Når der investeres.

Der var været gang i de store juletræer i forgangne uge. Markedet for de små træer er totalt smadret ligesom de seneste 2-3 sæsoner; men træer fra 3- 6 meter er der ikke rigtig nogen, som gider bøvle med, og de holder derfor prisen bedre.
De vejer op til 200 kg og er stort set umulige at håndtere. Det foregår med rendegraver og frontlæsser suppleret med nogle af de taw man lærer sig, når man arbejder med genstridige kreaturer.
Sådan nogle store træer skal som regel  leveres tidligt, da de med stor sandsynlighed kommer ud at stå på pladser og torve rundt omkring. De fleste af de leverede træer er nu på vej til Italien og  skal fordeles rundt dér.

De mindre træer begynder vi først med i kommende uge.
Vi har heldigvis kun en brøkdel af de træer vi havde for 6-7 år siden, så det burde blive en overkommelig opgave.
Vejret er indtil videre ideelt til juletræshøst. Jorden er tør og bygerne få.

Egentlig burde en lav pris på juletræer udløse en begrænsning i plantningen; men det synes som om, at markedsmekanismerne er sat ud af kraft.
Lemmingerne i form af pensionskasser og andet godt har investeret i juletræer i millionvis rundt om i Europa, og har disse kasser først lagt en plan, kører toget.
De har ingen begreb om træer, og de samme investorer skal i samme uge se på investeringer i sardiner i tomat og cykelpumper.
Så længe budgettet holder er der ingen problemer.

Projekterne er typisk 5-6 år gamle fra dengang juletræer gav kassen, så der er ikke solgt et eneste træ endnu og træerne i markerne kan man jo sætte til den pris man ønsker.
Da ingen af de fagligt tilknyttede ønsker fiasko med tilhørende fyreseddel, laves der overskud på papiret. Investorerne har ingen faglig indsigt og ser blot nogle tal i et regneark, alle klapper i deres små nyvaskede hænder og plantningerne fortsætter.

Det kan have lange udsigter inden juletræer i standardmålene 1,5-2,5 meter igen bliver en god forretning for den almindelige skovejer.

 

Reklamer

Druknende hund.

Maltbyggen er færdigleveret. Trods det meget lave udbytte ender bruttoværdien pr. hektar kun ca. 8 procent under sidste års avl.
Prisstigningerne modsvarer stort set udbyttetabet.
Om bryggerierne vil udnytte den høje maltpris til at lade øllet stige kan jeg ikke svare på; men de reelle meromkostninger er begrænsede.
Der går i runde tal 1 kg maltbyg til at producere en kasse med 30 øl. Maltbyggen er steget ca. 40 øre/kg, så det bliver godt og vel 1 øre pr. pilsner i merudgift for malterierne.

Vi har igen i år mange bramgæs på hveden. De kommer i flokke på flere hundrede og græsser hveden helt i bund, hvis der ikke gribes ind.
Blafrende sække og parkerede vogne i marken virker en dags tid eller to. Derefter gennemskuer gæssene bedraget og lander igen i marken.
Vi har derfor søgt -og fået- reguleringstilladelse til bramgæs og har været afsted to gange siden tilladelsen blev givet.
I forgårs kom bramgæssene med en mindre flok grågæs som fortrop.
Det gav 3 grågæs og satte tilsyneladende lige så meget respekt i bramgæssene, som hvis det havde været deres egen art, som havde måtte holde for, for i går trak mere end 1000 bramgæs over marken uden at slå ned.
Forhåbentlig får hveden fred i nogle dage.

Dagen i går stod helt i jagtens tegn. Efter gæssene, som kun gav et storslået syn af flokkene, var der jagt på ænder og fasaner i nabolaget.
Der var kommet rigtig mange gråænder ind fra kysten; men dagen vil især blive husket for, at en jæger vovede pelsen for at redde en hund fra at drukne.

En spaniel tabte tilsyneladende helt pusten og fornuften, da den svømmede ind med en and. Hunden ville ikke slippe anden og svømmede længe rundt om sig selv ca. 15 meter fra bredden, medens den lå stadig dybere i vandet.
Vandet er dybt på det sted og ejeren af hunden kunne ikke svømme, så naboposten -en ganske korpulent herre sidst i halvtresserne – smed tøjet og svømmede ud efter hunden.
På vej op af den gamle grusgrav med hunden i den ene hånd skar han sig desværre voldsomt på en skarp sten og der var blod overalt.
Af sted til lægen for at blive syet sammen; men det kunne have endt langt værre. Stillestående søvand er lumskt koldt lige under overfladen.
Nu mistede dagens mand kun et fasandrev og var tilbage inden andet og sidste vandhul skulle drives. Fem sting og en læges formaninger om søvand rigere.
Cockerspanielen kom sig forbavsende hurtigt, men forblev i i snor resten af dagen.

