Så er den her!

I forgårs blev der set en mårhund i Gyldensteenskoven. Det er mig bekendt første gang der er konstateret mårhunde her i området -ud over de udsatte Judas-mårhunde som steriliserede og med sender om halsen angiver når de finder en mage.
Det er dårligt nyt for fuglevildtet og særligt de fuglearter, som bygger rede på jorden.
Mårhunden har en voldsom opformeringsevne, så er man ikke på vagt og får reguleret, vil bestanden kunne vokse eksplosivt.
Mårhunden er en udmærket svømmer, så det kan komme til at påvirke de nærliggende standenge, øer og holme meget.

Det vil kræve mere end folk som går på jagt. Det vil kræve jægere.
Skal mårhunden holdes i ave, kræves timelang stille venten med mange forgæves ture og stivfrosne fingre.

Dagen i går gav andet en ængstelige tanker om en fremtid med mårhund.
Hele to trykjagter blev det til. Ved begge jagter var Zini og jeg på driverholdet. Jeg har fryseren fuld, så andre måtte tage sig af skydningen.
Formiddagen gav en då og en smaldå (ungdyr). Eftermiddagen gav to dåkalve. Fint udbytte og god skydning.
For hunden og jeg gav det en hel dag i naturen og god motion.
Zini har fået en kilometertæller af den yngre generation. Den viste, at hun i går tilbagelagde 37,9 km, og så havde hun endda ikke tælleren på i det ene drev, hvor tjørn og roser er så tætte, at jeg var nervøs for at hun skulle hænge fast med halsbåndet.
Der er ikke noget at sige til, at hun sover længe på pladsen over varmerøret denne morgen.

Sponsored Post Learn from the experts: Create a successful blog with our brand new courseThe WordPress.com Blog

WordPress.com is excited to announce our newest offering: a course just for beginning bloggers where you’ll learn everything you need to know about blogging from the most trusted experts in the industry. We have helped millions of blogs get up and running, we know what works, and we want you to to know everything we know. This course provides all the fundamental skills and inspiration you need to get your blog started, an interactive community forum, and content updated annually.

En omvendt grim ælling.

Vores rosenkålleverandør gennem flere år laver ikke længere rosenkål; men forleden lykkedes det mig at lave en byttehandel med en anden avler, så nu er der igen rosenkål direkte fra stokken.
Vi bilder os ind, at rosenkål smager bedst når de plukkes af stokken samme dag som de tilberedes. Fastheden er i al fald bedre.

Aftalen var, at jeg selv skulle hente i marken.
I stykket ved siden af rosenkålen stod en høj lilla kål, som ejeren anbefalede mig at prøve “-Selvom det er noget værre køvenhavneri”.

-Og her er den så ved siden af en almindelig rosenkål:

Der er tale om en krydsning mellem rødfarvet grønkål og rosenkål med de danskklingende betegnelser flower sprout eller brukale. Flotte, farverige og kraftige planter, som de står der på flere tusinde kvadratmeter.
-Og de står der næsten alle sammen endnu. Typen sælger dårligt i år, da den mest afsættes til restauranter, og de er jo som bekendt lukket så langt frem corona-øjet rækker.

Hovederne er egentlig ganske dekorative og smagen er, som forventeligt, en mellemting mellem grønkål og rosenkål. Farvespillet forsvinder lidt når de blancheres; men de kan også sagtens spises rå.

Rå øverst, blancheret i midten og rosenkålene nederst:



Rosenkålene forbliver vore favoritter; men nu er det “køvenhavneri” prøvet af.
Typen vil nok forblive med samme marginale forbrug som lilla blomkål, blå kartofler og hvide gulerødder, og hønsene vil med stor sikkerhed nyde at hakke den resterende del af planten i sig.

Ach, for en skjæbne ret at ende sine dage i et hønsehus i en snor fra loftet med roden opad, når man alt var tiltænkt et sølvfad på en ubetalelig adresse som del af en lige så ubetalelig menu.

Hvis nogen trænger til et ordentlig knus.

Her ser vi stort på tidens forbud. Vi knuser fra morgen til aften i øjeblikket.

-Og der er nok at tage fat på. Over halvdelen af de plantede træer nåede aldrig at blive solgt.
Plantningen er uden sidestykke den ringeste juletræskultur jeg til dato har haft.
Plantet i 2008 med store vildtskader efter vintrene 2009-2011, lige da træerne var mest følsomme.
Et sted i gemmerne har jeg fotos af de halvt snedækkede små træer, hvor alt over sneen er gnavet af harer og rådyr. Hegnet var uden betydning, for snedriverne langs vejen lå 1,5-2 meter høje med hård skorpe og virkede mere som gangbro end afspærring.
Der blev klippet og formet, så det igen kom til at ligne træer et par år efter.
Ret præcist ramte juletræsmarkedet bunden samtidig med, at disse træer skulle skoves, så de træer med småskader efter vildtet, som 5 år tidligere ville have været solgt til fornuftige priser, blev nu stående usolgte og måtte stammes op for ikke at genere nabotræerne.
Det lykkedes de seneste 2 sæsoner at få nogle store træer over 3 meter solgt, og det rettede noget på balancen; men der er en vis lettelse over at bringe dette stykke tilbage i kornsædskiftet.

