Ørnen lettede.

Jeg har i mange år haft et kamera med i traktoren -når det altså ikke lige blev glemt hjemme på kontoret.
-Ikke for at tage præmie-fotos, men blot for at have dokumentation og noget at kikke på til de lange vintermorgener.
Det har efterhånden taget livet af 5 kameraer, hvoraf de 3 seneste har været af mærket Lumix.
Desuagtet at de var pakket ned i traktorens handskerum var det alligevel en for støvet og rystende verden for den slags teknik og aflivningsprocessen blev tilsyneladende stadig kortere.
De asiatiske ingeniører forestiller sig ikke en verden udenfor den sterile storby.
Jeg gik derfor på et tidspunkt over til kun at bruge telefonens kamera. Hurtigt og enkelt; men jeg har ikke en tilstrækkelig god og handy zoomfunktion i telefonen.

Forleden under rapshøsten kunne jeg godt have brugt et velfungerende zoomkamera.
På nabomarken så jeg en plet på størrelse med en ræv; men pletten var for mørk, så det måtte være noget andet.
Da jeg kørte forbi næste gang, så jeg at det var en havørn.
Vi ser jævnligt havørne; men dennes adfærd var mere som musvågernes i forhold til på afstand at lure, om noget spiseligt skulle komme frem fra det nyhøstede.
Jeg forsøgte med et telefon-foto; men inden traktoren var standset og telefonen fundet frem af inderlommen var fuglen fløjet et godt stykke væk.

Det blev til en VM-aspirant i disciplinen “Forkølede Fotos” og en venlig tanke til et af de nedlagte zoomkameraer.
Ørnen kan måske ses som en brik til venstre for bygningerne:

Havørn i Slagstrup 01.08.2020

Sådan et billede kan man naturligvis ikke bruge til noget som helst; men det er så prisen for samle flere funktioner i én enhed, og til mange andre ting virker det fint.

-Som nu f.eks. at vise, hvad denne lille pjuskede plante
Stokrose, 4-blades stadie

gav os igen som tak for, at den fik lov at blive stående mellem brostenene sidste sommer:

Stokrose på nordsiden 02.08.2020

Stokroser er farlige. Tager man sig ikke i agt og er benhård er hele ejendommen totalt indhyllet i løbet af få år.
Men det er svært med den hårdhed, når man belønnes med et blomsterhav i 2 måneder og tilhørende hektiske insektliv for at holde sig væk med lugejernet.

En anden art, georginerne, er også gode bi-planter, hvis de rigtige sorter vælges.
Jeg fik en øjenåbner forleden, da jeg hos en nær bekendt så en række af primært frøformerede georginer af enkelt-typen.
De var smukke i deres enkelthed og nærmest levende af humlebier medens de lukkede typer, som den i venstre hjørne af billedet, ikke havde noget at byde på for insekterne. Støvdragerne er avlet om til kronblade. Også smuk, men steril:
Georginer hos Karin
Der blev omgående lagt billet ind på knoldstumper af insektmagneterne i gule, orange og røde farvetoner.
I år har jeg ladet et par planter af honningurt stå blandt georginerne for at fremme insektlivet.
Til næste år kan honningurten igen blive forvist til vildtageren.

9 tanker om “Ørnen lettede.

  1. Madame

    Det var da fantastisk at du ser havørne – jeg er meget misundelig. Jeg er også lidt misunderlig på dine smukke stokroser. Det er aldrig lykkedes mig at få dem til at gro her. Måske trives de bedst ved et gammelt bondehus?

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Ørne kan jeg ikke levere; men du skal være hjertelig velkommen til at få frø/planter herfra. Der er ikke 100% grogaranti; men det er tæt på.
      De kræver blot plads og tid, da de ikke blomstrer 1. år.

      Svar
  2. Eric

    At havørnen er tilbage som ynglefugl giver en vis optimisme og tro på, at det ikke er helt skidt.
    En frysepose kunne vel være et simpelt og effektivt værn mod støvet. Det er nok sværere at gøre noget ved rystelserne.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Fryseposer og endda indkøbt specialetui er anvendt; men støvskaderne i de mekaniske dele sker typisk i høst og ved andet støvende markarbejde som ønskes fotograferet. Et enkelt tilfælde af namibiske støvkorn på linsen og i det mekaniske tog livet af det første Lumix 1. gang; men der trådte garantien til og gav mig et nyt.
      Disse teknologiske frembringelser er skabt til artige skolepigers tasker.

      Svar
  3. Ellen

    Det er godt for kameraproducenterne, at der stadig er landmænd, der kan ødelægge apparaterne. Det er egentlig underligt, at din telefon ikke tager skade af støvet, for der er da flere steder på sådan en hul igennem til finmekanikken.
    Havørne er et majestætisk syn hver eneste gang – nok netop fordi man ikke ser dem hver dag.
    Jeg har et dilemma med dahliaerne, for jeg kan bedst lide de ikke-enkle, men så må jeg kompensere med andre blomster, lige som du gjorde med honningurten.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Jeg er også temmelig benovet over telefonen. Jeg holdt indtil for et års tid siden stædigt fast i min gamle Nokia af frygt for hurtigt nedbrud i det nymodens stads. Min frygt er indtil videre gjort til skamme.
      Der er heldigvis mange andre gode planter til insekterne i sensommeren.
      Min plan er at udvide bestanden af georginer, så jeg bibeholder antallet af de ikke-åbne og mixer de åbne ind, så der bliver en liflig summen i hele bedet.

      Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Tak for linket. Det må nærlæses, for det kunne være et godt valg med sådan et robustkamera. Hvis det er vandtæt burde det også være støvtæt.
      Zoomet er vigtigt. Jeg kan ikke ved at skimme teksten gennemskue denne funktion for kameraerne.

      Svar
  4. Donald

    Da jeg lavede IT-arbejde for en fabrik, der fremstillede elektronik-print-plader, fandt jeg ud af hvor sarte sådan nogle egentlig er. Det kan sagtens være rystelser, der får print”baner” til at knække eller revne, så forbindelserne brydes.
    På en mobiltelefon gøres der dog noget for at de klarer sig godt, men de holder heller ikke evigt. Jeg må have været heldig med min et år gamle – den er faldet på klinkegulv fra 50 cm højde fordi den begyndte at ringe og vibrere og dermed bevægede sig ud over kanten! Men den er hel endnu da.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s