Category Archives: Uncategorized

Jagt, jagt, jagt.

Weekenden har været helt i jagtens tegn.
En positiv følgevirkning af at mellemkvalitets-juletræer i år er så billige på engrosmarkedet, at det er lettere at lade dem stå end at arbejde halvvejs gratis medens andre holder fri.

Lørdag startede med andetræk i en meget særpræget tidligere tørvegrav nær havet.
Særpræget fordi beplantningen var plejet og tilklippet langt mere end jeg nogensinde tidligere har set. Det hele med henblik på at kunne komme uset på plads og stå skjult bag buskene en god times tid før solopgang.
Der bliver kun gået på jagt ganske få gange om året på ejendommen. Dette og beliggenheden nær havet gav et godt andetræk. Det væltede ind med ænder i lørdag morgens regn og rusk. Pudsigt nok ingen krikænder; men udelukkende gråænder.

Formiddagen stod på ænder, fasaner og en enkelt hare i Kile, og efter frokost med alt godt fra havet blev der tid en kort jagt på fasaner i Rørmosen. Vi nåede ikke selve Kile Mose, så den må vente til en anden god gang.

Jeg havde ikke Zini med lørdag. Hun gik med de to ældste, som havde jagt herhjemme. Haretramp.
Det er en jagtform, som med årene er blevet sjælden; men det er den eneste måde at se, hvor mange harer der reelt er på en mark.
10-12 meter mellem skytterne, hundene koblet indtil der er noget at apportere, og så er det ellers fremad.
Selv om de kun nåede over 3 marker, så de 15 harer, hvoraf de skød de 4.
Herligt at få underbygget min påstand:
Det er ikke harer vi mangler, men nogle som gider gå på jagt efter dem.

Det lave antal nedlagte harer i vildtudbyttestatistikken bruges ofte til at tale harebestanden ned.
Der er imidlertid pænt med harer. Det kniber mere med harejægerne. Det er lettere at stille for ved en fasanremise end at gå hele dagen i regn med lertunge støvler.

Søndag var Zini og jeg med på en større dagjagt, hvor vi drev igennem.
Vi i driverkæden skyder til det vildt, som flyver bagud af såten. Dette giver naturligvis færre skud end hvis man står for; men skuddene er ofte mere afvekslende og spændende.
Samtidig får man oplevelsen med hundearbejdet ved både drevet og apporteringen, og det er mere end den halve jagt.

Zini er nu 3 år og kan holde til det hele.
Hun kan ikke køres træt under jagten; men bagefter tager hun en ordentlig slapper på et døgns tid eller to, hvor hun sover og æder i ét væk.
Siv, græs og brombær har slidt hende helt lysrød; men om et par dage er hun pæn hvid at se på igen.

Reklamer

To sten.

Der er altid noget særligt ved at finde sten, som er forarbejdede for mange år siden.
Forleden i Kroghen fandt jeg denne knækkede flinteøkse; eller rettere: Øksen fandt mig.
Gamle og desværre nu afdøde Thorvald var en ørn til det med flinteredskaber. Det var ham, som for mange år siden sagde dette til mig med, at det er øksen der finder dig.

 

Det er næsten altid sådan, at man er gået forbi øksen, og så et øjeblik efter er det, som at man bliver mindet om, at “Der var da vist noget du overså.” Sådan var det også med denne halve økse.
Det er naturligvis noget vrøvl at tilskrive en sten evner; men en meget charmerende udlægning af, at man kører billedet af det man ser igennem mere end én gang.

 

Den næste sten er af nyere dato, men ikke mindre overraskende.
Jeg har et stykke med juletræer tæt på Nordfyns Ungdomsskole, som har sin baggrund i Særslev Højskole.
Der er på vejstrækningen ved at blive gravet kabler i jorden, og på vej hjem fra marken så der sådan ud i vejsiden:

Ingen tvivl om, at formen var en gravsten og fronten ser således ud:

En 25-årig elev er således død og har tilsyneladende fået en betydelig gravsten. Gravstedet må på et tidspunkt være nedlagt og stenen havnet i vejkanten et stykke under jorden.

