Rødkløverfrøhøst.

Oppe i det lille stykke bag Jullerup Station er der i år græs, og der er kommet en del rødkløver i græsblandingen.

Stykket har været rigtig godt besøgt af humlebier og nu er nogle af frøhovederne modne, og årets rødkløveravl er derfor i hus. Til og med håndplukket.
En hel tallerkenfuld bælge:

Sådan nogle frøstande fylder meget; men det er tørre blomsterbunde og bælge det meste. Kløver er bælgplanter, og i hver bælg sidder 1-3 gulbrune frø gemt.

I den professionelle verden skilles frøene fra i en hamse; men til hygge-brug er det overflødigt. Man kan sagtens så de lådne frøstande ud som de er.
Her ses forskellen mellem frøstanden og et enkelt frø:

Eneste forskel er bøvlet og at der bliver lidt flere såkaldte hårde frø.
Hårde frø er betegnelsen for de frø som har spirehvile.
Kløver er sådan indrettet, at selv om der er optimale spirevilkår, spirer nogle af frøene ikke. Først efter 1-5 år er de spirevillige uanset gode forhold.
Det er en smart indretning ikke at satse alt på ét bræt når man er en pionérplante og endog selv kan sørge for kvælstofindsamlingen.
Kløver lever i symbiose med kvælstofsamlende knoldbakterier på roden helt i stil med ærter, bønner og lucerne. -Og i øvrigt også elletræer.

Som det ses af billedet er frøene små. 1000 frø vejer 1 -1½ gram, så det er i småtingsafdelingen, og det styrer sådybden. Da frøene er 0,5-1 mm store er sådybden optimalt den samme, blot i cm. Ofte er det bedre, hvis det kun er til havebrug, at drysse frøene ovenpå jorden og trække jorden let over med en rive bagefter.

Om et par dage skal årets rødkløveravl en tur med postvæsenet til en efterkommer af en af Jullerups stationsforstandere, så på en måde skal de blot hjem og forhåbentlig gøre gavn i en blomsterblanding til havens insekter.
Rødkløver har meget lange kronrør, så det vil primært være humlebierne, som få gavn af nektaren.

10 tanker om “Rødkløverfrøhøst.

    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Tak. Jamen jeg sad jo også og sugede viden til mig, dengang du beskrev produktionsprocesser og andet godt på din tidligere arbejdsplads.

      Svar
  1. Madame

    Hvor var det spændende at læse, Farmer – du gør os læsere klogere på mange ting. Og jeg er jo efterkommer af stationsforstanderen på Jullerup Station – han var min oldefar. Jeg glæder mig til at kunne tiltrække flere humlebier i haven.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Jeg forventer at toget kører i morgen for frøenes vedkommende. De skal lige have et døgn mere. Så jeg sikker på, at de er tørre nok til at kunne holde sig til foråret.

      Svar
  2. Lene

    Og således bliver vi alle klogere på de smukke vilde planter omkring os, tak. Jeg har i dag taget flere billeder af rødkløveren, jeg elsker dens farve og dens smukke blade. Og sikke en skøn historie om at frøene sendes fra Fyn til Nordsjælland

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Jeg holder også selv af rødkløver. Klovvildtet holder også af den. Hos os dåvildt og råvildt. Jeg tror jeres kronvildt også er glade for rødkløver.
      Jeg har tidligere haft en vildtager med blodkløver. Den var nærmest selvlysende rød. Den prøver jeg nok et stykke af næste år.
      Ja, det er pudsigt, at Madames rødder har været ved vores nu nedlagte station.

      Svar
  3. Ellen

    Kløver er en rigtig god biplante – så meget ved selv jeg, og jeg glæder mig til at se, om mit blodkløver bliver til noget næste år. Skal det sås nu, eller skal jeg vente til foråret?

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Forårssåning. Efterårssåning er senest i september siger lærebogen.
      -Men prøv med 10-15 % af frøene. Ved en mild vinter og med jeres beliggenhed burde der være en god chance, og så får i blomster noget tidligere næste år for den del af frøene.

      Svar
  4. Donald

    I mange græsblandinger er der lidt kløver, vistnok fordi det er med til at gøre græsset mere grønt på grund af gødningseffekten eller bare fordi det gør plænen mere grøn og ser pænt ud. Jeg kan se, at de ekstra frø, jeg spredte sidste år, har haft kløverfrø iblandet, for det sted på plænen kom der et tæppe af kløver.
    Gad vide om de så kan kvæle uønskede mælkebøtter eller om man bare skal glæde sig over at mælkebøtter kan se pæne ud når de blomstrer (haha)!

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Mælkebøtter udkonkurreres ikke af (hvid)kløver. Jeg går ud fra, at det er hvidkløver du har fået med i blandingen. Rødkløver tåler ikke hyppig slåning.
      Du må gå en tur med tidseljernet, hvis du vil dem til livs.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s