Ved Alberts gårdtomt.

Nu har vi sne. Der ligger et pænt dække over afgrøderne, så de uden problemer kan klare de næste dages frost.
Sneen var meldt i vejrudsigten, så den frosne snefrie overflade brugte vi i forgårs til at få ryddet op i rodskuddene af poppel på den gamle gårdtomt i Albertmarken.
Vi skal have flismaskinen på besøg i den kommende sommer, så det gælder om at have noget klar når den slughals kommer på besøg. Den æder uden problemer stammer om til 80 cm i diameter i hele træets længde, så det er meget save- og kløvearbejde der spares i forhold til gammeldags brænde.
Sådan nogle poppel-rodskud kan udvikle sig til hele træstammer og var tæt på at tage livet af de gamle frugttræer, som stadig står på tomten:

Når vi arbejder en hel dag på pladsen hvor Alberts gård lå indtil 1902, hvor den blev flyttet længere op på marken, falder tankerne let på denne særprægede mands liv og levned.
På min gamle Smartlog-blog, som blev slagtet af domæne-ejerne uden varsel for år tilbage, skrev jeg et indlæg om Albert d. 21.04.2006.
Indlægget har jeg af en eller anden grund liggende som en fil, så jeg tillader mig en gentagelse.
Indlægget er langt og egner sig nok mest til en corona-nedlukket dag med spejlglatte veje, så her kommer det med slåfejl og det hele:

“Jeg blev i kommentarboksen spurgt af Liselotte fra http://www.slagtenhelligko.dk/ , hvorfra navnet Albertmarken stammer.

Her følger så lidt om Albert, hans liv og hans gård:

 Albert, som ejede gården med det jordtilliggende, jeg i dag kalder Albertmarken, var ikke som folk er flest.

Alberts bedstefar flyttede i 1902 gården fra sin oprindelige plads ved gadekæret op på marken.

Den nye gård manglede ikke noget.

Stuehuset i røde- og udlængerne i gule tegl. Alt sammen på tilhugget granitsokkel.

Gårdspladsen mønsterbrolagt natursten og pommerske fyrreplanker på gulvene i stuehuset. Bageovnen så stor, at 2 mand med lethed kunne ligge derinde. Alle påkørselssten, ja selv stalddrikketruget og naturligvis de udendørs drikketrug var af tilhugget granit.

Håndværkerne fik deres penge efterhånden som de var færdige med arbejdet, og den nye gård blev drevet mønsterværdigt af bygherren og senere af Alberts forældre.

Albert var enebarn, født i 1920erne. Et stille barn, der ikke lige lod sig rive med af en sindsstemning.

I 1930erne blev han engang spurgt af en af landsbyens gårdmænd som havde bil, om han ville køre med til den nærmeste købstad.

Dette svarer vel nærmest til i vore dage at spørge en dreng, om han vil flyve med i et jagerfly. Men Albert svar var kort: ”Jæ har ætte ærines deir.”

Da Albert blev konfirmeret, fik han penge til en cykel. Han var jo af gårdmandsfamilie, og det var skik og brug at give en gave i den størrelsesorden, selv om det svarede til en halv årsløn for en forkarl.

 Albert viste dog allerede på det alderstrin økonomisk forstandighed og lod pengene stå på bogen i stedet.

”Jamen, hvorfor, Albert?”

”Jæ’ har stunde te’ å’ gou!” (Jeg har tid  til at gå.)

Og således fik Albert aldrig andet ikke-fradragsberettiget transportmiddel end hans ben.

Albert tog ikke ud at tjene, men blev hjemme og hjalp til på gården. Fysisk arbejde holdt han noget igen med, men gjorde i store træk, hvad faderen bad ham om.

Slagterens bror har fortalt mig, at da han i sin tid var fodermester på gården i et halvt år, hørte han kun Albert sige noget én eneste gang.

Det var efter et par måneder i pladsen, da naboens foxterrier, under gårdens fælles middagsmåltid, pludselig sprang omkring i haven.

”Ho, deir gour jo Kvik!”

Og så blev han ikke hørt sige mere det halvår!

Alberts far døde, og Albert og moderen drev gården videre. Sparsommeligheden greb om sig, og brugen af stuehuset indskrænkedes til dagliggang, køkken og sovekamre.

Min mormor havde gået i skole med Alberts mor, og de forblev veninder livet igennem. Med årene indskrænkedes kontakten dog til et årligt gensidigt besøg. Dog således, at min mor hentede og bragte Alberts mor, Rasmine, i bilen, når hun skulle aflægge besøg hos os.

