Held eller sprit?

Juletræssæsonen ebber ud. Det gik stærkt sidste weekend; men nu har de stadehandlere jeg servicerer fået så de regner med at kunne klare de sidste dages efterspørgsel.
Trods det gode vejr var det ikke blevet til noget med dådyrjagten, så jeg gik en tur rundt i de store graner ved Iglekæret. I granerne var der ikke noget at se og på marken overfor så der således ud en diset formiddag -fotograferet med max zoom på telefonen:

Umiddelbart et grantræ og en stubmark, MEN:
Lige i kimningen skimtes skovlene af 5 dåhjorte. I kikkerten kunne jeg se 4 pæne hjorte og en med et noget mindre gevir; men hvordan skulle den lige kringles?
Chancerne for at hjortene ville søge i granerne var vel 50/50.
-Og hvis de valgte granerne: Hvordan skulle jeg kunne få dem på skudhold medens de passerede?
Jeg valgte at tage en stor bue rundt og forsøge at kravle til dem i modvind bag bakkekammen, så jeg kunne komme tættest muligt på dem inden jeg blev opdaget og samtidig få kuglefang i bakken mod Melbygårdmarken.

Planen lykkedes, og jeg var inde på ca. 80 meters afstand, da jeg kunne skimte gevirtoppene over stubben, så hvad nu?
Dyrene blev ved med at ligge og småslumre og havde slet ikke opdaget noget. Den ene hjort lå nærmest som død med lukkede øjne og med hovedet mod jorden.
Jeg lå der et stykke tid og mindedes en gang i Skotland for vel 30 år siden, hvor jeg lå i silende regn i en stiv klokketime og ventede på, at en kronhjort skulle rejse sig.
Så lang ventetid tillod mit våde tøj efter kravleriet ikke, så noget måtte gøres. Jeg valgte langsomt at rejse mig med riflen skudklar ved skulderen vel vidende at det kunne være den sikre opskrift på total fiasko; men hellere det end at fryse halvt fordærvet.
Jeg kom op i knælende skudstilling og kunne nu se hovederne af alle 5 hjorte, og intet skete.
Stillingen var noget ubekvem, så jeg rejste mig langsomt til stående. Det gav reaktion hos den mindste hjort som rejste sig.
Jeg nåede at tænke, at nu smuttede de 4 pæne hjorte nok i ét spring så skud ville være umuligt; men de rejste sig rimeligt roligt, og jeg havde det nødvendige splitsekund til at afgive skud til den nærmeste, som stod lidt med fronten til; men dog så der kunne gives en fuldt forsvarlig bladkugle.

Bum! Overhovedet ingen skudtegn. Ingen panisk flugt. Alle 5 afsted i pænt trav.
For pokker! Kunne det være en forbier? Havde jeg været for sikker i min sag og sløset med aftrækket?
I riffelkikkerten kunne jeg følge dyrene; men kunne ikke skyde igen, da jeg kun havde de hvide spejl at sigte efter.
Et øjebliks panik; men efter ca. 100 meter sakkede den ene bagud og da jeg igen kunne se dyrene på den anden side af naboskellet var der kun 4 i gruppen.

Det gav en vis ro, og det var tid til at se bagud for at konstatere, at jeg, i forhold til dyrene, havde stået i silhuet med den blå himmel som baggrund.
Det burde ikke være muligt uden at skabe øjeblikkelig flugt. Den ene hjort var ung; men de 4 andre havde mindst 5 års erfaring i overlevelse.
På de få øjeblikke nåede jeg hele vejen rundt i følelsesregisteret:
Dyb skuffelse over mulig forbier, glæde over nedlagt dyr og over at planen var lykkedes til fulde, skepsis over det usandsynlige i at det kunne lade sig gøre med de dårlige odds i forhold til synlighed.

På vej ned til hjorten passerede jeg det enligtstående selvsåede æbletræ i skellet. Døgnfrosten i weekenden havde fået æblerne til at falde af træet, og de lå nu som et smukt gult tæppe på jorden og hele området var trådt op af hjortespor.