Økonomien i juletræer skal ses over en årrække, og ses økonomien som en helhed fra starten i 1985 til dato har afgrøden klart været bedre end de bedste markafgrøder.
Læren er nok nærmere, at når en plantning ødelægges af skader, skal man pløje om i stedet for at søge at redde hvad reddes kan.

Juleduer.

Julen blev i år anderledes for de fleste.
For vores vedkommende var det mest de manglende gæster juleaftens eftermiddag og det manglende store familiekomsammen 2. juledag, som gav forandringerne.
Intet er dog så galt uden at det er godt for noget. Den stille jul gav mulighed for familiært samvær over et godt gammeldaws duetræk.

Vi har en lille plantning ude på åben mark, som undertiden nærmest virker som en magnet på skovduerne.
Mine to jæger-sønner og jeg satte os i plantningen 1½ time før solnedgang, og duerne kom ind i en jævn strøm.
Skovduen er en fantastisk flyver. Fra stor højde kan de kaste sig ned i højde med trækronerne. Farten er væsentligt over tilladte i bymæssig bebyggelse og der flakses ud og ind. Det kræver godt foranhold og en betydelig portion held for at ramme.
Heldet var med os, og der lå ved solnedgang 15 duer på paraden ikke mindst takket være hundene.

Hundearbejdet kan være svært ved skovduer.
Først og fremmest skal hundene kunne forholde sig i ro i skjulet, for skovduer ser alle bevægelser og forandringer.
Dernæst skal de være gode og hurtige til at apportere på pæne afstande. En skovdue der skydes medens den flyver med 60 km i timen eller mere kan falde langt fra skudstedet, og så længe hunden søger ude på marken eller i skovbunden er der naturligvis ingen duer på skudhold.
Også den del af jagten lykkedes. Zini var godt træt med hjemkomsten og tog sig den frihed at slumre lidt under træet inden næste sæt lys skulle tændes.

Den opmærksomme ser måske storken i toppen af træet. Den er nyindkøbt fra Skovgårdmuseet i Viborg. Lidt nyt skal det til når stort set alt andet på træet er arvestykker med 50 år eller mere på bagen.
Historien om Skovgård-storkene kan bl.a. læses her:
https://viborg-folkeblad.dk/artikel/hver-en-fjer-p%C3%A5-skovgaard-storken-er-bundlokal


Anstand.

Egentlig skulle jeg have været på fasanjagt det meste af dagen i går; men jagten var forståeligt nok aflyst, så der var god tid til de øvrige planlagte aktiviteter.
Først på dagen ringede maskinstationen, om jeg var interesseret i at få besøg af rydningsmaskinen.
De er egentlig bestilt til at komme mellem jul og nytår for at rydde en hektar hvor der ikke er flere brugelige træer. Jeg er derfor ikke færdig med at fjerne det sammenrullede dyrehegn, så jeg takkede nej, selvom dette med at få besøg af en maskinstation FØR den aftalte tid ville have været en historisk begivenhed.
Samtidig er jeg stadig i lidt i vildrede med, hvor mange træer jeg vil lade stå tilbage.
Træerne har 13 år på bagen og har givet juletræer på 3-5 meter de sidste par år, så der er ved et komme skovpræg med godt vildtdække over plantningen. Planen er derfor at lade en stribe ved Iglekæret blive tilbage. -Men hvor mange og hvordan?
Det spørgsmål har været vendt mange gange med sønnerne de seneste uger.

Da jeg midt på formiddagen havde et par ledige timer inden jeg havde lovet mig væk til at hjælpe en kollega med at flytte et lille læs juletræer, tog jeg riflen over skulderen og gik ned til kæret.
Et par timers anstandsjagt er i al fald den mest corona-sikre jagtform, og man får jo som bekendt altid de bedste ideer, når man har et våben med.
Da jeg havde siddet 1½ time og havde formet 2 modeller for stykkets fremtid uden at have set andet end et par årvågne krager, var jeg klar til at komme hjem i varmen igen; men ved anstandsjagt skal man altid blive 5 minutter ekstra efter første beslutning om at gå.
Det gjaldt også denne gang.
Knapt havde jeg tænkt tanken inden jeg så bevægelse mellem granerne og toppen af en dådyrskovl tittede frem.
Den så pænt stor ud, riflen kom på plads og snart var begge skovle fri for derefter at forsvinde ind mellem grenene igen.
Det hjalp på varmen i kroppen. En evighed af vel 2 minutters længde gik, og pludselig stod han med siden til på kørevejen 15-20 meter længere med øst.
Afstanden var ca. 70 meter, så det var et relativt let skud; men det skulle gå stærkt, for han havde tydeligvis fornemmet min tilstedeværelse. Bum! Hjorten sprang 16 meter og lå forendt med en ren bladkugle.