Gæs.

Det er sært med grågæs.
Nogle gange når man stiller an med det helt store udstyr, skjul og andet godt ser gæssene os på lang afstand og intet vil lykkes.
I går gik det anderledes.
Jeg havde i forgårs set, at gæssene slog på hveden omme i den gamle grusgrav, og da vi godt kunne skubbe dagens gøremål en times tid, blev vi ved 7-tiden enige om, at vi skulle prøve gæssene; men så skulle det gå stærkt, for det var lyst i vejret og gæssene kunne derfor forventes fra ved 7:30-tiden.

Ingen tid til camouflage. Kun grønt tøj og blottede hvide ansigter og hænder.
Normalt har man ansigt og hænder skjult bag hætte og handsker, og man kan købe sig fattig i specialudstyr til gåsejagt.
Søren og jeg nåede lige at stille 10 lokkegæs meget sjusket op -i forhold til at der nærmest er skrevet romaner om hvordan dette skal gøres for at have succes- da de første gæs kunne ses i horisonten.
Ind i slåenbuskene så godt det kunne lade sig gøre, og inden vi så os til, var de første grågæs landet på marken. Flere kom til, og til sidst fløj en flok tæt nok på Søren, som fik en i hvert skud.

Det var en smuk morgen med de sorte slåenbær glinsende i solen, så vi blev på posten uden dog at have de store forventninger til, at der skulle komme flere gæs; men det gjorde der, og efterhånden var der mindst 100 gæs på marken rundt om vores skjul.
Det var en herlig oplevelse at se de mange fugle, og vi talte sagte om, hvordan vi skulle gribe det an, så vi kunne få en chance mere på opfløjet.

En helikopter i det fjerne løste problemet for os.
Sådan en tingest er gæs bange for, og hele sværmen tog flugten. Heldigvis i en retning, så vi begge fik en af flokkene lige hen over os.
Vi fik hver en gås, så det blev til 4 grågæs i alt.

8:30 var vi arbejdstøjet en jagtlig oplevelse rigere.
-Men tænk at sådan en gang sjusk kunne give gæs.

Stadig vækst.

I går blev vi færdige med at så vinterhvede. Egentlig troede vi, at vi var færdige for længst; men de to marker vi såede i sidste omgang var blevet sået med en fejl i plejesporsmarkeringen, således at såmaskinen havde lavet spor hele tiden.
Det er nu repareret, og med dette tørre og varme efterårsvejr skal dette sidstsåede hvede også nok klare sig.

Jeg kan ikke mindes en så kraftig efterårsvækst i raps, græs og vinterkorn.
Vi har lige presset wraphø på et af de stykker rødsvingel, som skal frøhøstes igen næste år. Der er blevet omkring 4 tons wraphø pr. hektar. Det svarer ca. til foderværdien af 2 tons byg.
Ofte bliver dette græs blot slået af og får lov at ligge og blive til ingenting lige som græsset på plænen.
Havde vi ikke fjernet græsset i år, ville det have kvalt rødsvinglen totalt.
Godt, at afpudsningen fra de større rødsvingelmarker blev leveret til biogas, ellers havde vi haft wrapballer stående overalt.

Rapsen gror også endnu, og det kan blive dens død, hvis vi får en hård vinter.
Raps skal i efteråret krybe hen ad jorden og ikke stå med strittende blade og et vækstpunkt flere centimeter over jordoverfladen.
Vi såede meget sent; men rapsen er alligevel mange steder blevet for høj og kraftig.
Hård barfrost i en længere periode, og så er det slut med storheden.

Hveden gror også kraftigt til, og her er det sneen, som kan give problemer. Den store bladmasser er et paradis for sneskimmelsvampen, som angriber planter under snedække.

Vi kunne roligt have ventet 2 uger yderligere med at starte vintersædssåningen; men det havde krævet en troværdig vejrudsigt en måned frem, og det er ikke lige en vare, som ventes på DMIs hylder i nær fremtid.

Det er lidt pudsigt, at tredøgns vejrudsigter med særdeles høj fejlprocent kommer fra samme institut og mennesker med den samme grunduddannelse, som mener sig i stand til at forudse klimaet 50 år frem.

 

Cox orange.

