Tæt på.

I går faldt der over 100 mm regn i Dalby, som i luftlinje ligger 21 km herfra, og vi fik en enkelt mm.
De blåsorte skyer hang hele aftenen mod øst.

Vest for os har det også regnet noget uden dog at nærme sig Dalbys mængder.
Dette med at regnen kører på begge sider af os har vi oplevet utallige gange, oftest har det været med et suk efter regnen til de tørre marker her i starten af juli; men netop i år er jorden i god vandbalance, så skuet var med en tanke til de marker på Hindsholm, som formodentlig er slået helt til jorden af skybruddet.
Der dyrkes meget græsfrø i det milde kystnære område, og meget af det kan være helt tabt.

Det var også tæt på i fodboldens verden, og i den forbindelse kan jeg læse, at der flere steder er blevet spurgt ind til, hvad man lavede i 1992, da det lykkedes med europamesterskabet.
For mit vedkommende så jeg kun 2. halvleg, og det på en restauration i Slawno i Polen.
Vi skulle ud for at se på et landbrug på 800 ha, som var til forpagtning med forkøbsret, og skulle på denne restaurant mødes med en mægler inden besigtigelsen.
Jeg bemærkede, at der var TV i lokalet, så jeg betalte tjeneren et beløb for at reservere et bord hele aftenen, så der var plads, når vi kom retur.
Det var den smukkeste sommeraften med storke i engen og gode marker rundt om det faldefærdige bygningssæt; men vi fik ikke gården, for Golik, vores polske hjælpende ånd, mente at forpagtningsafgiften på 200 kg hvede pr. hektar var for høj.
– Helt sikkert en fejlvurdering; men dem var der nogle stykker af i starten af karrieren dernede.
Da vi returnerede til restauranten stod der en kø udenfor fjernsynsstuen. Det viste sig, at for det beløb, værdi ca. 100 kr, jeg havde stukket tjeneren for bordet, havde denne reserveret hele lokalet til os. Alt var uhyre billigt i Polen dengang.
Vi fik folk ind, sejren kom i hus, og de øvrige gæster gav hånd. -Ikke med et tillykke med sejren, men med en tak fordi vi vandt over Tyskland!
Polakker har en veludviklet humoristisk sans. Vores polske kontakt sendte en fax til en tysk forretningsforbindelse: “Gratulieren mit 2. platz”.

Med alderen kommer potentielt fatale diagnoser stadig oftere tæt på.
Heldigvis går det også den rigtige vej, som da vi i går fik besked om en nær bekendts rigtig gode helbredelsesmuligheder og udsigt til mildt behandlingsforløb.
Så titter morgensolen frem fra helt samme vinkel som i går gav sorte skyer.
Tæt på ideel morgen til kaffe med Fruen.

6 tanker om “Tæt på.

  1. Eric

    De store lokale forskelle i nedbøren gør det sandelig til noget af et lotteri at være landmand. I Aalborg har vi fået pænt med byger, men slet ikke noget (endnu) der ligner skybrud – heldigvis!
    Lykønskningen i anledning af 2. pladsen var en udsøgt humoristisk fornærmelse 🙂

    Svar
  2. Ellen

    Jeg så i morges på radaren, hvordan et lillebitte regnområde bevægede sig op gennem Jylland. Det har også givet meget små byger med tørvejr på alle sider.
    Der kan man bare se – en polak med humor. Du vil nok sige, at dem er der masser af, men jeg har endnu til gode at møde en 😉
    Vi var på ferie i Sverige i 1992 under EM, og det blev sjovt at være dansker! John havde besøgt sportsforretningen flere gange, fordi vores piger mistede en del blink, når de fik bundbid, så han blev et kendt ansigt. Dagen efter vi havde vundet, fik han sine seks blink gratis!

    Svar
  3. Donald

    Åh, den beskrivelse af kø foran fjernsynsstuen – og den næsten ideelle morgen. Du har virkelig evnen til at se skønheden. Jeg nyder indlæggene her, og angående vejret, som ikke er uinteressant, må jeg fortælle at vi på “Marbjerg Mose” konstaterede at vi havde et andet vejr end Roskilde og de andre områder – formentlig fordi der er en højderyg på måske 25 meter.

    Desuden må jeg konstatere at jeg her befinder mig i hvad jeg sommetider – med fare for romantisering – kalder “Den Lykkelige Dal”, det er kun et dalstrøg, men åbenbart er nærheden af sø, skov og strand lige nok til at vejret sjældent er ekstremt. Vi fik rigelig med regn, ca. 30 mm (nu i skrivende stund er det jo en uge siden) og alligevel solskin hver aften.

    Svar
  4. natural2222 Indlæggets forfatter

    Der er helt sikkert mange vejrmæssige lokalforhold, som DMI ikke længere får med, når så mange målestationer er lukket.
    Heldigvis skyder mange landmandsejede vejrstationer op, og snart kan der dannes et alternativt landsdækkende billede fra disse automatiske indberetninger.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s