Det sidste møg.

Så blev endnu en fure og endnu et blad i landbrugshistorien vendt rundt.
Det sidste gødning fra en nu ophørt malkekvægsbesætning blev pløjet ned i går.
Ikke lukket grundet dårlig økonomi i at producere mælk i en forlængst afskrevet bindestald.
Når de faste omkostninger til forrentning og afskrivning begrænser sig til ejendomsskatten og arbejdet langt overvejende udføres af ejer selv, er mælken fra 40 køer nok til at give til et udkomme.

Flere ting spiller ind, når den type besætninger lukkes og ikke gives videre til unge friske kræfter.
Først og fremmest livsstilen.
Kun ganske få unge vælger i dag et liv, hvor man er 100 procent bundet op på årets gang i en malkekvægsbesætning. Er man ene om tingene er livet lidt at sammenligne med samernes rensdyrdrift. Man må følge flokkens luner og årets gang, hvis man vil have noget ud af det.

Derudover har flere års fokus på ulemperne ved at have køerne stående bundet i vinterhalvåret bevirket, at denne opstaldningsform bliver forbudt om få år og det er dyrt at bygge om til løsdriftsstald, som ubetinget kræver en langt større besætning.
Set udefra er det bestemt også så som så med vinterhalvårets bevægelsesfrihed for en bunden ko.
Til gengæld er de bundne køer friholdt fra flokkens hakkeorden, som i mange besætninger giver evigt-jagede “taber-køer”.
Det ser nu ganske fredsommeligt ud i sådan en bindestald når der ventes på næste servering, men dette billede er allerede historisk:

Køer er avlet væsentlig større i dag end for år tilbage, da stalden blev bygget. Det betyder, at man kun kan have de små jerseykøer i de gamle stalde.
Denne races tyrekalve vokser særdeles langsomt og er derfor urentable at opfodre til slagtning.
De aflives derfor, for langt de flestes vedkommende, straks efter fødslen, og denne aflivning ulovliggøres med udgangen af 2021.
Man søger at undgå denne uetiske aflivning ved at bruge kønssorteret sæd samt at krydse med kødkvægsracer; men det kræver et større areal til den øgede produktion, så dér strander den løsningsmodel for de mindre kvægbrug.

Der er reelt kun en vej, og det er den valgte: Ophør.

Egentlig pudsigt, at man ikke inden for ægproduktionen har samme etiske problemer.
De anvendte æglæggende racer er, som jerseyracen hos køerne, dårlige kødproducenter, og derfor aflives hanekyllingerne i millionvis straks efter udklækningen.
Det foregår mere industri-agtigt, og er nok derfor i højere grad udenfor fokus.

6 tanker om “Det sidste møg.

  1. Eric

    Det er altid lidt vemodigt, når et kapitel slutter. Mange håndværk/erhverv er i dag fortid. Aalborg, hvor jeg bor, var i sin tid en industriby. “Byen med de rygende skorstene” blev den kaldt, men det er næsten slut, og de rygende skorstene er ganske få. Værftet, tobaksindustrien, eternitproduktionen og meget andet er en saga blot. Min farfar og hans (adskillige) sønner var møbelsnedkere med eget værksted, og det er næsten et uddødt erhverv i dag bortset fra restaureringsopgaver, feinschmecker-møbler og lignende.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Nogle faggrene må bukke under for tidens tand. Det er tegn på udvikling.
      En af mine oldefædre var også snedker. Vi har enkelte møbler fra hans hånd endnu. Såvel trækvalitet som håndværksmæssig standard er væsentligt over niveau for nutidens møbler, så indenfor dette fag har udviklingen kostet kvalitet og givet mulighed for hurtig udskiftning svarende til skift i modeluner.
      Der er også en del modelune indenfor fødevareproduktion.

      Svar
  2. Donald

    Det var altsammen nyt for mig undtagen at mælkekvæg er avlet større. I min tid som announcer var der en tyrkisk forfatter og humorist, som læste sin novelle op i radioen, om hvordan han havde købt en dansk malkeko og havde transporteret den til sine forfædres landsby i Tyrkiet, og *det* var ikke sagen. Han havde troet at de ville blive glade for 50 liter mælk om dagen (er det tal realistisk?) men for det første spiste den “for meget” og for det andet var den ikke så nem at “styre” og lidt klodset fik man indtryk af, den var ikke sådan lige at slæbe på græs.
    Mere kan jeg ikke huske.

    Når jeg læser dette indlæg får jeg lyst til at se efter hvordan mælkeproducenterne fungerer i Tyskland, Frankrig, Spanien, Schweitz og ikke mindst Italien, der så vidt jeg ved har et særligt forhold til mælkeprodukter (parmesan fx).

    Og hvordan vil “Andelsgårde” overhovedet få tingene til at løbe rundt, hvis disse bymennesker på et tidspunkt får lyst til at tage på rejse. Måske har de “skiftehold”, måske har de slet ikke mælkeproduktion og tænker ikke på at få det. Lotte og Torben Reiter (en tidligere blog-bekendt, som jeg har mødt et par gange og hvis historie jeg har fulgt) har på deres 2 tønder land ikke tænkt sig at have kreaturhold. De er ikke byboer, men heller ikke “gårdboer”, er flyttet til Møen, Grønjægervej, for at dyrke planter og give terapi af forskellig slags.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      50 liter mælk dagligt fra en sortbroget ko er bestemt opnåeligt ved gode gener og optimal fodring.
      Landene sydpå har en række specialprodukter fra især bjergområderne. Samtidig betales der en del ekstra EU-tilskud efter Bjergbonde-direktivet og dets efterfølgere. Disse ordninger holder højlandet afgræsset og befolket.
      Hvis man fik leve en rimeligt normalt liv forbrugsmæssigt, er det fornuftigt at lade de 2 tønderland blive suppleret at nogle indtægter på terapi-behandling. Et par overlægelønninger ville sikkert heller ikke skade.

      Svar
  3. Ellen

    Tider og sæder skifter, og det er vemodigt, men uomtvisteligt. Sådan har det jo altid været, og sådan vil det formentlig vedblive at være. Det er vel en afart af “de gamle dage var nu ikke særlig gode”? Jeg synes det er i sin orden at tænke på dyrenes velfærd, som bestemt ikke før har været i højsædet. At det så er meget uheldigt og i princippet temmelig tåbeligt, at man sender nyfødte jerseytyrekalve på forbrændingen. Dette sidste lever mit “Velfærdskød” på Møn godt af, idet de aftager disse tyrekalve, opfodrer dem og sælger kødet til sådan nogle som mig, der ikke nødvendigvis går ind for økologi for enhver pris, men sætter pris på det gode kød fra dyr, der har haft det godt.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Lettere vemodigt, men bestemt uomtvisteligt.
      Jersey-tyrekalvenes kød er fortrinligt, blot er der for få der værdsætter det.
      Hver gang en jerseyko giver 20.000 liter mælk vil der være ca. 100 kg. skært jerseykalvekød. fra den tyrekalv som statistisk fødes ved hver anden kælvning.
      Ved et mælkeprodukt-forbrug i en husholdning på 400 liter årligt, skulle der blot spises ½ kg. af det lidt dyrere jersey-kalvekød for at der var balance.
      Lidt som med æggene:
      En høne lægger ca. 350 æg i sit korte liv. Gennemsnitsdanskeren fortærer ca. 155 æg årligt. Spistes der blot en enkelt unghane af æglæggerrace hvert halve år, ville der være mangel på denne fjerkrætype.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s