Klaus Berntsen stoppede som forstander i 1889, så det må være medens Rasmus Nielsen var forstander, at eleven er død.
Højskolearkiv og kirkebøger må gennemsøges.

Nå. Jeg ved, at der gode kræfter i gang med at finde mere frem om baggrunden for personen, dødsfaldet, stenen og stenens sære rejse.

Det kan i al fald konstateres, at der var forskel på kvaliteten af gravmæle for højskoleelever og vejmænd.

Jeppe Aakjær skrev “Jens Vejmand” året efter, i 1905.

En kort pause på 43 år.

Det bliver i øjeblikket til så mange jagtture, at der ikke er tid til at skrive om dem.
Fredag, lørdag og søndag tre fulde jagtdage i streg. Mandag og tirsdag stod i landbrugets tegn.

I går eftermiddags var det så andetræk på Sydvestfyn. Helt ude ved vandkanten med den herligste solnedgang og et godt træk.
Det blev til 7 ænder i aftes; men der burde have været mindst 2 mere. Jeg skød forbi begge gange, hvor ænderne kom til min post. Det er hurtige fugle, og jeg fik slet ikke sving nok i bøssen til at komme frem på dem.

Lørdagen må også lige nævnes. Det var vores egen jagt i Kile, der drives sammen med nabogården, som det hele min levetid har været gjort.

Jeg holdt min første jagt hjemme i oktober 1974, hvor jeg lige havde fået jagttegn i december året før. Ved den jagt havde den daværende nabo inviteret en gæst, som min nuværende nabo ved tilfældighedernes sammentræf også havde inviteret til i lørdags.
Altså skulle gæsten og jeg jage sammen igen efter 43 år.

Kæmpe oplevelse og en masse snak om gamle dage.
Jeg havde i gemmerne et foto fra dagen i 1974, og det var naturligvis morsomt; men samtidig lidt sørgeligt, for mange af jægerne på billedet er døde og borte.

Ole klarer dog gåturene uden problemer og skyder stadig rigtig godt, selv om der er kommet 79 årgange i hans kalender.

Oldenøkonomi.

Årets store mængder af agern og bog giver anledning til endnu en omgang grublerier i forhold til tidligere tiders udnyttelse af denne naturens overflod.
Denne morgen ryster den hårde kuling de sidste bog og agern ned, og så er der guf for skovduer og markmus.
Engang var oldenår lig velstand og sul.

Agern indeholder stoffet tannin som smager bittert for mennesker og bog har et indhold af blåsyre, som gør, at mennesker ikke bør indtage større mængder.
Kommer olden derimod igennem svin kan de fedtrige frø udnyttes i stor skala.
Olden var den helt afgørende værdifaktor i skoven før landboreformerne og en skovs værdi blev opgjort i ”Antal fulde (Fuldvoksne) svins olden”.
Der skulle –alt efter landsdel- mellem 16 og 24 svins olden til en tønde hartkorn i skoven.
I oldenår giver frøbevoksningerne af eg på godset Bregentved i vore dage ca. 5 tons frø pr. hektar. Der er intet der tyder på, at tidligere tiders oldenskove har givet et ringere udbytte. At maksimere oldenproduktionen har været en del af at passe på godsets værdier.
At oldenår har vekslet med sprængolden (År stort set uden olden) har man næppe kunnet påvirke, og det har sikkert været produktionens svøbe, for hvad har man haft at fodre de stakkes svin med, når kornudbytteren lå fra 2 til 5 fold?
Hvor der var fiskeri nær landsbyen, blev svinene fodret med fiskeaffald. Det har nok været nødvendigt med en rum tid i skoven for at få fiskesmagen ud af det flæsk.

