Vådt, men lunt.

Det har udviklet sig til et vådt efterår. Vi har den seneste uge passeret 65 mm, og mange steder er der faldet betydeligt mere regn.
Heldigvis gav det en weekend med flot efterårssol, hvor det endelig lykkedes at få yngste barnebarn døbt.

Knægten er født 2. januar, så der måtte sys lidt om på vores families dåbskjole fra 1886; men to gange har forældrene måttet udsætte grundet restriktioner.
Det har været sin sag at få to landes regler langtidskoordineret, så svigerdatterens islandske familie kunne deltage.

Nu er der denne morgen kun 3 regnfrie dage på 10-døgnsprognosen hos DMI, så det bliver en gang blandet landhandel.
De mange lavtryk fra vest gør dog den gavn, at de holder frostvejret på afstand. Hvor ellers der er luft nok i jorden til at planterødderne kan trives, er væksten god.

Vi lejede d. 5. september til at få sået vinterraps med en maskine, som nedfælder gylle samtidig med rapssåningen.
Det milde vejr har virkelig hjulpet den alt for sent såede afgrøde.
D. 11. september stod kimplanterne i rækker:

-og nu står rapsen vinterklar i læ mellem stubbe og spildplanter af sidste sæsons kornafgrøde.

Om det skyldes, at lykken står den kække bi eller det er heldet der følger de tossede, må afgøres af andre.
Der er dog langt i mål og meget kan gå galt; men med de høje rapspriser der i øjeblikket kan opnås, er selv en middelmådig avl i stand til at give en god bundlinje, hvis ellers de fornødne hjælpestoffer kan skaffes til tålelige priser.
Vi nåede at dække os ind med gødning til kommende sæson til en meget høj pris; men dog billigere end på nuværende tidspunkt.
Efterårs-kemien er på lager, og så må vi håbe at svampe og insekter er os nådige hen over foråret, for der bliver med stor sandsynlighed prisstigninger og vareknaphed på det område også.

Det er lige før man ønsker sig et lavere prisniveau for afgrøderne, hvis forsyningssituationen samtidig kunne bliver normaliseret.
Det minder i øjeblikket lidt for meget om de første år i Polen, hvor selv det at skaffe ganske almindelige søm i større mængder var en udfordring af de store.

7 tanker om “Vådt, men lunt.

  1. Donald

    Det er vel nok en stor glæde at se sådan en fremspiring. Har prisen på nærings/hjælpestoffer noget at gøre med energi-priser og transport-krise?
    Det er flotte marker, vi har heroverfor, men jeg var især imponeret over de 15ha som blev sået med den moderne meget brede såmaskine; det spirer så flot. Men – til forskel fra andre steder – er der ikke “rest” frø eller andet mellem rækkerne. Er det noget, man kan styre 100% — nej logikken siger at det kan man ikke, man kan pløje dybt, så der er færre rodrester/spiredygtige rester, men det har vistnok også sine ulemper, eller …
    Tak for denne dejlige webside, naturjournal – eller “call of the wild”.

    Svar
  2. natural2222 Indlæggets forfatter

    Selv tak, Donald. Helt undgå ukrudt kan man ikke og behøver man heller ikke.
    gødningspriserne følger helt energipriserne. Gødningsproduktion er ret energikrævende. Nogle af de ældre og mest energikrævende fabrikker er lukket ned uden at der er sket en tilsvarende forøgelse på de moderne anlæg. Det giver en mangelsituation med tilhørende prisstigning.

    Svar
  3. Madame

    Et varmt tillykke med jeres yngste barnebarn, Farmer. Hvor er det dog flot, at I har så gammel en dåbskjole.
    Det er dejligt, at rapsen nu står vinterklar i læ.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Ja, det er morsomt med den dåbskjole. Vi ved ikke præcist hvor gammel den er, blot at den med sikkerhed blev brugt ved min mormors storebrors dåb i 1886 og at bærer præg af at være omsyet og stoffet derfor har haft anden anvendelse før det blev til dåbskjole.
      Der bliver også passet godt på den under og mellem anvendelserne. Den er naturligvis lidt skrøbelig.

      Svar
  4. Ellen

    Tillykke med dåben. Godt, at det endelig lykkedes 🙂
    Har man ikke lidt på fornemmelsen, at nogle reelt har forsynings- eller produktionsproblemer, men at andre udnytter situationen til at give priserne en god tand opad?

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Der spekuleres rigtig meget i at udnytte situationen maksimalt. Det bliver spændende når/hvis ballonen brister.

      Svar
  5. Donald

    Den med prisballonen havde jeg ikke set komme.

    — Håber dåben går godt, dejligt at læse kommentarerne. Jeg ville ønske min familie havde bevaret rødderne så længe. Den del af slægten, som er mest “levende” lige nu er min mors kusiners børn-e-børn-e-børn … og dem har jeg jo sjældent set, men holder kontakt.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s