I hus!

Endelig kom avlen i hus. Sidste læs forlod marken går, d. 2. september, kl 17.45 i det smukkeste septembervejr man kan forestille sig.

-Og så er det endda en sandhed med modifikationer. Faktisk står der et lille stykke havre tilbage på under en hektar, som skal høstes i eftermiddag når solen rigtig bager. Det skal ikke lægges på lager, men stå på en vogn til senere brug, og derfor må det godt være ekstra tørt.

Nu er kornet ellers for alvor modent og tørt.
Ikke alle hvedesorter tåler at stå så længe; men sorten Saki har tilsyneladende evnen til at holde sig stående uden dryssespild. Den må vi have et par marker med til næste sæson også, så vi har noget at levne til sidst hvis det kommer til at knibe med høstdagene igen.
Årets to andre sorter hos os, Graham og Informer, skulle i langt højere grad høstes så snart det var muligt.
Graham sank sammen og den sidste mark med den sort måtte løftes op fra jorden med akshæverne. Informer-hveden havde i år tendens til at knække om, og sker det, klipper man akset af og får kun halmen med ind i mejetærskeren.


Egentlig har sæsonen haft et maskinmæssigt rigtig godt forløb.
Den 5 år gamle “nye” mejetærsker har kun haft 3 mindre stop:
1 trækkæde ved skærebordet sprunget. (Ny kæde hentet på lager 30 km herfra. 3 timers høststop.)
1 knivbjælke knækket. (Bøjede knivfingre skiftet. Reserveknivbjælke, som altid er med i skærebordet, isat. Under 1 times stop.)
Ophæng til fyldesnegl i korntank knækket. (Ophæng svejsede vi selv sammen; men måtte hjem med maskinen 2 timer før forventet den dag. Næste dag klar igen.)

Det var ellers med noget bange anelser, at mejetærskerskiftet endte i rødt. Jeg husker IH-mejetærskerne fra 1980erne, hvor høststop var mere reglen end undtagelsen.
Vi er heldigvis nu 4 i vores lille maskin-team med de 2 unge som varme fortalere, så min skepsis var i klart mindretal.

På traktorsiden har der “kun” været 4 nedbrud.
“Plastik-traktoren” -en Claes- stod for de 3 af dem. (1 forhjulsophæng, 1 turbo, 1 utæt køler. Den traktor er vist på vej ud.)
Heldigvis har vi Nokia-traktoren, en gammel JD 6910, stående ovre bagved som reserve. Kælenavnet skyldes, at den, som de gamle Nokiatelefoner, er total blottet for al Carl Smart-isenkram; men den kan det den er sat i verden for: Køre!
Den har kørt et uuuu-tal af timer, air-con er særdeles periodisk og sædeophænget kunne være bedre; men skifter vi lidt rundt, så man kun har 3-4 timer hver i den dagligt, kan man godt overleve et par dages kørsel i hoppegyngen med indbygget dampbad.
For uindviede er det vigtig at vide, at starteren lige skal have et par lette slag med en hammer inden man drejer nøglen; men bortset fra det, Fru kammerherreinde…..

Rapssåningen lakker mod enden. Vi sår de sidste 9 hektar i dag. Det er lidt sent; men det skal nu nok gå. Der er varmt og solrigt vejr i udsigt og det er mere afgørende end datoen.
Vi havde oktobervejr i august så hvorfor ikke augustvejr i september?




5 tanker om “I hus!

  1. Donald

    Tillykke med at høsten er i hus. De her beretninger om maskiners helbred og hvordan man får dem igang igen, det er så godt at høre, og det giver en bedre forståelse af hvad det er vores samfunds fødevareforsyninger kommer af.

    Jeg er imponeret over at I kunne svejse en reparation på stedet, det knækkede ophæng, og dermed minimerede stoppet. De sidste dages vejr har været så flot høstvejr, – men med det lille forbehold at der var godt pjasket til om morgenen af dug.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Det er vigtigt at have kørt Morris Mascot i de unge år. Så har man livslang visdom på områder som hængende starter-kul, løse stelforbindelser og sammenrustede kabelføringer.
      Det er nødvendigt med en betydelig grad af selvhjulpethed herude på bøh. Der er særdeles vigtigt at evne svejsning til lidt mere end husbehov, thi det står skrevet, at ting går i stykker efter kl. 16 på hverdage samt mellem fredag kl. 14 og mandag morgen.
      Det er smukt septembervejr, og til dette hører dug til henad middag.

      Svar
  2. Ellen

    Hmmm. Jeg har også kørt Morris Mascot i mine unge år, men jeg synes ikke lige, jeg har dit erfaringsgrundlag af den grund 😀
    ” ..hoppegyngen med indbygget dampbad” . Den er jeg ret vild med 🙂
    Min søster fik en ÆLDgammel traktor med fra gården, da vi skulle tømme den. Den var virkelig gammel i 2013, og nu er den i sagens natur endnu otte år ældre, men den kører fint og laver det, den skal. Uden vrøvl.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Vi var et par stykker eller flere i omgangskredsen med Mascot, og det med starteren var et generelt problem. De øvrige problemer med den ellers fantastiske lille bil var måske særtilfælde.

      Svar
  3. Madame

    Hvor er det dejligt, at høsten er i hus nu, Farmer. Og vi har stadig det fineste augustvejr her i september måned.
    Tusind tak for det du fortæller hos mig om hede, sandflugt m.m.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s