Det er ca. oldenår hvert 5. år, så 5 tons agern pr. hektar svarer til i gennemsnit 1 tons pr. hektar, eller efter datidens måleenhed, 6 fold. Olden skulle en tur igennem grisen først, og det kostede energitab. Modsat indeholder olden ca. 30 procent mere energi end korn.

6 fold var formidabelt udbytte, når man husker, at indsatsen for at få 2-5 fold korn bl.a. var, at 1/3 af landet lå hen med fodergræs til de heste som krævedes for at pløje og harve markerne.
Var skoven først etableret stod den i århundreder, når blot man passede lidt på den og ikke udtog for meget tømmer.

Dette sidste kneb det noget med, og mange skove blev fra omkring år 1500 og frem til slutningen af 1700-årene stadig ringere oldenproducenter. Man kan se af regnskaberne, at der over tid blev stadig færre svin sat på olden.
Det var dog enorme antal, som var udgangspunktet. I 1630 blev der på Sydals udsat 18.000 oldensvin i et normalt oldenår.
Hvor meget skovene forringedes ses af opgørelser fra Hørsholms skove, hvor der i 1680 var 5000 oldensvin, 2600 i 1737 og i 1758 kun 600 svin.
I Vestjylland var skovene efterhånden helt væk, og man drev svin den lange vej på tværs af Jylland for at få dem på olden.

Helt frem til og med 1. verdenskrig blev der sat svin på olden, og i nyere tid er svin i skoven anvendt til foryngelse af bøgeskov. Svinene får nemlig aldrig fat i alle frøene, når de roder skovbunden igennem, og så de overlevende frø klar i optimal spiredybde.

Oldenår.

Egene bærer agern i et omfang jeg ikke har set tidligere.
Vi pløjede og såede hvede i Kilemarken i et ophold mellem regnperioderne, og dernede er de unge ege, som naboen plantede for vel 30 år siden, bugnende af agern.

Det er stilkeg, som ses af, at agernklasen hænger i en stilk. Modsat vintereg, hvor klasen hænger direkte på grenen.

Musene nyder godt af rigdommen. Vi kommer desværre til at ødelægge deres vinterforråd, når vi pløjer.
Agernmagasinerne vælter op i plovfuren:

Spørgsmålet er, om musenes vinterforråd ikke på forhånd er ødelagt for dem af den megen regn, for stort set samtlige agern er spiret, og vil udnytte de fedtholdige frø til at sætte rod og stængel.

Hvad der er til skade for musen er til gavn for egen. Havde marken været forladt, ville er have spiret en klynge af måske 100 ege frem, og det havde givet mulighed for, at en enkelt ville have klaret sig og blevet til et nyt egetræ.

Nu bliver der hvede i stedet, hvis de efterfølgende 20 mm. oven i al den anden regn ellers levner mulighed for hveden.

Det er ved at være lukketid for hvedesåning. Ikke at hvede sået omkring 1. november ikke kan klare sig under normale forhold; men jorden er så våd nu, at det vil være svært at lave et fornuftigt såbed i den kommende uge.

Der bliver nok en del ekstra vårbyg at så til foråret; men hellere en veletableret vårbyg end en halvsyg vinterhvede.

Ungdomsgilde.

I forgårs havde jeg besøg af 3 unghunde, en Münsterlænder på 2 år og to Gammel Dansk Hønsehund på hhv. 7 måneder og 1 år -samt deres ejere.
Vi ville prøve at give de unge lov til at få erfaring med agerhøns uden at der hele tiden var en gammel garvet hund i nærheden til at tage styringen.