Nede på naboens hvedemark lå hjorten forendt. Jeg fik ringet til vedkommende, for kødet tilhører ejeren af den jord hvor dyret falder. Han havde fryseren fuld, så jeg kunne beholde dyret og i øvrigt bruge plejesporet til at køre op efter hjorten med traktor og frontlæsser.

Kuglen sad indenfor et par centimeter af hvor jeg havde sigtet og var en ren lungekugle. Hjorten var således sprunget tæt på 200 meter på “automatpiloten” helt uden ilttilførsel til hjernen.
Det sidder ganske enkelt så indkodet at følge med flokken, at så længe musklerne har oplagret ilt til det, fortsætter flugten.

Havde der nu været tæt skov at flygte ind i indenfor 50 meter, ville konklusionen være en ren forbier, og nogle ville så have ladet det blive ved det; men læren af gårsdagens herlige jagtoplevelse er i al fald endnu en gang, at har man afgivet skud uden at kunne se et forendt (dødt) dyr, skal man altid lade området afsøge af en prof. schweisshund.
Normalt vil man ud fra dyrets reaktion kunne se hvor kuglen sidder; men ved jagt er der ofte afvigelser fra normalen.
Dette gælder også jagtheld. Det var et unormalt stort held, at jeg kunne komme så godt på skudhold på fuldstændig åben mark.
Det spekulerede jeg en del over på hjemvejen og tanken slog mig, om dyrenes grovæderi i nedfaldsfrugt i begyndende gæring kunne have sløvet deres sanser?
Der er i al fald beretninger nok om især halvberusede elge efter æblehavebesøg.
Det kunne have været morsomt med en blodprøve.

Et godt stik.

Så kom 3. vaccinestik i hus. Jeg havde egentlig en tid til kl. 11.40 i går, men var efter reservationen blevet inviteret på en jagt med start kl. 12, så jeg tog chancen og kørte til vaccinestedet allerede kl. 10. Ved de to foregående vacciner havde jeg luret, at når man blot har tid i f.eks. formiddagsgruppen er det nøjagtige fremmødetidspunkt underordnet.
Det holdt stik i ordets egenligste forstand. Jeg gik lige igennem systemet uden kø af nogen art og nåede mere end rettidigt frem til jagten.

Værten kalder selv sin jagt for en husmandsjagt, og det er da heller ikke de mange hektar vi driver af. Blot er placeringen nær fjorden og ejendommens 2 søer en fortrinlig kombination i forhold til andejagt.
Samtidig er gårdens juletræsproduktion gennem 40 år anlagt således, at der er rigtig gode forhold for fasanerne. I stedet for at forsøge at dyrke våde pletter og sandede knolde med, er disse anvendt til små beplantninger og delvist åbne fodermarker.

Det kan godt lade sig gøre at producere juletræer uden at det nødvendigvis er grøn ørken det hele.
Blot var værten og jeg svært tilfredse med, at vi begge var droslet væsentlig ned i vores juletræsproduktion. Det nuværende prisniveau levner heller ikke i år plads til et fornuftigt driftsresultat set i forhold til, at der går 8-10 år inden man får afkast af sin indsats.
-Men hvad skal man også med penge, når man har en god jagt?

Efterladenskaber.

Plastik er, som ild, en god tjener men en streng herre.
På verdensplan er det især flodernes og havenes plastaffald som er i fokus.
I nærmiljøet generer , ud over dåser i mere eller mindre smadrede udgaver, vejsidernes efterladte plastemballage af stort set enhver art.

I markbruget er det især snorene fra halmballer som kan genere.
En halmballe med et indhold på 500-600 kg halm er typisk bundet sammen af 6-8 stykker nylongarn.
Når blot alle snore holder er det ingen problem; men springer en eller flere af snorene er det vigtigt at få disse løse stykker af typisk 5-6 meters længde samlet op.

