårsfarver skiller sig ud fra de øvrige træer.
Der burde nu nok gøres et eller andet alvorligt ved det hjørne; men det er svært. Slyngplanten blomstrer heftigt og smukt om sommeren og er hvert år sikkert redested for et solsortepar.
Blot er det værd at huske på, at vi selv er på vej ind i livet efterår, og i den alder er der en tendens til at have svært ved at nænne at svinge saven.
Træer vi selv plantede for snart 40 år siden er nu voldsomt store vækster. Vores lille æbleplantage i baghaven trænger også til kraftig beskæring.
Da vi overtog gården fra den sidstlevende af min mormors 5 ugifte søskende var alt en jungle. På det punkt må historien ikke gentage sig.
Dette skrevet for at minde mig om, at i den kommende vinter bør jeg, med Peter Savførers hjælp, lave en kraftig beskæring og udtynding af hele området omkring gården.
-Og er skrevne ord ikke påmindelse nok, er her et 16 år gammelt billede fra livets højsommer med ungdom i gården og Yngstes maskinstation i aktivitet i grusstakken.
Lidt anden vinkel; men samme område. Også i september.
Lidt som i St. St. Blichers “Ach, hvor forandret!”
Naturjournal 
Hjertetræer er utroligt smukke. Vi har også et her i haven. Det er snart skjult bag træer, der er blevet for høje, så jeg genkender hvad du fortæller om at have svært ved at nænne at svinge saven.
Vi må finde en nænsom og alligevel effektiv model på beskæringerne
Jeg kan godt forstå dine følelser, hvis det er træer eller buske, du selv har plantet – jeg havde lidt af det samme i Sverige, og så alligevel ikke … for det må ikke se vildt ud i en have – ikke i en forholdsvis lille have, i hvert fald, men du har selvfølgelig nok en kæmpe én af slagsen.
Min far havde det vist endnu værre, men vi søskende var lidt stride og nærmest forlangte at beskære, og han kunne da også bagefter se, at det var godt det blev gjort.
Efterårsfarverne er for alvor ved at gøre deres indtog.
Det er svært, når der er fortællinger om stort set hver eneste vækst. Hjertetræet fik vi af Hanne Gartner i bytte for nogle frø vi havde med hjem til hende fra en park i Ukraine. En efterhånden ret høj opstammet skovfyr, som også skulle væk, havde vi med hjem fra et tur i Pers ødegård i Sverige.
Birken ved tøjsnoren blev plantet netop for at have et fast punkt til den ende af tøjsnoren, hvor pælen altid bøjede, og nu er den ved at tage alt lyset fra baghuset.
Det er ikke morsomt at svinge saven.
Samme vinkel?!! Det var godt nok stærkt! Første gang jeg hørte ordet “Sølvbryllupskvarter” var da min svoger havde købt hus i Brønshøj og vi kunne se at alle haverne omkring havde store træer. Der er selvfølgelig noget smukt ved store solitære træer, men i en gammel vejledning for huskøbere (fra Politikens “Alt-Muligt-Forlag”) stod der netop at det kunne være problematisk med et stort træ ved et mindre parcelhus. Både fordi det bliver mere og mere umuligt at beskære og så fordi det dominerer – og tager for meget lys.
Det vigtigste her er, at to rækker ikke for høje træer tager af for vesten-storme, typisk om vinteren, som i starten gjorde huset ret uhyggeligt at være i!
Læ skal der til, når vi bor ud til de åbne vidder; men lætræerne skal være i god afstand fra bebyggelser.