Cykle kunne den gamle kone ikke mere, og en taxi var der naturligvis ikke penge til.

Min mormors frygt var altid, hvis det var koldt, når hun skulle på det årlige visit hos Rasmine. Indetemperaturen i stuehuset var nemlig ret meget lig udetemperaturen. Unødig luksus som opvarmning blev der ikke brugt penge på.

Penge var nemlig ikke noget Albert brugte.

Penge var i det hele taget slet ikke til for at blive brugt, men for at blive investeret. Og investeringer havde Albert næse for.

Moderen døde en vinter.

Onde tunger ville vide at hun nærmest frøs ihjel; men det havde, sagde andre, ikke rod i virkeligheden.

Hvis Alberts mor havde kunnet fryse ihjel, ville døden have været indtrådt mange år tidligere.

Albert investerede i aktier og gældsbeviser. Gerne med en vis risikovillighed med deraf følgende gevinstchance

Han tog ofte med bussen til byen for at pleje sin portefølje.

Da jeg i 10 år havde arbejde i byen, hændte det ofte, at Albert stod og ventede på bussen, når jeg var på vej til arbejde.

Så tog jeg ham med. Det passede ham udmærket at spare busbilletten.

Det var da bydende nødvendigt at åbne lidt for vinduet uanset årstiden. Albert brugte ikke de surt sammensparede skillinger på overflødig krops- og tøjvask.

Under sådan en halv times køretur kunne der undertiden fremtvinges noget der mindede om en dialog.

Jeg mener, at det var omkring 2. oktober 1987, at aktiemarkedet kollapsede. I al fald var det umiddelbart før et aktiekollaps i slut-firserne, at Albert atter en gang var med i bilen til byen:

”Nåe, du skal til byen i dag, Albert?”

”Joh.”

”Hvad skal der så til at ske i dag?”

”Jæ’ ska’ i banken.”

”Nå, hvad skal der dog ske i banken, Albert?

”Jæ’ ve’ ha’ min’ aktier såelt.”(A-et i aktier udtaltes som a-et i ahorn.)

”Jaså.”

Og så var den halve times kørsel ovre, Albert blev som sædvanlig sat af nær centrum, og jeg fortsatte på arbejde.

Aktiekollapset kom, og hen ad vinter havde jeg igen fornøjelsen af at have Albert ved min side:

”Nåe, fik du solgt dine aktier den dag,Albert?”

”Joh.”

”Jamen, hvad skal der så foregå i byen i dag?”

”Jæ’ ska’ i banken.”

”Hvad er så ærindet denne gang, Albert?”

”Jæ’ ska’ u’ å ha’ min’ aktier køut igen!”

Og således forøgede Albert det efterår sin aktieporteføljes nominelle værdi med 30-40 procent.

En anden tildragelse indtraf, da den lokale foderstofforening havde 50-års jubilæum i 1981.

Stor fest med 5-mands orkester i den lokale idrætshal. Albert havde trofast handlet i foreningen, som hans far også havde været medlem af.

Da han, som alle andre medlemmer, havde modtaget invitationen henvendte han sig på foreningens kontor. Han ville gerne have sin konto gjort op og saldoen udbetalt.

”Ja så´gerne. Men må man spørge om der er en særlig grund?”

”Mine pæng’ ska’ ætte gildes væk!” Og sådan sluttede 50 års samhandel. Men festen var fortrinlig, som 75-års jubilæet i foreningen d. 29. april 2006 forhåbentlig også bliver.

Dagen efter at Albert havde fået udbetalt saldoen på et efter sigende ikke helt lille beløb, indfandt han sig på nabofoderstofforretningen tidligt om morgenen.

Fuldskægget, det lange hår og hans specielle natur-oil-skinsjakke skabt af mange års konstant brug uden noget der lignede rensning, fik medarbejderne på lageret til at tro, at han var en landevejsridder, der havde sovet i fyrrummet om natten. De lavede en del spas med ham, da han sagde, at han gerne ville tale med chefen for at oprette en konto.

Heldigvis kom en af virksomhedens sælgere gennem mange år tidligt på arbejde den dag, og kunne genkende Albert. Og siden da havde det firma al Alberts foderstofhandel.

Albert døde af dårligt hjerte i 1999 uden at efterlade sig arvinger, så værdien af boet, som opgjordes i adskillige millioner, gik diekte i statskassen. Jeg købte, sammen med 2 andre i sognet, gården af boet.

Inden vi solgte bygningerne fra, optog vi en vidiofilm på gården.

ALT stod som da det blev bygget og var en fuldt drevet gård. Ingen ombygninger. Ingen forandringer.

