Den grønne jægerjul går på hæld.

Julen har været grøn i år. Ikke et snefnug og kun lige i nærheden af frysepunktet en enkelt morgen.
Alle tre sønner og svigerdøtre samt barnebarnet var har juleaften, og tilmed var vi så heldige, at ældstesønnens praktikant fra Marokko tog imod tilbuddet om at holde jul sammen med os fra vi lillejuleaftens dag fældede træet og pyntede til hun tog tilbage til sin kollegielejlighed 1. juledag.
Vi må se, om der en dag bliver mulighed for at opleve det Marokko, som hun gav os et godt indtryk af.

Torsdag før jul var jeg så heldig at skyde en dåhjort. En lang pürsch på 1 time og 40 minutter gav resultat.
For en sikkerheds skylde sendte jeg bud efter en schweisshund, da hjorten efter skuddet søgte ind i naboens jagtområde. Efter en kort søgning fandt hunden hjorten og alt endte som det skulle.
Jeg nåede at snuppe et billede af den dygtige hund, som på et øjeblik fandt sporet og førte os direkte til hjorten.


Et smukt trofæ, og kødet har fyldt fryseren til randen. Kødet tilfalder egentlig naboen, hvor dyret forendte; men hans fryser var fuld i forvejen.
Tilmed kan der bringes et billede af hjorten i levende live, idet en anden nabos vildtkamera har fanget ham sammen med en ung hjort tidligere på måneden:

(Foto sakset fra O.L.P.)

Ellers har den stået på en halvdagsjagt 2. juledag, hvor jeg lige nåede rettidigt til svigerforældrenes traditionelle julefrokost.
Heldagsjagt d. 27. dec. Heldagsjagt i går, d.28. I dag en eftermiddagsjagt fra kl 13.30. I morgen en heldagsjagt på Als, og så er der vist lidt afsluttende andetræk nytårsaftensdags eftermiddag.
Joh, julen varer længe, og blot fordi man har en god familie skal man jo ikke misbruge det ved at overrende den.
Tænk, hvilke ofre blot for at ens hund skal være i nogenlunde form.

I går gjorde Zini det iøvrigt igen: Fik stand for en ræv.
I en sump i et skovområde havde hun fast stand. Jeg var sikker på, at det var en sneppe; men frem sprang Mikkel.
Desværre ind over naboens eng og med hunden i hælene, så der kunne ikke skydes; men en stor oplevelse var det.

Reklamer

Hektisk slutspurt.

Det har været en særpræget juletræssæson i år. Først og fremmest bør den huskes for at være våd.
Alle spor er kørt op og alle træer er båret ud til netmaskinen. Ikke noget med at slæbe 2-3 træer hen ad skovbunden, for så skifter træet øjeblikkeligt farve fra grøn til brun.

Samtidig er salget rykket. De seneste 10 dage har virkelig skubbet sæsonen i positiv retning, for det er tydeligt, at de store producenter har sendt medarbejderne tidligt hjem på juleferie.
Til de lave eksportpriser og med de vanskelige arbejdsforhold har få oparbejdet ekstratræer, og derfor har vi fået en del ekstra ordrer her sidst på sæsonen selv om jeg fra start har sat prisen, så vi ikke arbejder uden at få noget for det.
Det har faktisk været muligt at sælge pæne træer til en fornuftig pris her sidst på sæsonen. Om ikke andet er det godt for næste sæson.
De opkøbere, som forventede at få sidste levering af træer foræret, er blevet slemt skuffede.

Vi havde et par dage med barfrost i sidste uge, og det lykkedes at få lidt træer ud af stykket i Kirkemosen; men det var stadig blødt, og efter et par gennemkørsler var sporene helt kørt op.
Løglunden har vi slet ikke nærmet os i år. Til de træer har vi kun adgang ved at bruge et enkelt kørespor.
Der bliver en del store træer i Kirkemosen og Løglunden til næste sæson, hvis ikke begge stykker skal bruges til pyntegrønt i stedet.

Besøg fra kvædedalen.

Det er dejligt, når nogen uventet lige kikker forbi her op mod jul.
Aleksander havde havde nu ringet i forvejen, for vejen fra Ukraine er lang og med timelang venten ved grænsen ind til EU.

Det er efterhånden rigtig mange år siden, at Aleksander var hos os. Der kan gå halve og hele år mellem kontakterne; men venskabet holder.
Denne gang gjaldt det -ud over den almindelige landbrugssnak- køb af et par ældre traktorer ned til hans landbrugsbedrift på efterhånden 300 hektar, som han har bygget op fra ingenting.

