Coronajagt.

Mange jagter er, forståeligt og fornuftigt nok, aflyst grundet restriktionerne ved fællesaktiviteter.
Enkelte fællesjagter gennemføres med hold under 10 personer, konstant stor afstand mellem deltagerne, ingen sammenkomst og helt uden den sociale del.
Det ER jagt; men det er i sandhed en amputeret udgave. De gode hunde- og røverhistorier med tilhørende smådrillerier er borte, og først når denne del er væk, erfarer man hvor stor en del af jagten dette sociale element udgør.

-Men det er den gladeligt betalte pris for -forhåbentligt- at holde sygdommen fra døren.
I vores kommune er det efter sigende en sammenkomst i forbindelse med en håndboldkamp, som har været hotspot for spredningen.
Der skrives ikke om det i pressen.
Det skulle lige have været spredning i forbindelse med jagt- eller landbrugsaktiviteter, så ville forsiden have været ryddet i dagevis.

I går var jeg så afsted med hunden på en sådan jagt. Normalt er jeg på det hold der driver igennem hver gang, og så står de jægere som ikke har hund for.
Under de nugældende forhold er det nødvendigt at skiftes til at stå for ved fasansåterne, og det passer os dårligt. Jeg kan til nøds holde masken; men den evne har Zini ikke.
Jeg er nødt til at have hende i snor ved siden af mig. Det er ganske enkelt for meget for hende, at der sker så mange ting uden at kunne være aktiv. Den situation har jeg aldrig trænet hende i at kunne klare, så hun sidder dirrende og småklynker for at få sin frihed.
I en af såterne blev det for meget for hende.
En sneppe blev skudt, så den faldt 10-15 meter foran os. Jeg havde bundet hunden til et lille træ lige ved siden af mig, og idet sneppen faldt sprang Zini kæden og apporterede fuglen.
I grunden utroligt, at hun ikke brækkede nakken; men der var intet at mærke på hunden ud over at hun nød at have rettet op på uretfærdigheden ved at være tøjret.

Efter jagten sad vi begge et øjeblik og sundede os i solnedgangen med vildtet på krogene under halvtaget. Jeg på bænken ved bålpladsen og Zini oppe på det solvarme bord. En hel solskinsdag efter så mange dages gråvejr.

Tænk, hvad en ureglementeret sneppeapportering og en hund på bordet under normale omstændigheder ville have givet af drillerier samt bøder ved paraden.
Nu kørte vi blot hjem og læssede endnu en stak juletræer til de stortsælgende juletræsstande.
Der skal tydeligvis være jul i mange hjem i år.

4 tanker om “Coronajagt.

  1. Ellen

    … Men episoden vil blive husket, Farmer, og til næste år får du at høre for den 😀
    Medmindre ingen andre så hvad der skete?
    Ja, der skal helt sikkert bruges flere juletræer end normalt, og det er da glædeligt, at så mange retter sig efter anbefalingerne.
    Incidensen i visse dele af DK er større end selv den største i UK. Det er første gang og det er absolut ikke godt! For Danmark, forstås … jeg under gerne UK, at det snart går den rigtige vej.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Episoden vil bestemt blive husket selv om ingen så det. Det er svært at bortforklare en sprungen hundesnor, og det ville da også være synd at lægge sådan en god hundehistorie i glemmebogen med det samme.
      Det er voldsomt med smitten mange steder. Sært, at det er ekstra voldsomt på Sjælland. Helt nede på 22. pladsen for smitte finder man i dag den første ikke-sjællandske kommune: Århus.

      Svar
  2. Donald

    Nej hvor er det altså godt fortalt, I to ved bord og bænk uden den glæde at fortælle historier og nyde andres oplevelser! Så er det da godt vi har WordPress og e-mail og andre ting.

    Jeg er først nu blevet rigtig bange for at blive smittet. Jeg tror at jeg indtil for et par dage siden ville have været tryg ved en thermokaffe, sandwich og juleboller sammen med hvemsomhelst i passende afstand i det fri.

    Men nu er jeg mere bekymret — og mere forsigtig; mundbind hjælper kun lidt, men det lidet det hjælper har også ret.

    Svar
  3. Lene

    Åh ja, du har så sandelig ret. Det havde været forsidestof hvis det var landmænd, der havde været årsag til smitteudbruddet.
    Landmanden nyder at jagter afholdes alligevel men med behørig afstand til hinanden og i små grupper.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s