Morgenen før blomstersåningen.

Det kan godt være en social belastning at gå tidligt i seng og stå tilsvarende tidligt op da stort set al social aktivitet henlægges til aftenerne; men netop i denne tid giver naturen mangefold igen.
Denne morgen var ingen undtagelse. Det er fuldmåne og oven i købet supermåne, hvor månen er tættere på end normalt.
Et stykke tid før solopgang føles det som de to lyskilder er lige kraftige. Denne balance evner jeg ikke at gengive på et billede; men en lille snert af det fornemmes måske:

180 grader rundt, ren øst, er de violette og gule toner dominerende.
Morgenfrosten er ved at sætte ind. Det er altid koldest lige efter solopgang, og det modige mirabeller betaler i år prisen for at vise blomsterskønheden frem som de første blandt frugttræerne. Der bliver næppe mange vilde blommer i år med de mange frostmorgener i træk.

Rapsen hænger med hovedet i frosten; men den kan tåle det. Selv de første blomster vil med stor sandsynlighed sætte skulper. Frosten kan her ved månedsskiftet være så hård at stænglerne flækker; men også det tåles.

Dagen i dag står på såning af bestøverbrak bl.a. i det stykke ryddede juletræer som blev knust ned i vinter.
Man må som bekendt aldrig smide noget væk, og det gælder også gamle landbrugsredskaber. Fra gemmerne helt omme bag ved er den gamle Kongskilde stubharve kommet til ære og værdighed.
Vi bruger den til at blande de knuste grenmateriale op med de øverste par cm jord, så blomsterfrøene kan få lidt muld at spire i.
2-3- km i timen er ikke just raketfart; men ved den hastighed giver harvetænderne efter uden at knække eller bøje når de rammer rødderne som stadig sidder lige under jordoverfladen, og efter 2 overkørsler ligner det faktisk et såbed, som med lidt held og et par regnbyger burde kunne give en fornuftig fremspiring og en god blomstring de næste to år.
Her 1. harvning til højre. Til venstre overfladen før harvning, hvor jorden er helt dækket af det knuste plantemateriale:

Her overfladen efter 2. opharvning:

Det er planen at udså frøet med almindelig såmaskine, blot med såtudene løftet over jorden. Derefter vil vi køre stykket over en 3. gang for at dække frøene.
Kunne vi være heldige at vejrudsigtens 2-3 mm på fredag (Som siden i går er reduceret fra 15-20 mm) bliver til virkelighed burde den noget tidkrævende etablering kunne give et godt resultat.
Blandingen består af Oliehør, hvidkløver, rødkløver, blodkløver, kællingetand, sneglebælg, honningurt, boghvede, cikorie og solsikke.
Dertil sætter jeg 1,5 mill. morgenfruefrø, som plejer at spire hvor alt andet svigter. Så burde de 3 hektar være blomstersikrede de næste 2 sæsoner.
Til den tid er juletræsrødderne forhåbentlig så møre, at stykket igen kan komme med i den almindelige omdrift.

11 tanker om “Morgenen før blomstersåningen.

  1. Ellen

    Wow – og som Eric siger. Det stykke jord vil jeg meget gerne se et billede af – flere, faktisk, for det hele blomstrer jo ikke på én gang.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Der må nemlig blive flere faser. Det er hele ideen. Det nytter ikke at bierne og de øvrige insekter kun kan finde føde i en kort periode.
      Morgenfruerne burde være hurtigere end de øvrige arter. Herefter kommer nok honningurt, hør, solsikke og boghvede i nævnte rækkefølge. Rød- og blodkløver vil nok slutte sæsonen.
      Næste år vil cikorie og de øvrige bælgplanter være dominerende; men med lidt held vil honningurt og boghvede komme fra selvsåede frø.

      Svar
      1. Ellen

        Ja – og morgenfruer sår også sig selv i store mængder. Jeg har masser hvert år, men har kun købt frø én gang 🙂

  2. Donald

    Hvor er det godt når de gamle redskaber kommer til nytte på en ny måde.
    Heromkring har jeg nydt at se to forholdsvis store marker blive pløjet og harvet og sået og i løbet af et par dage kom spirerne frem, fantastisk smukt syn.

    Svar
  3. Donald

    1.5 millioner morgenfruefrø — du må holde os opdateret om de spirer nu. Jeg ved godt man siger de er nemme, men det er aldrig lykkedes for mig at få dem til at spire.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Det overrasker mig, at du ikke har morgenfruer. De plejer at selvså i en sådan grad, at det kan være svært at få andet i haven efter sådan et brev frø på 5 gram.

      Svar
  4. Madame

    Jeg siger lige som Ellen og Eric, at det håber jeg, du viser billeder af!
    Jeg såede et utal af vilde planter i efteråret, men ikke én plante er vokset op.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s