Aleksander går efter de ældre traktormodeller som kan repareres uden brug af programmering, chips og andre tryllerier.
I Ukraine findes der nemlig stadig mekanikere. Herhjemme findes efterhånden kun reservedelsudskiftere.
En skadet traktor med mere end 10.000 arbejdstimer på bagen er herhjemme omsmeltningsegnet. For Aleksander er det en maskine med potentielt yderligere 10.000 arbejdstimer foran sig.

Høsten i hans område har også været besværlig; men nu er alt i hus, og avlen har været tilfredsstillende. Derfor er der økonomisk plads til at investere i et par “nye” traktorer. Aleksander køber ikke noget førend der er råd til det.

Vi blev inviteret til at genbesøge ham, og vi må se om ikke vi kan få mulighed for at tage imod indbydelsen.
Vi havde den herligste tur derned for snart en halv snes år siden:

http://farmer.smartlog.dk/i-de-vilde-kv-der-dal–post148907

-Og så er der ellers ukrainske julegodter til alle.

Aleksander havde en hel kasse lækkerier med, så i aftes stod den på boghvedegrød af friskkværnet boghvedemel sødet med honning fra Aleksanders fars bier og rosiner af ukrainske druer.

Det er om at udnytte, at Fruen er inviteret ud til spisning. Dette at opfatte boghvedegrød som en delikatesse har jeg nemlig til dato fået lov at beholde helt for mig selv.

Hjemme fra Lux.

Det er 25 år siden vi kom i kontakt med en gruppe gæve jægere i Luxembourg.
Vi har hvert år siden byttet jagt. De er et par dage på besøg i DK og vi går på markjagt sammen efter fasaner og agerhøns. Vi er så tilsvarende et par dage på jagt hos dem, hvor det gælder rådyr, krondyr og vildsvin.

Vi har fra starten afklaret, at vi på ingen måde kan leve op til niveauet for de kulinariske og sociale sider i luxembourgsk jagttradition.
Det er stadig hvert år overvældende, når 30-40 jægere og klappere samles og snakken går.
Ikke mindre overvældende er morgenmaden før jagten, middagsmaden mellem såterne og den afsluttende bespisning.

Der holdes naturligvis parole før jagten, hvor sikkerheden indskærpes, de jagtbare arter nævnes og drevene beskrives; men der er ingen hornblæsning og efter jagten er der ingen vildtparade.
Det hele er langt mere afslappet end tilsvarende jagter i f. eks. Tyskland.
Men det vigtigste holder hele vejen. Våbenføringen og sikkerheden generelt er i top.
Det er bjergrige områder der drives, så kuglefanget kan let smutte, hvis man ikke hele tiden er opmærksom. Vildtet skydes i spring, så man kommer let til at svinge ud af kuglefanget.

Vi havde det smukkeste snedække og lette snefald i et par graders frost.
Her et kik ud ad jagthyttens bagvindue mellem middagspausens serveringer:

På det længstvarende drev stod vi for i 2½ time, så det er om at være pakket forsvarligt ind. Knasende sne høres langt ind i skoven. Der må ikke flyttes en fod, når man er sat af.
Vildtet kommer til den, som kan stå stille -og har heldet med sig.

Heldet udeblev for mit vedkommende i år, idet jeg ikke fik noget på skudhold; men ældstesønnen var med og fik 3 rådyr. En pæn andel. Vi var 15 jægere, som på to dage nedlagde 4 vildsvin og 14 rådyr.
De havde gerne set flere vildsvin nedlagt; men svinene snød os totalt på andendagen, hvor der ellers var lagt op til den helt store vildsvinejagt.
Sådan går det af og til. Bedst er det ofte, når forventningerne ikke er for store.

Det er vådt derude.

Regnvejrsdagene fortsætter.
Det er godt, at der er gearet væsentligt ned på juletræsproduktionen. Stykkerne med juletræer i skoven er for en stor dels vedkommende ufremkommelige.
Kirkemosen og Løglunden har jeg opgivet at komme til i år. Der står en del træer klar til salg; men skovvejene vil blive totalt smadrede, hvis vi forsøger at køre træer ud i større antal.

Vi fik læsset en container i går og fik leveret nogle store 4-6 meters. Regnen stod ned i stænger, da vi trak træer ud til næste levering fra Iglekæret. Sporene er allerede 30 cm. dybe, og vi er først lige begyndt.

I følge DMI skulle vor kommune være den kommune i landet, hvor årsnedbøren til d.d. har været mindst i forhold til normalen. Dette forhold må alene skyldes forårstørken, efteråret ligner mere 1998, hvor stort set alt markarbejde var en kamp.

Middagspausen står mest på tøjtørring -skift.

Mudderet hænger ved overalt, og det præger baggangen; men sådan må det være. Et stuehus er -ud over beboelse- omklædningsrum, kantine, frokoststue og kontor.

