Held eller sprit?

Juletræssæsonen ebber ud. Det gik stærkt sidste weekend; men nu har de stadehandlere jeg servicerer fået så de regner med at kunne klare de sidste dages efterspørgsel.
Trods det gode vejr var det ikke blevet til noget med dådyrjagten, så jeg gik en tur rundt i de store graner ved Iglekæret. I granerne var der ikke noget at se og på marken overfor så der således ud en diset formiddag -fotograferet med max zoom på telefonen:

Umiddelbart et grantræ og en stubmark, MEN:
Lige i kimningen skimtes skovlene af 5 dåhjorte. I kikkerten kunne jeg se 4 pæne hjorte og en med et noget mindre gevir; men hvordan skulle den lige kringles?
Chancerne for at hjortene ville søge i granerne var vel 50/50.
-Og hvis de valgte granerne: Hvordan skulle jeg kunne få dem på skudhold medens de passerede?
Jeg valgte at tage en stor bue rundt og forsøge at kravle til dem i modvind bag bakkekammen, så jeg kunne komme tættest muligt på dem inden jeg blev opdaget og samtidig få kuglefang i bakken mod Melbygårdmarken.

Planen lykkedes, og jeg var inde på ca. 80 meters afstand, da jeg kunne skimte gevirtoppene over stubben, så hvad nu?
Dyrene blev ved med at ligge og småslumre og havde slet ikke opdaget noget. Den ene hjort lå nærmest som død med lukkede øjne og med hovedet mod jorden.
Jeg lå der et stykke tid og mindedes en gang i Skotland for vel 30 år siden, hvor jeg lå i silende regn i en stiv klokketime og ventede på, at en kronhjort skulle rejse sig.
Så lang ventetid tillod mit våde tøj efter kravleriet ikke, så noget måtte gøres. Jeg valgte langsomt at rejse mig med riflen skudklar ved skulderen vel vidende at det kunne være den sikre opskrift på total fiasko; men hellere det end at fryse halvt fordærvet.
Jeg kom op i knælende skudstilling og kunne nu se hovederne af alle 5 hjorte, og intet skete.
Stillingen var noget ubekvem, så jeg rejste mig langsomt til stående. Det gav reaktion hos den mindste hjort som rejste sig.
Jeg nåede at tænke, at nu smuttede de 4 pæne hjorte nok i ét spring så skud ville være umuligt; men de rejste sig rimeligt roligt, og jeg havde det nødvendige splitsekund til at afgive skud til den nærmeste, som stod lidt med fronten til; men dog så der kunne gives en fuldt forsvarlig bladkugle.

Bum! Overhovedet ingen skudtegn. Ingen panisk flugt. Alle 5 afsted i pænt trav.
For pokker! Kunne det være en forbier? Havde jeg været for sikker i min sag og sløset med aftrækket?
I riffelkikkerten kunne jeg følge dyrene; men kunne ikke skyde igen, da jeg kun havde de hvide spejl at sigte efter.
Et øjebliks panik; men efter ca. 100 meter sakkede den ene bagud og da jeg igen kunne se dyrene på den anden side af naboskellet var der kun 4 i gruppen.

Det gav en vis ro, og det var tid til at se bagud for at konstatere, at jeg, i forhold til dyrene, havde stået i silhuet med den blå himmel som baggrund.
Det burde ikke være muligt uden at skabe øjeblikkelig flugt. Den ene hjort var ung; men de 4 andre havde mindst 5 års erfaring i overlevelse.
På de få øjeblikke nåede jeg hele vejen rundt i følelsesregisteret:
Dyb skuffelse over mulig forbier, glæde over nedlagt dyr og over at planen var lykkedes til fulde, skepsis over det usandsynlige i at det kunne lade sig gøre med de dårlige odds i forhold til synlighed.

På vej ned til hjorten passerede jeg det enligtstående selvsåede æbletræ i skellet. Døgnfrosten i weekenden havde fået æblerne til at falde af træet, og de lå nu som et smukt gult tæppe på jorden og hele området var trådt op af hjortespor.

Nede på naboens hvedemark lå hjorten forendt. Jeg fik ringet til vedkommende, for kødet tilhører ejeren af den jord hvor dyret falder. Han havde fryseren fuld, så jeg kunne beholde dyret og i øvrigt bruge plejesporet til at køre op efter hjorten med traktor og frontlæsser.

Kuglen sad indenfor et par centimeter af hvor jeg havde sigtet og var en ren lungekugle. Hjorten var således sprunget tæt på 200 meter på “automatpiloten” helt uden ilttilførsel til hjernen.
Det sidder ganske enkelt så indkodet at følge med flokken, at så længe musklerne har oplagret ilt til det, fortsætter flugten.