Fanges en tabt snor senere af en roterende maskindel, er styrken så god, at snoren er i stand til at ødelægge selv kraftige kuglelejer i plovhjul og rotorharver med dyre reparationer til følge.
Fanges en sådan snor i stedet af vildtet kan udfaldet være dødeligt.
Hænger snoren fast i et dyrs gevir, er næste fase at dyret fanges med snoren når det fejer med et træ eller en busk, og så kan det være kamp til den bitre ende.
Forleden, under arbejdet i de største af juletræerne, fandt vi dog bevis på en lykkelig udgang, men også de tydelige tegn på den hårde kamp det har været for dyret at slippe fri:

Træet var helt afbarket, snoren var snoet til reb; men hjorten, sporenes størrelse var en dåhjorts, havde været heldig og havde kæmpet sig til friheden.
Rodebutikken havde tydeligvis en gang været et stykke garn fra en halmballe; men det kunne have været hvad som helst af nylon eller ståltråd -og vi kunne ligeså godt have fundet et kadaver ved træet.

At det kan ende galt vises af flere eksempler på vores lokale hjortelaugs hjemmeside.
Nogle af billederne er ikke for sarte sjæle:
http://nordfynshjortelaug.dk/Doede%20dyr%202019.htm

Sneppefald.

Der bor heldigvis mange unge mennesker i vores lille sogn og flere flytter til.
1. februar flytter endnu et par unge mennesker med en lille størrelse på 1½-2 år til sognet og da vi skulle have 2. fasanjagt i går og den næsten-tilflyttede mand er jæger, bød jeg ham med på jagten.
Fasanbestanden er i år langt fra fordums tiders niveau; men snepperne skulle til gengæld vise sig at være på visit i går. Der var snepper i selv den mindste såt og vi havde 4 snepper på paraden på trods af at mange fugle snød os eller fløj så lavt, at det var uforsvarligt at skyde.
Det er rekord for vores jagt ved den anden gård!
Jeg har været min naturjournal og mine jagtjournaler igennem tilbage fra 1974 og 3 snepper på én parade var den hidtidige rekord registreret for 3 år siden.

Sneppen er i fremgang og vi ser stadig oftere snepper i efteråret.
Det er glædeligt, for skoven og jagtens konge er en særdeles spændende fugl, som er umulig at forudsige.
Man kan have det bedste sneppefalds-vejr med blæst og rusk, og så er der aldrig en fugl at finde. I går var vejret rigtig lunt efter årstiden, ingen regn og kun frisk vind -og der var reelt sneppefald.

Til min store glæde nedlagde vores gæst en af snepperne, og oveni var det den unge jægers første sneppe!
Jeg havde derfor den store ære at kunne kalde jægeren op ved paraden og overrække ham sneppen efter at han havde givet fuglen det obligatoriske kys.
-En lidt spøjs tradition; men vel et billede på den respekt der er om denne fugl.

Meget glemmes i tidens løb; men den første sneppe huskes.
Da det stod klart, at der var mange snepper, stod jeg en kort stund under jagten ved rævegraven i grøften ind mod Kilemarken, hvor jeg i sin tid skød min første sneppe i et bagskud ud over den åbne mark og kørte hele filmen igennem igen. Det var Benny, der højtideligt overrakte mig sneppen ved paraden dengang.
Tæt på 45 år siden, og stadig lysende klart i erindringen, og så kan jeg ikke huske i hvilken lomme jeg lagde gårsdagens ordreseddel på juletræer.

Jagtweekend.

I forgårs stod den på fasanjagt på en halvø ud mod Lillebælt og i går, søndag, var det tid for årets byjagt.

Byjagten er en tradition helt tilbage fra starten af 1970-erne, hvor en god del af byens jægere går sammen om en fællesjagt rundt i landsbyens marker og hegn, hvor der primært skydes harer og fasankokke. Fasanhøner skyder har vi i årtier fredet her i byen.
Man skiftes til at lægge hus til morgenmad, spisning af medbragt mad samt fællesindkøbt suppe efter jagten og der føres behørig protokol over hændelserne og især begåede dumheder og forbiere.

Vejret i går var noget blandet med frisk til hård vind og enkelte byger af den lidt hårdtslående slags. Harerne var svære at finde, og det blev kun til en enkelt hare i år.
Fasanerne var heller ikke nemme at få på vingerne; men det blev dog til 12 i alt.