Såsæsonen er slut for i år. Det sidste græsudlæg blev sået i går eftermiddags, og så bliver der tid til lidt andet end marken.
Vi har kun et træ af sorten cox orange tilbage. Det er plantet i 1920 ligesom mange af de andre gamle træer i Følhaven. Ikke de store moderne holsteiner cox, men de små oprindelige cox orangeæbler med lidt kedelig grønskurvet grundfarve og rød kind.
De har smagen og koncentrationen.
Træet bar nærmest æblerne i klaser i år:

I går plukkede vi æblerne med henblik på at lave en presning ren cox orange-most.
Vi nåede ikke at plukke dem, da Mobilmost var hos os ved Byloppemarkedet midt i såtiden; men heldigvis er de igen på egnen og presser i eftermiddag i en plantage blot 10 km herfra inden de drager til Æblets Dag i Assens og derefter til Sjælland, så det er planen at Yngstesønnen triller afsted med dem,  da jeg har ikke har mulighed for at nå det selv.
Der blev ret nøjagtigt de 50 kg æbler, som er minimum for at køre en presning, så med lidt held er der friskpresset cox til aftensmaden.
Most af cox orange er ren nydelse. Jeg smagte den i fjor, og besluttede at lave noget selv.
Nu er det tæt ved at lykkes.

Året fortsætter solrigt.

Indtil nu har oktober været særdeles solrig og lun. Vi har sået de planlagte marker med vintersæd og blev færdige i forgårs, 9. oktober, i det smukkeste og lune efterårsvejr.
Overalt er såningen foregået under gode betingelser.
Heldigvis ventede vi med at starte såningen til d. 15. september, for det korn vi såede på dette tidspunkt er allerede så stort, at det ikke bør være kraftigere inden vinteren og vejrudsigten lover adskillige dage med rigtigt grødevejr.

Rødsvinglen blev slået d. 8. oktober. Det er det største lag græs fra afpudsning jeg nogensinde har oplevet. Græsset blev samlet til biogasproduktion d. 9. og samme dag blev der kørt biogasgylle på marken, så næringsstofferne er tilbage igen og der er kraft til at græsset kan gro optimalt til og dermed klare vinteren.
Det er nu i oktober at græssets evne til en god frøsætning etableres, og udgangspunktet for dette års 2. årsmarker af rødsvingel kan næppe være bedre.

Værre ser det ud med den gamle frøgræsmark, som jeg ellers havde fået dispensation til at høste frø på et ekstra år grundet de mange tørkeskadede udlægsmarker.
Løvsnudebillerne har ædt over halvdelen af marken. Kun køresporene er gået fri. Her har traktordækkene tilsyneladende mast larverne. Vi prøvede at tromle marken; men tromlens tryk var ikke nok til at tage livet af dem.

Marken skal pløjes om. Det er lidt trist, for der forventes rigtig gode priser for græsfrø til kommende sæson.
Heldigvis ser det også ud til, at maltbygprisen også bliver fornuftig til kommende sæson, så det går nok alt sammen.

 

Efteråret i smukkeste belysning.

Jagten 1. oktober på Damhave var en tur i det smukkeste efterårsvejr.
Fire jægeres udbytte for dagen: 1 krikand.
Succes? Ubetinget!
Jagten er meget andet end vildtudbytte. Hundearbejdet og hele dette at lægge en plan og så blive narret på det groveste af vildtet.
Ænder som mod al forventning ikke letter op mod vinden som vanligt, men tager flugten i ren medvind. Fasaner som løber fra hundene i stedet for at flyve. Harer som springer på flere skuds afstand.

Lyset i går var, som kun det tidlige efterår kan frembringe.
At stå i havedøren hos værterne og se sollyset lege i de 100-årige æbletræers mængder af frugt i alle størrelser og farver. Små røde pigioner og store gule alsiske citronæbler som yderpunkterne. Cox orange, flaskeæbler og andre gamle sorter derimellem.
Skovduerne tumler sig i valnøddetræet, hvis grene knapt kan bære årets rigdom af nødder og helgnets rønnebær hænger i nærmest selvlysende rødt.

Ude i marken slår efterslættet af rødsvingel alle rekorder. Det skal slås og ensileres til kvægfoder i næste uge. Der bliver brug for det efter sommerens ringe græsudbytte.

Det er i det hele taget som om naturen forsøger at indhente det forsømte.
Lidt som når et band efter en halvtam koncert giver et forrygende ekstranummer.

En mælkeproducent i nærheden havde forleden fået lov at lukke køerne ind i en gammel frugtplantage med masser af græs i bunden.
Det havde nær kostet ham besætningen.
Der var så mange nedfaldsfrugter under de gamle træer, at hele besætningen fik sukkerchok, da de hellere ville æde de søde æbler og pærer end det halvkedelige græs.

Herhjemme fortsætter hvedesåningen nogle dage endnu. Et fortræffeligt såbed og en fin vejrudsigt giver mulighed for at så lidt ekstra vintersæd, hvor der ellers var planlagt vårbyg.
Man ved hvad man har, men ikke hvad man får.
Det ville være trist ikke at havde udnyttet en god såmulighed, hvis det kommende forår skulle vise sig fra en mere drilagtig side.