Dagen før havde jeg besøg af den mere garvede garde. Det kan give nogle tæt på perfekte situationer, som her hvor Zini har stand og bretonen Indi sekunderer siddende:

Men oplevelsen af de unge hunde var faktisk fuldt ud lige så charmerende.
Det var en fornøjelse at give unghundene lov til stille og roligt at finde fuglene, og det gav faktisk nogle rigtig gode situationer med fin stand.
Der var selvfølgelig lidt afstikkere og en masse som skal læres i begge ender af snoren; men grundliggende havde alle tre unghunde flair for jagten og viste rigtig gode takter. – Og blandt lidt ældre hunde er der jo også hele tiden noget som skal tilpasses.
For min egen Zinis vedkommende er det helt klart, at vi skal have mere ro i opfløj og skud. Der er gået alt for meget knaldapportør i den.
Hundene tålte skud, og der blev apporteret pænt.
Her er det den 1 år gamle Loke, som holder en fugl til ære for fotografen.

Det var naturligvis ikke den helt prangende parade med 3 fugle; men det lykkedes at få alle til at sidde pænt selvom der lå fugle foran dem, og det var faktisk det, som var øvelsen.


-Og egentlig burde der være en fugl mere på paraden:
Loke havde stand og den kun 7 måneder gamle Kayna respekterede flot.
Fuglene lettede, føreren af Münsterlænderen og jeg skyder hver en fugl.
Vi starter apporteringen af Münsterlænderens først.
Min fugl klapper helt tydeligt sammen i skuddet og føres af vinden over bag et læhegn, hvor den let kan apporteres senere.
Vi søger lidt med de unge hunde, og den anden fugl apporteres fint fra det høje græs.

Bagefter søgte vi efter en fugl, som drejede ud fra flokken uden dog at finde den, så den var antageligt lettet igen for at finde sammen med flokken.
Der gik maksimalt et kvarter med de opgaver og så skulle vi lige have den lette apportering i rapsen bag hegnet.

Da vi kom derom lå der kun en stak fjer! Ingen fugl og ingen fært af et eventuelt anskudt fugl, som var løbet væk.
Der havde nemlig allerede været en musvåge og snuppe fuglen.

Mellemstesønnen havde stået som stopskytte for enden af et andet hegn og set musvågen komme og slå ned selv om vi mindre end 100 meter væk havde været med hunde og tilhørende larm, så den agerhøne blev der fugls føde ud af.

Fortjent belønning for udvist mod. Man skal være hurtig for at hamle op med naturen.

Nødtørftshuset.

Gennem mit arbejde i vandløbslauget har jeg siddet i Vandrådet for Odense Fjord i det sidste halve års tid.
Det har været en rystende og opslidende opgave at sidde og forsvare noget så simpelt som nødvendigheden af, at gravede kanaler og afløb i det flade landskab bibeholdes og vedligeholdes, så det fremover også er muligt have huse friholdt af oversvømmelser og et vejnet, som også fungerer i regnvejrsperioder.

Vejen rundt for at samle fotodokumentation har dog heldigvis også givet lidt pudsige oplevelser med, for det er lidt kedeligt med stribevis af fotos af disse dybt nedgravede afvandingskanaler, som påstås ikke at være kunstige og derfor på sigt skal fyldes for at søge at nå miljømål, som reelt er uopnåelige i flade landskaber.

Noget af det mere pudsige på vejen var dette smukt konstruerede lokum, som har overlevet trods årtiers overflødighed.

Resten af bygningsmassen til denne nedlagte gård var under nedrivning, så dette lille “bindingsværkssvendestykke” går nok samme vej.
Det har været en kold fornøjelse vinterdage. Intet under at man i stedet valgte at sætte sig nede bagved køerne når det blev koldt.

Kostalden blev i ældre tider ikke blot søgt for at besørge.
En af mine naboer er vokset op på et af husmandsstederne på Uggerslev Hede og kan berette, at de vinterdage engang blev budt på aftenkaffe hos naboen og drak kaffen – primært lavet af kaffetilsætning naturligvis – foran køerne i stalden.
Der var dejligt varmt. Der var ikke råd til opvarmning i stuehuset.

Hvilke velstandsforbedringer på blot 60-70 år!