Rødsvingelhøsten i fuld gang.

I forgårs, d. 13. juli, begyndte vi på rødsvinglen i fint frøhøstvejr: Sol og frisk vind.
Det er 11 dage senere end i fjor; men det kunne nu også være det samme, om det havde været lide så tørt endnu en gang.
Vi har heller ikke i år fået særlig meget nedbør i vækstsæsonen; men temperaturerne har været lavere, og det har begrænset fordampningen.
Læg mærke til, at der i år er grønt bundgræs i køresporet. Det var der intet af i fjor.

Det gik forbavsende godt fremad selvom der var faldet 10 mm regn dagen før. Frøet virker tørt, så der blot skal blæses høstvarme ud af det i tørreriet.
Det er en fornøjelse at arbejde med tørt høstet frø.
Ingen problemer med at få frøet ud af mejetærskertanken og frøet løber af vognene når vi tipper som var det korn.
I går fortsatte vi frøhøsten selvom vejret var overskyet. Der måtte køres lidt langsommere med mejetærskeren; men ellers virker frøet fra i går også tørt og fint.
Som sædvanlig har vi lidt problemer med halmstumper i frøvaren.
Claas er ikke den bedste mejetærsker til at lave fin frøvare; men den efterlader intet frø i marken.
Halmstumperne er lette for frøfirmaet af frarense, så det er primært et synsmæssigt problem. Hellere lidt højere renseprocent end mejetærskerspild i marken.

I dag går det løs i Dyrlægemarken hvis ellers planen holder.
Indtil videre ligner det en udbyttemæssig normal avl for rødsvinglen. Det er dog alt for tidligt at spå om den reelle avl. Først når frøet er leveret og færdigrenset og analyseret hos frøfirmaet kender vi det endelige resultat og først når final-afregningen kommer i juni måned 2020 kan vi opgøre det endelige økonomiske resultat af 2019-frøhøsten.

Frøavlere er ludomaner, for hvem kortspil og travheste ikke giver spænding nok.

 

Reklamer

Nedbrudt.

“Danskere æder og drikker, som skulle jorden gå under i morgen og bygger, som skulle det stå i 1000 år.”

Vi har en del landbrugsbygninger, som nødigt skulle stå ret mange år længere. Vi går efter at holde et gennemsnit på en bygning pr. år.
Nedrivning er en drøj proces. Der er meget manuelt arbejde og en frygtelig masse sortering; men hvor er det en fornøjelse at se, når de sidste fundamentstykker er vippet op og den blotte jord igen kommer til syne.

I år forsvandt så et mindre maskinhus og en noget større svinestald.
Her er taget ved at forsvinde fra svinestalden:

Begge var fra omkring 1930 og svinestalden er udvidet omkring 1953.
Ingen af bygningerne har været brugt til deres oprindelige formål i mange år, så det er et utal af uerstattelige dele, som henstår i sådanne bygninger.

Fyldplads og deponi forsynes løbende under processen og en større stak ligger klar til jernhandleren.

 

Og til sidst det bedste:
Den bare jord hvor bygningerne lå, som ligger klar til at blive tilsået med græs, når de sidste brokker kommer afsted i næste uge:

Sommerferien forbi.

Tyskland er et stærkt undervurderet ferieland.
Året tre ugers sommerferie faldt i år på en mandag. Vi tog søndagen til hjælp og kørte til Saksen-Anhalt langs Elben og nød det flade floddominerede landskab med diger og enorme engarealer med afgræsning og høslæt.
Det har krævet en enorm indsats at gøre landet beboeligt. Alt har været domineret af Elbens vekslende vandstand. Oversvømmelserne før inddigningen har haft altødelæggende effekt samtidig med at samme vands efterladte mudder har været gødning græs og korn.
Vinterbyghøsten var i fuld gang, og som i Polen er storkene bag mejetærskerne for at finde mus, frøer og andet godt, som maskinen blotlægger.

Vi havde på nettet fundet et -viste det sig- særdeles godt lille hotel/b+b med 5 værelser i en mindre by.
Vis spiste aftensmad, efter vor værts anbefaling, på en nærliggende kro. Særdeles veltillavet og god mad.

Jeg besøgte egnen i det gamle grænseland mellem DDR og BRD  i fjor også; dengang i jagtlig sammenhæng. I fjor var det tørke, og det er det også i år; men ikke helt i samme grad. Det er dog alvor, når veletableret majs ser sådan ud i starten af juli:

Hjemme igen venter rødsvinglen på mejetærskeren. Det er et spørgsmål om dage inden vi er i gang. Vejret bliver til høst de næste dage; men der er stadig rød-violette frø blandt de modne, og så er det for tidligt.
Mon ikke slutningen af ugen er et godt bud på høststart? Det gælder om at trække den så lang tid som muligt. Det giver  en ubesværet høst og en høstet frøvare, som er let at styre på lageret.

