I går formiddags kom vejromslaget. Frost blev til tø, slud blev til regn.
Vi nåede et par læs træ fra mergelgravene i Albertmarken og så fedtede det hele til.
Det nåede at blive en fin første halvdel af februar med sne og frost.
Hårdt for gæssene, som i nogen grad har omlagt deres trækvaner efter en række milde vintre.
Bramgæssene er tilsyneladende trukket mod mildere vejr; men grågæssene har i flere dage siddet på en snedækkede rødsvingelmark i hundredevis og formodentlig overlevet på de få frosne græstotter, som har været over sneen.
Landsbyen børn og vi barnlige sjæle har nydt sneen. Der blev kælket og drukket kakaomælk og spist hjemmebagte fastelavnsboller.

Kombineret fodertøndefylder, motorsavsmagasin og højderegulerbart cafébord:

Måske er dette vejrskift omslaget til reelt forår. Temperaturerne loves op til 13 grader og vintergækkerne har allerede taget forskud på glæderne og titter blomstrende frem fra den smeltende sne.
Vinteren var åbenbart ikke så længe i år; det er helt okay med mig, men holdnuop, hvor har børn og barnlige sjæle nydt at kælke og at stå på ski, hvor de nu kunne det, så for deres skyld havde det nok været fint at have varet vinterferien ud.
Vi har de seneste 2-3 uger set en masse gåsetræk og har undret os, men det har så måske været bramgæs, der har søgt mod andre himmelstrøg?
Mit bedste bud er i al fald bramgæs, for de store flokke er helt væk fra vores egn.
Som Ellen siger, det er egentlig synd for børnene, at den vinterferie de har ikke lige faldt sammen med snevejret.
Men heldigvis er der da nogle familier, som tager ud at gå alligevel, og heromkring ser de på hvad der er at se på i dette allertidligste forår.