Det er herligt med faglige “Ja, selvfølgelig – oplevelser”. Altså dette at få sat ord og tal på sammenhænge man egentlig godt kender i forvejen.
Jeg var på markvandring i forsøgsmarken på Bramstrup i forgårs. Der ligger 8 hektar med markforsøg af forskellig slags, så der er nok at se på sådan en fremvisningsaften:
Nye sorter, dyrkningstekniker, gødskningsstrategier osv.
Hvert planteforædlerfirma er mødt op, og forklarer om egne sorters fortræffeligheder. Smalltalk. Hilse på gamle bekendte. Nyde forsøgsparcellernes forskelligheder.
-Og så der under “Eventuelt” under vandreturen fra rapsforsøg til rødsvingelforsøg falder ordene fra en af fremviserne:
“Hvede evner under kerneudviklingsprocessen at flytte 30-50 procent af næringen fra stængel og blade op til kernen. For rapsens vedkommende flyttes kun 10 procent.”
Aha!
Måske derfor skuffer en pralende 2,5 meter høj raps tit. Næringen er brugt på stængler og så står planterne og mangler næring når frøsætningen finder sted. Rapsen evner ikke at transportere næringen fra stænglen og bladene op til gavn for frødannelsen, og netop derfor er rapshalm så rig på næringsstoffer, at man sjældent kan få nok for halmen til at kan betale tabet af gødning.
Måske derfor skuffer hybridsorterne tit i forhold til de gammeldags liniesorter og giver kun lige akkurat samme udbytte: Al krudtet er brugt på stængler og pral som på denne hybrid fra 2014 (Hvor marken i øvrigt gav et udmærket udbytte.)
Men tænk, hvis blot halvdelen af krudtet i al den stængel- og bladmasse var blevet gemt til frødannelsen!
Vi skal i højere grad lægge en gødskningsstrategi, som giver disse hybridsorter adgang til næring under frøsætningen.
Men det er svært, for sen gødningstildeling kræver bladsgødskning da det ikke er let at satse på regn til almindelig gødningstildeling, og det er på et tidspunkt, hvor det er umuligt at køre i rapsen uden at ødelægge køresporene totalt.
Det er nok lettere at prøve at sætte ind med et endnu lavere plantetal. Vi skal måske ned på 15-20 planter pr. m2 eller mindre. Det sparer dyr udsæd og skåner planterne for indbyrdes konkurrence.
Samtidig kunne 2. del af forårsgødskningen foretages med en langsomt kvælstoffrigivende gødningstype. F. eks. gylle med højt tørstofindhold tildelt ved rapsens begyndende strækning.
Det vil komme til at se voldsomt ud med køresporene i rapsen på det tidspunkt; men rapsen danner 80-100 kg. frø pr. dag i frøindlejringsperioden, så kunne vi holde planten i produktion blot en uge længere, ligger der et merudbytte på 10-15 procent og venter.
Kunsten bliver så at holde de røde drenge her stangen, når der bliver færre rapsplanter til at overskygge dem.
Det må prøves i en mark eller to til næste sæson.
Der et nyt produkt godkendt, som skulle kunne tage 85 procent af valmuerne i efteråret.
Naturjournal 
Tak. Jeg elsker at få den slags viden, selv om jeg ikke har en pind at bruge den til, men den bliver lagret, og lur mig, om jeg ikke en dag kan drage nytte af at vide lige præcis dette. Interessant er det i hvert fald. Vil færre planter ikke også forårsage flere/større/bredere/højere stængler? Hvilket jo vil modarbejde det ønskede resultat?
Strækningsvæksten vil være mere afdæmpet, for færre planter vil give mindre kamp om at komme op i lyset. Stænglen vil rigtignok fortykkes; men det vil næppe tage hele “besparelsen” ved at undgå højdekapløbet. Buskningspunktet skulle gerne være væsentligt tættere på jorden end på planten fra 2014. Det giver nedsat risiko for lejesæd.
Man ville også derved få en længere blomstringsperiode, da en større del af frøene vil stamme fra sideskud.
Risikoen ligger i, at det altid er muligt, at vejr, vind, lopper, snegle og andet æder eller ødelægger 10-20 planter pr. m2.
Ved normal udsædsmængde svarende til 40-50 planter pr. m2, vil der stadig være noget tilbage. Ved den lave udsædsmængde er regnestykket ret enkelt og udfaldet fatalt.
Det spændende indlæg får mig til at tænke på om kampen med andre arter altid må gå ud på at komme op i lyset, eller om der er arter, som satser på en anden måde for at få sat mange, spiredygtige frø. Det underlige ord “stråforkorter” får mere mening, når man hører at hvede kan transportere mere næring til frøene. Mere afstand mellem planterne betyder åbenbart at de ikke tvinges opad og danner mere stængel.
Når du skriver at denne 2.5 meter høje hybrid har brugt for meget næring på at danne stængel, så kunne man jo forestille sig at der var andre hybrider, som satser mere på tæthed og flere frø (og så “håber på” at der er nogen, der spreder dem. Man skal passe på med sådanne sætninger, der udtrykker tanker, men jeg ved godt at planter ikke “håber” men har overlevet fordi deres måde passede til det sted, de voksede).
Der er faktisk specielt kortstråede hybridsorter; men indtil videre har de ikke kunnet være med udbyttemæssigt.
Aha-oplevelser er øjenåbnere af stor betydning. Aldrig nogensinde har jeg læst eller hørt om forskellen på energivandring til frødannelsen. Det har jeg så nu.
Det er yderst spændende med disse artsforskelle i forhold til næringsstoftransport. Det forklarer en del af forskellene på gødskningsstategierne arterne imellem.