 

 

I humlehaven.

Somme tider har man tingene snublende nær ved uden at tænke over det.
I går tog Fruen og jeg på en fuldstændig uplanlagt tur til Humlemagasinet i Harndrup.
https://www.humlemagasinet.dk/
20 minutters kørsel kræver heller ikke megen planlægning og hjemvendt fra turen var vi lidt rystede over, at vi har et så imponerende haveanlæg i vor nærhed uden nogensinde tidligere at have besøgt stedet.
Anlægget er stort og flot og bortset fra selve æble- og humlehaven er stort set alt startet ud af stubmarker for 15 år siden.
Særligt dejligt var det, at der i så høj grad var fokus på gode bi-planter.
Pileallé, lindeallé, masser af lavendel, stokroser, vilde jordbær, et væld af blomstrende bede og meget mere. Der var honningbier og adskillige arter af humlebier i aktivitet overalt.
Mine dårlige fotos lever slet ikke op til virkeligheden; men her er indgangspartiet med humlestængerne mellem et væld af lavendel. Bedre billeder kan nydes på havens hjemmeside:

Det er snart tid til at fasankyllingerne bliver sat ud, og aftenen blev brugt på at sætte voliererne op.
Det er heldigvis igen passende arbejdstemperatur. Vi skulle egentlig have gjort arbejdet i søndags; men 30 graders varme er ikke befordrende for fysisk arbejde.

Velholdte haver er smukke; men fasanernes kommende udsigt ned over tørvegraven er da heller ikke helt towlig:

Når vi lige kommer på den anden side det lovede regnvejr kommer kyllingerne i volieren sammen med de dværghøns som har udruget og passet dem de første uger oppe i laden. Efter en uges tid løfter vi det ene hjørne af volieren så meget, at kyllingerne -men ikke dværghønerne- kan løbe ud og ind.
Efter endnu  ca. en uge åbnes, så hønerne kan komme med ud og de sammen kan finde gode træer at flyve op i om natten.
Til november skal det vise sig, om de stadig er i terrænet, løbet langt væk eller endt som rævefoder.
Men det plejer nu at lykkes nogenlunde.

Duehale på besøg.

I aftes var der fint besøg. Et insekt, som viste sig at være en dagaktiv natsværmer, lagde vejen forbi.
Jeg havde aldrig tidligere set dette smukke insekt. Den havde lang snabel og opførte sig helt som en kolibri.
Jeg nåede kun at få dette forkølede foto,

men dyret var omkring 3 cm langt havde brune bagvinger, gråmeleret forkrop og sort bagkrop med 4 hvide prikker.
Med den beskrivelse gik der kun få minutter på http://www.fugleognatur.dk , så var der id på kræet: Duehale. Det er utroligt, så megen paratviden der kan trækkes på på den side.
Duehale kommer sydfra i varme perioder hen over sommeren.
-Og dagen i går kan da godt kaldes varm. Vi nåede 31 C.

Nyd denne video. Det  var helt sådan, at jeg oplevede gæsten:
https://www.tvmidtvest.dk/video/sulten-duehale

Det var rigtig høvejr i går. stærk blæst, sol og høj temperatur. En af naboerne pressede hø i gammeldags bonderøvsballer.

Det giver noget arbejde; men der var samlet pænt med hjælpende ånder sammen, og jeg sneg mig til at deltage på loftet med at række op til hende der satte ballerne oppe i kippen. En gæv pige, som kunne tage ved og tålte varmen. Der er lunt oppe under et eternittag, når udetemperaturen er 30+.
Det var dejligt at få lov at bruge en fork igen og duften på et høloft er paradisisk.
Under 2 hektar og mere end 650 baller fortrinligt hø, som havde vejret i hele 7 dage uden en dråbe regn.
Fortrinligt udbytte; men der skal holdes øje med loftstemperaturen de næste dage. Nypresset hø sat på loftet direkte fra presseren kan, selv om det er velvejret og gavlportene forbliver åbne, sætte varme og selvantænde.

To solstråler.

I går var jeg rødsvingelmarkerne rundt for at luge skræpper af. Selv om skræpper og rødsvingel ligger milevidt fra hinanden såvel plantefamiliemæssigt som udseendemæssigt, er frøene fra disse to arter stort set umulige at skille fra hinanden i et frørenseri, så det foregår ved afhugning med et godt gammeldags segl, og alle stængler bæres ud af marken, så de ikke ligger og eftermodner og kommer med i mejetærskeren.