Det største i år var egentlig, at vi igen kunne samles på traditionel vis. I fjor var restriktionerne skrappe, og vi måtte dele os i to hold uden på noget tidspunkt at være indendørs og dér få lejlighed til at dyrke den sociale side af jagtsamværet medens overtøjet dryppede af.
Det sociale blev der taget revance for i år.
Da Zini og jeg var på vej mod madpakken fik solen magt og gav georginefloret bag den gamle kostald mulighed for at vise sin pragt endnu en gang. Uden udsigt til nattefrost holder floret forhåbentlig længe endnu:

Familien har på et tidspunkt givet mig sådan en hundekilometertæller-dims til sætte i Zinis halsbånd som kan aflæses på telefonen.
Det bliver til noget på sådan en jagtweekend.
Lørdag tilbagelagde hun 25,1 km og søndag blev det til 34,8 km. Tæt på 60 km på en weekend. Intet under, at hun slapper af i pauserne.

Sene høsttidspunkter.

Det er for alvor blevet efterår. Vi nåede at få sået hvede efter løgene den sidste dag i oktober, og om natten kom regnen igen. Siden har der ikke været mulighed for såning, og det er nok også ved at være til den sene side.

Vi har en aftale om jordbytte med en nærliggende løgproducent.
Det er en ordning som sikrer begge parter et godt sædskifte, for som ved de fleste afgrøder kan man ikke blot dyrke løg i det samme stykke år efter år og for os er løgene en afgrøde, som slet ikke er beslægtede med noget andet, som vi dyrker og som giver os en god forfrugt til hveden.

Slangen i dette paradis er løgenes sene optagningstidspunkt.
I år havde vi i vores lille maskinfællesskab to marker med ialt 31 hektar løg liggende frem til de sidste dage i oktober og der blev meldt regn!
Tilmed havde vi lovet to traktorer væk til en juletræsproducent, som skulle i gang med tidlige leveringer allerede fra 1. november, så der var pres fra begge sider; men det lykkedes.
Da vejret kom, blev løgene taget op i expresfart, og vi tog en 24-timers tour med ploven. Min kollega er god til at holde sig i gang om aftenen og jeg står alligevel op ved 3-4 tiden, så de umage døgnrytmer kunne endnu engang udnyttes, og 3 timer før juletræsproducentens afhentning af pløjetraktoren kunne ploven spændes af og traktoren gøres klar til skovarbejdet.

Kernemajs er en anden afgrøde med et sent høsttidspunkt.
I min ungdom var den afgrøde utænkelig. Selv majs til ensilering var knapt nok på banen.
Jeg var i starten af 1970-erne med foreningen Landboungdommen på bedriftsbesøg hos Holger Moritz Hansen, som var banebrydende på mange områder. På hans bedrift var majs til ensilering netop taget ind som hovedafgrøde til vinterfoder.
Det var for langt ude! Dén troede de færreste på ville lykkes.
-Og i dag er der vel næppe en kvægavler uden majs i sædskiftet.

Et samspil af højere temperaturer og planteforædling af sorter med mindre varmekrav gør majsdyrkningen mulig. Majs er en såkaldt C4-plante med en særdeles effektiv fotosyntese når først den rigtig kommer i gang. Samtidig tåler majs kortere tørkeperioder bedre end de fleste andre kornarter, så udbytterne er ret stabile trods svingende nedbørsmængder.

Den sene modning giver samtidig planten mulighed for at udnytte solenergien i august og september, så udbyttepotentialet er meget højt.

Denne fordel er dog samtidig ulempen, for der er umuligt at høste kernemajs i det sene efterår med en lagerfast vandprocent.
Derfor skal majs altid tørres umiddelbart efter indhøstning for at komme lagersvampe med tilhørende toksiner i forkøbet.
I går var jeg forbi hos en anden landmand, som havde lejet en tørrevogn med omrører til at løse opgaven.
Den tørrer, så dampen står ud af vognen i det flotte efterårslys:

Der tørres 20 ton til lagerfasthed på 4 timer, og da udbyttet er omkring 12 tons pr. hektar tørrer de på den måde afgrøde fra ca. 5 hektar i døgnet og de kan derved på to døgn tørre deres 10 hektar kernemajs. På den korte tid når svampene ikke at inficere den våde afgrøde.
Snegle omrører konstant i majsen under tørringen, så tørringen bliver jævn uden kondensdannelse i toppen af læsset.