Havde der nu været tæt skov at flygte ind i indenfor 50 meter, ville konklusionen være en ren forbier, og nogle ville så have ladet det blive ved det; men læren af gårsdagens herlige jagtoplevelse er i al fald endnu en gang, at har man afgivet skud uden at kunne se et forendt (dødt) dyr, skal man altid lade området afsøge af en prof. schweisshund.
Normalt vil man ud fra dyrets reaktion kunne se hvor kuglen sidder; men ved jagt er der ofte afvigelser fra normalen.
Dette gælder også jagtheld. Det var et unormalt stort held, at jeg kunne komme så godt på skudhold på fuldstændig åben mark.
Det spekulerede jeg en del over på hjemvejen og tanken slog mig, om dyrenes grovæderi i nedfaldsfrugt i begyndende gæring kunne have sløvet deres sanser?
Der er i al fald beretninger nok om især halvberusede elge efter æblehavebesøg.
Det kunne have været morsomt med en blodprøve.

7 tanker om “Held eller sprit?

  1. Donald

    Tak for den levende beretning, jeg kan se for mig hvordan du kravler om på den anden side på en mark, som er temmelig sjasket. Åh! Sikken en oplevelse! Sikken en god beretning!

    På billedet af råhjorten kan man forstå hvorfor det hedder en “skovl”, geviret. Jeg nød det første billede, fuld zoom med mobil-kameraet, det er jo en god demonstration af at man skal bruge øjnene.

    Det har været et flot skud, tænk, kan man virkelig ramme så godt på 80 meters afstand, det er jo ufatteligt præcist, også selv om man tager kikkertsigte i betragtning. Som du siger, en ubekvem stilling, og så rejste du dig op: Hvis det var mig ville der gå adskillige sekunder inden jeg kunne holde kameraet (eller riffelen, hvis jeg havde sådan en) roligt.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Mange ville sikkert overse gevirerne i kimningen. Det er netop vigtigt ved pürchjagt at bevæge sig langsomt og stille samt huske at afsøge hele vejen rundt for stort set hver eneste skridt.
      På 80 meter kan man sætte kuglen indenfor en 5-krone når blot roen er der; men netop at bevare roen er det svære. Alt afhænger af roen og koncentrationen i skudøjeblikket, og derfor svigter det undertiden. Man kan komme til at ryste så meget at spænding, at man ikke ikke kan afgive skud. Det kaldes bukkefeber, og kan indtræffe for selv den mest erfarne.

      Svar
  2. Ellen

    Løbe 200 meter! Det er alligevel imponerende.
    Det er på ingen måde for at forklejne dine gode skydeevner, men jeg vil da alligevel fortælle om en bekendt, som søgte ind som en af dronningens livvagter – og fik jobbet. Han blev senere skydeinstruktør. Da jeg engang spurgte ham, hvor langt og hvor godt han egentlig kunne skyde, fortalte han, at det må han ikke fortælle mig, men hvad han kunne fortælle var, at hvis han stod ned for enden af vejen (250 meter væk), kunne han uden problemer skyde min kaffekop ud af hånden på mig uden at være bange for at ramme mit ansigt.
    Gosh, sagde jeg bare …

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Det er jeg helt overbevist om, at vedkommende kan/kunne. Min kugle sad også i dyret inden for et par cm i forhold til mit sigtepunkt; blot opleves det tit ved perfekt placerede kugler i hjerte/lungeregionen, at dyrene løber et stykke vej på “automatpiloten”.
      Der er reelt kun kugler i hjerne samt i halsvirvler, som med sikkerhed giver øjeblikkelig sammenstyrtning. Hoved og hals er dog ofte i bevægelse, så det indebærer en betydelig risiko at sigte dér.
      Den øjeblikkelige død uden nogen form for bevægelse er stort set forbeholdt western-genren.

      Svar
  3. Katinka

    Kære Naturjournal
    Savner rigtigt meget dine blogindlæg, som både er så velskrevne og gør læseren lidt klogere på landliv og jagt og dyr og afgrøder.
    Håber, at alt er vel. Og at du vender tilbage til din blog.
    Venlig hilsen, katinka

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Tak for din kommentar, som forhåbentlig kan være med til at få mig i gang med bloggen igen.
      Jeg er ved godt mod og helbred; men min hustrus tilbagevendte kræft og behandlingen af denne har været og er omdrejningspunktet i denne tid.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s