Nede i skellet mellem de to marker på Damhave traf jeg på året indtil nu bedste kuld fasankyllinger. En grønfasanhøne med minimum 8 fuldfjerede mørke kyllinger.
Herligt endnu en gang at få afkræftet skrønen om, at grønfasaner ikke formerer sig så godt som den almindelige lyse farvevariant.

Knapt havde glæden ved mødet med fasankyllingerne fortaget sig inden Allégården ringede: 9 agerhønsekyllinger havde forladt reden.
Historien er den, at jeg -ved tilfældighedernes spil- i maj så, at et agerhønsepar havde lavet rede lige under Allégårdens eltråd ind til deres gåseindhegning.
Jeg ringede til Allégården med den gode nyhed, og de undlod at slå græsset i en fin bue udenom reden.

Nu  ligger der 9 sæt tomme æggeskaller i reden og vidner om en plan, som er lykkedes. På billedet nedenunder er der der desværre kun 6-7 skaller synlige; men de små skaller ligger i lag i reden og et sted i nærheden er der en lille familie med 9 humlebi-store kyllinger i gang med at finde insekter i  gåsefoldens spisekammer.

9 kyllinger er ikke et stort kuld, da agerhøns kan have op til 16-18 i et kuld.
Men lidt har også ret, og vejret er perfekt for de små kræ. Om 2 uger er de allerede flyvefærdige og kan udvide deres aktivetetsradius.
Næsten alle agerhøns klækker mellem Skt. Hans og 1. juli, så tørt vejr er afgørende i denne periode.
Jeg har i denne forsommer registreret 14 par agerhøns rundt om i vore marker, og det er rekord, idet 6-9 par er det normale. En tør sommer i 2018 og en efterfølgende mild vinter har hjulpet agerhønsene godt på vej.
Lad os håbe, at vi får bestande som i de tørre år i midten af 1970-erne.
Det bliver dog nok svært. Rævene samt det store antal krager, skader og rørhøge lever ikke af luft.

I al fald en stor tak til Allégården. Ikke blot laver de landet bedste kyllinger; men der tænkes også på omgivelserne.
Smag selv forskellen. Der er vareture over det meste af landet:
http://www.allegaardenskylling.dk/

 

 

En drøm af en Midsommer

Det blev den smukkeste sankthansaften. Vejret kunne ikke blive flottere. Næsten vindstille og rigtigt lunt med smuk solnedgang.

Efter sogneforeningens fællesspisning ved gadekæret med efterfølgende bål og sang, havde vi vores eget bål baseret på to års uafhentede juletræer.
Fra 17-sæsonen var det en sending til en kunde, som i alle de foregående år vi havde handlet med hinanden havde aftaget det forudbestilte; men pludselig svigtede hans salg, og der stod jeg med 150 pakkede træer, hvoraf det ikke lykkedes af få afsat hele partiet til anden side.
Træerne fra i fjor var træer tiltænkt en rumænsk opkøber. Dér udeblev forudbetalingen for de sidste 100 træer, og så hellere lade dem ligge i skoven.
Det var ikke en kvalitet, som kunne omsættes til anden side, og køber havde købt dem “på roden”. Derfor havde jeg ikke selv fældeomkostningerne, så det var afdelingen for begrænsede tab.

Jeg har tidligere forsøgt at flishugge disse vragtræer; men det er stort set umuligt at få de strittende grene ind i flishuggeren og smågrenene samt de visne nåle giver et produkt, som derefter er svært at få ind i fyret. Samtidig er mængden af flis fra sådan et bjerg juletræer ret begrænset. Det meste af stakken er luft.
Så det blev Bloksbjerg i stedet for Rumænien og Esbjerg.

Vårbyggen sået efter rødsvingel har i store områder været plaget af stankelbenslarver lige fra foråret. De overlevende planter har dog busket sig fantastisk; men der er stadig åbne pletter. Marken blev sprøjtet mod bygbladplet og bygrust i forgårs, og det er efterhånden kun knapt en hektar, som er helt ødelagt af angrebet. Udviklingsmæssigt er marken dog langt bagud, idet den heldigvis har brugt tid på at sætte en mængde sideskud.

Her et forkølet dokumentationsfoto af fænomenet snuppet fra førerhuset. Forhåbentlig er det eneste gang jeg oplever stankelbenslaver i vårbyg.
Det er ret uhørt at vårsæd på almindelig agerjord angribes og det kan kun skyldes den tørre og varme sommer i fjor sammen med den efterfølgende milde vinter.