I år er energikilden olie; men det er planen, at halmfyret fremover skal stå for opvarmningen af tørreluften, så tørring kan ske uden indkøb af fossile brændstoffer ud over energien til bjærgning af halmen og en mindre traktor i tomgang til at trække omrørersystemet.

Vådt, men lunt.

Det har udviklet sig til et vådt efterår. Vi har den seneste uge passeret 65 mm, og mange steder er der faldet betydeligt mere regn.
Heldigvis gav det en weekend med flot efterårssol, hvor det endelig lykkedes at få yngste barnebarn døbt.

Knægten er født 2. januar, så der måtte sys lidt om på vores families dåbskjole fra 1886; men to gange har forældrene måttet udsætte grundet restriktioner.
Det har været sin sag at få to landes regler langtidskoordineret, så svigerdatterens islandske familie kunne deltage.

Nu er der denne morgen kun 3 regnfrie dage på 10-døgnsprognosen hos DMI, så det bliver en gang blandet landhandel.
De mange lavtryk fra vest gør dog den gavn, at de holder frostvejret på afstand. Hvor ellers der er luft nok i jorden til at planterødderne kan trives, er væksten god.

Vi lejede d. 5. september til at få sået vinterraps med en maskine, som nedfælder gylle samtidig med rapssåningen.
Det milde vejr har virkelig hjulpet den alt for sent såede afgrøde.
D. 11. september stod kimplanterne i rækker:

-og nu står rapsen vinterklar i læ mellem stubbe og spildplanter af sidste sæsons kornafgrøde.

Om det skyldes, at lykken står den kække bi eller det er heldet der følger de tossede, må afgøres af andre.
Der er dog langt i mål og meget kan gå galt; men med de høje rapspriser der i øjeblikket kan opnås, er selv en middelmådig avl i stand til at give en god bundlinje, hvis ellers de fornødne hjælpestoffer kan skaffes til tålelige priser.
Vi nåede at dække os ind med gødning til kommende sæson til en meget høj pris; men dog billigere end på nuværende tidspunkt.
Efterårs-kemien er på lager, og så må vi håbe at svampe og insekter er os nådige hen over foråret, for der bliver med stor sandsynlighed prisstigninger og vareknaphed på det område også.

Det er lige før man ønsker sig et lavere prisniveau for afgrøderne, hvis forsyningssituationen samtidig kunne bliver normaliseret.
Det minder i øjeblikket lidt for meget om de første år i Polen, hvor selv det at skaffe ganske almindelige søm i større mængder var en udfordring af de store.

Så gik den ikke længere.

Mine gamle læderstøvler har fulgt mig rundt i landet samt til Grønland, til Asien, til Sydamerika, til Afrika.
-Og så, på en gåtur på sølle 5-6 km rundt i mit fødesogn, arrangeret af https://www.facebook.com/nordfynskguide, gik sålerne på de gamle travere løs; men jeg nåede da rundt med de gamle, nu såleløse, pramme på fødderne.

Denne morgen, hvor det regner rigtig efterårsagtigt og ikke ligner noget der kan bruges til at så det sidste stykke hvede ved, har jeg søgt nettet af for mulig forsåling.
Det ser faktisk ud til, at nye såler på gamle støvler stadig er en mulighed.
Det er naturligvis totalt urentabelt at forsåle støvler, der kan nyerhverves for en sølle tusse; men det kunne nu være morsomt, for de gamle støvler er virkelig gået til og passer som var de støbt til mine fødder.
Forsålingsomkostningen burde måske endda kunne fratrækkes under kontoen “Images-pleje”.

Det var en spændende og også lidt skræmmende oplevelse at være den gamle fortæller på gåturen sognet rundt.
Dette at være blandt de sidste som kan overlevere de gamle historier om La´s Petter i Kile Mose, som reelt delvist levede at krybskytteri.
Fortællingen om Stærke Rasmus på Flodemålene (Udtaltes Flodmålen) som egenhændigt trak afsted med en selvbinder og i øvrigt ved en festlig lejlighed smagte is første gang i den tro, at fromagen ved en fejl var frosset for festens køkkenpersonale.
Anna, som aktivt brugte det gamle ord “lutte” om sin gårdbestyrers gangart. Nu er ordet kun anvendt i den kortbenede hønserace luttehøns.
-Og så vist nok et par historier mere.
Kunne der fås en ordtæller til telefonen ligesom man kan få en skridttæller, var det vist blevet til et ret stort tal; men gruppen holdt til både gåturen og ordstrømmen -og bygerne trak pænt udenom under hele turen.

