Skybrud.

I forgårs gav eftermiddagen et decideret skybrud af den mere lokale, men voldsomme, type. 33 mm på mindre end 25 minutter viste regnmåleren på gårdspladsen. Få hundrede meter væk viste en anden regnmåler 26 mm og 1½ km i modsat retning var nedbørsmængden 53 mm.
Det er ikke blevet til nogen omfangsrig fotodokumentation, for det hele handlede om at holde kloakdækslerne fri af de grene, blade og småsten som det fossende vand bragte med sig, så laden med græsfrølageret ikke blev totalt oversvømmet.
Da haglene satte ind nåede jeg at tage et enkelt forkølet billede, for jeg måtte flygte ind i laden, da de centimeterstore hagl var for hårdt for et utildækket tyndhåret hoved.

Det lykkedes ikke helt at holde vandet ude. En del vand er trængt ind under frøet, så der skal gøres noget hurtigt.
En stor ros til frøfirmaet DSV for deres hurtige reaktion på min henvendelse i går morges.
Allerede denne formiddag kommer den første sugerbil efter det græsfrø som efter leveringsplanen først skulle have været afhentet i december.
Tiden vil vise hvor langt ind under frøet vandet er nået og hvor meget vand frøet har nået at suge til sig.
Også forsikringsselskabet har været forstående og hurtige. -For der er heldigvis en forsikring, som dækker tabet ved skybrud som dette; men der går alligevel en halv dag med telefonsamtaler (“De er nu nummer 6 i køen.”) inden der er lagt en plan for det videre forløb.
Men det er sært, så lokalt bygerne falder. Hos kollegerne 5 km mod øst høstedes hele eftermiddagen i strålende sol.

Skybrud har optrådt til alle tider og er en voldsom oplevelse. Det kunne dog have været langt værre end tilfældet var i forgårs.
Læs f.eks. Erics indlæg om Lønstrup d. 11. august 1877.

https://sitestory.dk/wordpress/2021/07/21/naturkatastrofen-i-loenstrup/#comment-12301



8 tanker om “Skybrud.

  1. Eric

    Det er voldsomme kræfter, der slippes løs, når det sker. Godt at forsikringen dækker eventuelle tab.
    I går væltede det ned i Aalborg fra ved tretiden. Efter lummervarmen var det forløsende og forfriskende, men jeg har heller ingen høst at passe på og skulle bare holde øje med afløbene samt trøste katten, der bliver svært pylret i tordenvejr. Mens dette skrives, trommer en blid regn på terrassens halvtag, og katten slumrer uanfægtet med snuden under halespidsen.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Luften er ganske rigtig frisk efter sådan en byge. Havde den blot været mindre voldsom, havde jeg nydt den, for det var vikelig lummert før det gik løs.

      Svar
  2. Ellen

    Ja, det er meget lokalt. Hos os lynede og tordnede det på tre sider af os, himlen var mørkegrå, og vi kunne se det regnede. Bare ikke hos os. Vi fik ikke en dråbe! For lidt og for meget …
    Alt andet lige er det altså fascinerende at se på. Synes jeg … men jeg ville da ikke have været glad, hvis det var gået ud over dahliaerne. Hvordan har jeres det efter skybruddet og haglvejret?

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Heldigvis har vi grønne stålstøttepinde og lidt snore på de største af dahliaerne, så vi slap med et par enkelte knækkede sideskud. Værre gik det med stokroserne, som blev mere end halveret i antal efter at vi havde klippet de knækkede væk.

      Svar
  3. Donald

    Forfærdelig omgang, godt at der er forsikring.
    Da storm og regn toppede for 3 – 4 år siden så jeg en dame feje sand væk fra kloakkerne i Rågeleje for at holde afløb fri, det var en hård kamp, og uden skovl eller kost kunne jeg ikke hjælpe.
    Håber ikke at frøene har suget det hele til sig.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Vi har suget 150 M3 græsfrø ud og er nu kommet bag om fugten på gulvet. Tilbage ligger ca. 5 cm fugtigt frø på gulvet, som må kasseres. Det er særdeles nådigt sluppet og skyldes primært hurtig indsats fra vognmand og frøfirma.

      Svar
      1. Donald

        Godt at det gik så hurtigt! Tak for opdatering. Jeg håber frøet, som blev opsuget, har høj kvalitet og tørhed – luftfugtigheden har været meget høj denne ugen. (Jeg er helt våd en del af tiden!)

  4. Madames Blog

    Hvor er det godt, at forsikringen dækker!
    Det har også været slemt med skybrud her, og der har været flere i de sidste dage. Lige nu er vanmåleren fyldt til randen, selv om den blev tømt for et par dage siden.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s