-Og hvad var så dagens kommentar ved bordet med Fruens hjemmebag til kaffen efter restemad af farserede rosenkål?
“Det er sq godt, at man ikke sidder og rådner op på et eller andet gråt kontor og knapt ved om det er sommer eller vinter.”

Andetræk.

Der er ikke tal på de gange jeg har stået på andetræk ved ved Tørvegraven ved siden af mit fødehjem enten alene eller sammen med andre jægere.
Når det er gået hedt til, har vi fået en and eller tre; men oftest har vi kun haft vådt tøj og kolde næser med hjem. Andetræk er nemlig bedst når det rigtig regner og blæser.  -Netop som det gjorde i aftes.

Vi var 5 jægere der stilllede for rundt om tørvegraven, som blev gravet for at skaffe brændsel til kommunen under 2. verdenskrig.
Selv om vandhullet er relativt nyt, har nogle af pladserne navne.
Jægeren der stiller sig Ved Prammen står hvor resterne af den gamle tørvepram stadig lå for 50 år siden og Dax´ Plads er lige overfor, hvor Bennys brogede Cockerspaniel blev begravet omkring 1965. “Ved Udløbet” er pudsigt nok der hvor nabolandsbyens urensede spildevand løb til indtil vel omkring år 2000.
Heldigvis blev tørvegraven dengang renset godt op for alle de bundfældede herligheder, så vandet i dag har en fornuftig renhed.

Andetrækket i aftes så i starten ud til at havne under afdelingen for små fiaskoer; men så brød det løs.
Den ene lille flok gråænder efter den anden slog ind i mørkningen og da trækket sluttede en halv times tid senere havde vi 14 af ænderne på taskerne.

Jeg kan jagterne huske ca. 55 år tilbage. frem til 1972 uden jagttegn, men næsten altid med alligevel.
Aldrig har Tørvegraven givet et så stort udbytte på trækjagt.

-Hundene arbejde hårdt med apporteringen og trængte til at komme ind i varmen, da de kom hjem.
Vi jægere ænsede i euforien ikke kulden og regnen.

Jagt, jagt, jagt.

Weekenden har været helt i jagtens tegn.
En positiv følgevirkning af at mellemkvalitets-juletræer i år er så billige på engrosmarkedet, at det er lettere at lade dem stå end at arbejde halvvejs gratis medens andre holder fri.

Lørdag startede med andetræk i en meget særpræget tidligere tørvegrav nær havet.
Særpræget fordi beplantningen var plejet og tilklippet langt mere end jeg nogensinde tidligere har set. Det hele med henblik på at kunne komme uset på plads og stå skjult bag buskene en god times tid før solopgang.
Der bliver kun gået på jagt ganske få gange om året på ejendommen. Dette og beliggenheden nær havet gav et godt andetræk. Det væltede ind med ænder i lørdag morgens regn og rusk. Pudsigt nok ingen krikænder; men udelukkende gråænder.

Formiddagen stod på ænder, fasaner og en enkelt hare i Kile, og efter frokost med alt godt fra havet blev der tid en kort jagt på fasaner i Rørmosen. Vi nåede ikke selve Kile Mose, så den må vente til en anden god gang.

Jeg havde ikke Zini med lørdag. Hun gik med de to ældste, som havde jagt herhjemme. Haretramp.
Det er en jagtform, som med årene er blevet sjælden; men det er den eneste måde at se, hvor mange harer der reelt er på en mark.
10-12 meter mellem skytterne, hundene koblet indtil der er noget at apportere, og så er det ellers fremad.
Selv om de kun nåede over 3 marker, så de 15 harer, hvoraf de skød de 4.
Herligt at få underbygget min påstand:
Det er ikke harer vi mangler, men nogle som gider gå på jagt efter dem.

Det lave antal nedlagte harer i vildtudbyttestatistikken bruges ofte til at tale harebestanden ned.
Der er imidlertid pænt med harer. Det kniber mere med harejægerne. Det er lettere at stille for ved en fasanremise end at gå hele dagen i regn med lertunge støvler.

Søndag var Zini og jeg med på en større dagjagt, hvor vi drev igennem.
Vi i driverkæden skyder til det vildt, som flyver bagud af såten. Dette giver naturligvis færre skud end hvis man står for; men skuddene er ofte mere afvekslende og spændende.
Samtidig får man oplevelsen med hundearbejdet ved både drevet og apporteringen, og det er mere end den halve jagt.

Zini er nu 3 år og kan holde til det hele.
Hun kan ikke køres træt under jagten; men bagefter tager hun en ordentlig slapper på et døgns tid eller to, hvor hun sover og æder i ét væk.
Siv, græs og brombær har slidt hende helt lysrød; men om et par dage er hun pæn hvid at se på igen.