Knold

Jeg har sagt og skrevet det ofte:
En jagts værdi kan ikke opgøres i antal stykker vildt på paraden.

Jagten i går gav et vildtudbytte for 7 gæve jægere på siger og skriver 1 agerhøne og 1 krikand.
Jamen du Gode. En halv eftermiddag og en halv aften for sølle 500 gram kød i gryden. Hvorfor skriver jeg ikke om jagten for 3 dage siden med over 20 jæger, hvor der lå 77 gråænder på paraden og egentlig gav Zini og jeg en god part af udbyttet?

Fordi det er dagen og aftenen i går som går over i min hukommelse som en af de rigtig store jagtoplevelser.
Vejret kunne ikke være smukkere på denne årstid.
Godt hundearbejde.
Den rigtige gemytlige tone i samværet jægerne imellem.
Ingen anskydninger eller farlige situationer.

-Og så var vi oppe imod de to af de hurtigste og mest uberegnelige jagtbare fuglearter her til lands på måske Fyns smukkeste halvø.
Hvilken nydelse at stå musestille i 1½ time i et sivhoved med brakvand op til overkanten af støvleskafterne for at afgive blot et enkelt skud!

En weekend i Sprogense.

Ind i mellem endnu et angreb af rapsjordlopper i den sentsåede raps og den næsten evige kamp mod snegleindvandring i randen af rapsmarkerne nåede jeg både fredag og lørdag at besøge sprogfestivalen i Bogense.

Da man i sin tid flyttede Dansk Sprognævn til Bogense ville københavneriet ingen ende tage. Tænk at mennesker med mere end 7 års skolegang skulle udsættes for en arbejdsadresse med et provinspostnummer.

Fredag og lørdag var Bogense forvandlet:
Telte var rejst ved Sprognævnets domicil i den gamle varmecentral.
Østergade spærret af og givet i hænderne på sprogets vogtere og formidlere.
(Bemærk den fine hentydning til fjernvarmecentralens skorsten i plakatens “Sprogense”)

Begge dage brugte jeg et par timer på festivalen. Aktive folk i boderne og gode indlæg gjorde det spændende. Der var sprogrevsere og passivt registrerende. Ildsjæle der talte sig varme. Specialister, som formidlede smal dyb viden.
Frem for alt var der rigtig mange besøgende selvom jeg ikke just kom i myldretiden.

Lidt københavneri var der dog stadig.
I en af boderne faldt jeg i snak med en sprogregistrerer om dette med, at der stadig hyppigere bruges vendingen “Både…men” og at men-ordet nu til dags bruges som sproglig flugtvej, når man har rodet sig ud i helt uoverskuelige sætninger.
På et tidspunkt svarer jeg “Landmand” på hendes spørgsmål om, hvad jeg beskæftiger mig med siden jeg har brudt mit hoved med den problemstilling.
“Guuud, så du er en rigtig bondemand? -For jeg må vel god bruge ordet bonde?” (Dialekten var rendyrket frederiksbeeeergs. -Helt som min salig, i provinsen opvoksede, faster talte den.)
“Ja det er du velkommen til, så længe jeg må titulere dig skolelærerinde (Med tryk på næstsidste stavelse)”.
Hun kunne heldigvis smile af sit eget ordvalg og sine fordomme.
Jeg kunne -på spørgsmålet om, hvordan jeg kunne vide, at hun oprindelig var uddannet lærer- fortælle at jeg har dårlig hørelse og at den gratis gave der følger med tunghørhed er evnen til at mundaflæse.
Hun havde kort forinden i en samtale med en anden besøgende fortalt om sin uddannelsesmæssige baggrund medens jeg stod i den anden ende af teltet og så mig omkring.

Jo, jo. Sprogense var en oplevelse.