Jomfruen i vejkanten.

Regnen i går gav kun 3 mm mod de dagen før varslede 22 mm. Tænk, hvis der en dag kommer sikre vejrudsigter.
Vi tog heldigvis chancen og holdt fast i planen om at give vinterrapsen på Ågård gylle fra biogasanlægget.
Biogasgyllen kræver nemlig at kabalen med transportbiler, buffertank i marken og maskinstationens ordrebog går op i en højere enhed, så det er sin sag at ændre planerne.
Alt lykkedes heldigvis, og der bliver antagelig en rigtig god udnyttelse af kvælstofdelen, når luftfugtigheden hele dagen var tæt på 100 procent.

Nede ved Iglekæret står en hektar med graner, som skal ryddes når julen er ovre.
For et par dage siden stod jeg i vejkanten og funderede over, hvordan sagen skal gribes an til den tid, for der står en hel del træer over 4 meter, og de kunne måske anvendes til flis.
Lidt foran mig fik jeg øje på en cikorie med hvide blomster.
Normalt har cikorien fine blå blomster som den til venstre og jeg har aldrig tidligere bemærket hvide typer.

I morges var jeg lidt rundt på nettet for at læse lidt om den formodede sjældenhed, som viste sig ikke at være helt så sjælden endda. Der er også eksempler på lyserøde, lyseblå og lyslilla varianter.

I folketroen er der en forklaring på- eller et varsel i næsten alt. Det gælder også hvide cikorieblomster.
-Og her hjælper søgninger på nettet. F.eks. hvis man fejlagtigt skulle have undladt at lære alle 4 bind af “Folk og Flora” udenad.
Ifølge “Folk og Flora”, bind 4 side 219 fremgår det nemlig, at
“Hvor der gror cikorier med hvide blomster, har en pige mistet sin mødom”.

Jamen så fik vi årsagen til denne farveafvigelse. Tænk, hvad en grøftekant kan tilbyde når naturen kræver sin ret.

9 tanker om “Jomfruen i vejkanten.

  1. Donald

    Det var da en skøn historie! Hvis du kan lide vilde historier, så er Jørn Riels “skrøner” en guldgrube af optimistiske syn på livet og naturen.

    Svar
      1. Donald

        OK! Nogle af historierne er meget opmuntrende; en kollega sendte mig en bog med “Signalkanonen og andre skrøner” efter at jeg måtte holde op som lærer på gymnasiet i Nykøbing Falster – hvilket jeg selvfølgelig var ked af – men det var en dejlig opmuntring. Og jeg kom jo heldigvis godt videre.

  2. Mette L

    Vi fik de 22 mm i København, hvor vi ikke har så meget at bruge det til. Bevares, haven og krukkerne er da sikkert glade, men asfalt suger ikke så meget…

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Der er faktisk nogle teorier om, at byer med deres varmeudskillelse trækker større regnmængder til end det åbne land.

      Svar
  3. Madame

    Åh, sikke en herlig baggrund for den hvide cikorie, du fandt 🙂
    Det var godt, at vores 55 millimeter regn i går ikke faldt hos dig, når der skulle arbejdes i marken.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Det var godt nok en betydelig nedbørsmængde. Havde vi fået sådan en omgang havde det vist været slut med efterårsarbejdet i en længere periode.

      Svar
  4. Ellen

    Sommetider var folkeovertroen måske en anelse for langt ude på overdrevet 😀
    Og i øvrigt så jeg da aldrig nogen hvide cikorier, hvor jeg mistede min, så det passer altså ikke 😉

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Det kan undre, hvad der i sin tid har givet denne sammenhæng ud over at farven hvid og uskyld kobles sammen i mange sammenhænge.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s