Lerfadene i kælderen og i spisekammeret. øltønderne, hvor tophullet stadig var forseglet med en klump ler, Albert seng, hvor det ene ormædte ben var erstattet af gamle telefonbøger og regnskaber og hvor madrassen udgjordes af løs halm og hø.

Men dørene i stuerne kunne stadig åbnes og lukkes med to fingre. Ingen løse led og håndtag.

De havde ikke været i brug i over 50 år, men der var bygget kvalitetsbyggeri i bedstefaderens tid; som det sømmede sig for en gård med takst-20 jord, som aldrig havde været belånt fra den blev købt fri fra det nærliggende gods i 1853 til vi nedlagde den og solgte bygningerne fra med sengehalm, granittrug og naturskiffertag i år 2000.”

9 tanker om “Ved Alberts gårdtomt.

  1. Lene

    Sikke en skøn historie om en mand, som man skulle kende for at vide hvad han stod for. Men stakkels mor, som måtte bo i sparsommelighedens kulde.

    Svar
  2. Eric

    Pragtfuld historie, virkeligheden overgår fantasien. Og spørgsmålet er, om man skal ynke ham – han har sikkert haft mange glade stunder, når han lå i sengehalmen og tænkte på sin voksende saldo både her og der.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Albert var bestemt ikke at ynke. Han levede helt efter sine egne idealer.
      Engang havde elmåleren ikke kørt i 2 år og man sendte eksperter ud for at se, hvordan det var lykkedes ham at snyde.
      Han snød ikke, men havde blot ikke lige haft brug for el et par årstid nu hvor han ikke længere havde dyr på gården.
      De fandt heller ingen fejl ved måleren.

      Svar
  3. Ellen

    Fantastisk fortælling!
    Sikke en særling. Som du siger, har han måske selv haft det godt, men jeg har ondt af hans mor – jeg ville have sat hælene i over for ham, men det havde hun måske prøvet …
    Jeg kan overhovedet ikke forstå en sådan nærmest sygeligt overdreven sparsommelighed. Han må da have vidst, at alle hans mange penge gik til staten, hvilket på den anden side stemmer dårligt med hans reaktion på foderstofforeningens fest, men hvad havde han mon forestillet sig, når han ingen arvinger havde? I stedet for at glæde både sig selv og andre, mens han var i live.

    Svar
  4. natural2222 Indlæggets forfatter

    Han glædede i al fald sig selv ved at spare og spekulere.
    Albert har udmærket vidst, at det hele endte hos staten; men tænk dog på, at et testamente let kan løbe op i 4-500 kroner!
    Tanken om så store omkostninger ville i sig selv have været nok til at tage livet af ham.

    Svar
  5. Donald

    Naj altså Farmer! Det svar til Ellen om at udgiften til et testamente havde taget livet af ham, den er altså topmålet. Jeg gad vide, hvad han har tænkt om liv og død, om fødsel, om sin mor og om hvad han efterlod. Mit gæt er at han, – udover at være lidt småskør, – har været angst, frygtet at han ikke havde til dagen og vejen og skulle lægge sit liv om. Så når han havde penge nok, følte han sig sikker og tænkte ikke på at der ikke var nogen “efterladte” eller arvinger. Har du tænkt over at han egentlig godt kunne have betænkt en kirke eller noget andet? Var han af den mening at “staten” var en “god ting” og fortjente at arve? Nej det kan man jo ikke vide noget om, når han var så fåmælt. Måske var det moderens sparsommelighed som smittede af på ham?

    Jeg har iøvrigt også haft besøg af et skeptisk el-selskab fordi jeg den første vinter her med el-varme sparede så meget — det var faktisk for meget, og det var synd for min søn. Men jeg var nemlig bange for ikke at kunne betale regninger!

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Albert nød at spare, helt i stil med at vi kan nyde et veltillavet måltid.
      Kirken fik ikke noget, heller ikke da han var i live. Han var nemlig ikke medlem af folkekirken. Det var for dyrt!
      Jeg husker vi sad en sommerdag på hans mælkebriks lavet af gamle jernbanesveller, nød den gratis udsigt over Kattegat og drøftede emnet.Tænk: En organist og en kirkesanger får flere timers løn for at spille/synge 4-5 salmer a´ 3-6 minutters varighed. Det er for galt.

      Moderen var ikke sparsommelig, faderen ej heller. De levede et helt normalt socialt liv. Jeg fandt i gemmerne på gården de gamle lykønskningskort fra forældrenes sølvbryllup. Der manglede ikke noget.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s