Pæn fuldskuffel uden at være i medaljestørrelse og med den for området typiske dybe flig i den ene skovl. En typisk Æbelø-hjort.
Havde man haft tendens til at lade sig styre af skovens ånder, Diana eller Sankt Hubertus ville man have forstået det klare budskab.
Jeg bilder mig ind, at jeg styrer selv; men uanset hvad er den mest jagtvenlige model for områdets fremtid valgt!

Coronajagt.

Mange jagter er, forståeligt og fornuftigt nok, aflyst grundet restriktionerne ved fællesaktiviteter.
Enkelte fællesjagter gennemføres med hold under 10 personer, konstant stor afstand mellem deltagerne, ingen sammenkomst og helt uden den sociale del.
Det ER jagt; men det er i sandhed en amputeret udgave. De gode hunde- og røverhistorier med tilhørende smådrillerier er borte, og først når denne del er væk, erfarer man hvor stor en del af jagten dette sociale element udgør.

-Men det er den gladeligt betalte pris for -forhåbentligt- at holde sygdommen fra døren.
I vores kommune er det efter sigende en sammenkomst i forbindelse med en håndboldkamp, som har været hotspot for spredningen.
Der skrives ikke om det i pressen.
Det skulle lige have været spredning i forbindelse med jagt- eller landbrugsaktiviteter, så ville forsiden have været ryddet i dagevis.

I går var jeg så afsted med hunden på en sådan jagt. Normalt er jeg på det hold der driver igennem hver gang, og så står de jægere som ikke har hund for.
Under de nugældende forhold er det nødvendigt at skiftes til at stå for ved fasansåterne, og det passer os dårligt. Jeg kan til nøds holde masken; men den evne har Zini ikke.
Jeg er nødt til at have hende i snor ved siden af mig. Det er ganske enkelt for meget for hende, at der sker så mange ting uden at kunne være aktiv. Den situation har jeg aldrig trænet hende i at kunne klare, så hun sidder dirrende og småklynker for at få sin frihed.
I en af såterne blev det for meget for hende.
En sneppe blev skudt, så den faldt 10-15 meter foran os. Jeg havde bundet hunden til et lille træ lige ved siden af mig, og idet sneppen faldt sprang Zini kæden og apporterede fuglen.
I grunden utroligt, at hun ikke brækkede nakken; men der var intet at mærke på hunden ud over at hun nød at have rettet op på uretfærdigheden ved at være tøjret.

Efter jagten sad vi begge et øjeblik og sundede os i solnedgangen med vildtet på krogene under halvtaget. Jeg på bænken ved bålpladsen og Zini oppe på det solvarme bord. En hel solskinsdag efter så mange dages gråvejr.

Tænk, hvad en ureglementeret sneppeapportering og en hund på bordet under normale omstændigheder ville have givet af drillerier samt bøder ved paraden.
Nu kørte vi blot hjem og læssede endnu en stak juletræer til de stortsælgende juletræsstande.
Der skal tydeligvis være jul i mange hjem i år.

Rydning.

Juletræer efterspørges i mange forskellige størrelser. Træer fra 1 meter og op til 2,40 er selvsagt de mest anvendte. I det interval er hele forløbet sat i system.
Netningsmaskinerne er også tilpasset disse mål, arbejdsgangene gennem hele forløbet er optimeret. En standardpalle til juletræer er 2,40 meter lang og passer til en lastbil, og sidst men ikke mindst er priserne presset i bund.

Lidt anderledes er det med større træer. Særligt fra 3 meter og opad er det individuel pakning og en del manuelt arbejde. Træer fra 4-6 meter laver vi en nogle stykker af.
Der er ikke ret mange der orker at bøvle med træer på mellem 100 og 200 kg og oveni går der 15-20 år fra der plantes til der kommer penge for indsatsen.
-Men selv sådan en plantning bliver tømt for brugbare træer.
I går startede vi rydning af de sidste skæve eksistenser i et stykke plantet i foråret 2003.
I vinteren 2009/10 havde træerne 6 vækstsæsoner bag sig og efter yderligere en sæson blev de første 1-1,5 meter-træer solgt:

Det er lidt andre dimensioner vi er oppe mod i dag, hvor stykket ryddes for at ligge med græs et år eller to.



En pause før genplantning er nødvendig efter så mange år, for brombær er et stort problem i nyplantede træer og mandshøje brombær vrimler det med efter 18-19 år med stadig større afstand mellem træerne.

Det er godt at traktoren klarer fældning og udslæbning. Det havde ikke været morsomt at skulle kæmpe sig igennem med en motorsav.

Nyt fra kredsen.

På denne årstid ser vi efter nye traktorer i katalogerne.
Der skal i år indkøbes 3 spritnye, og udvalget er stort.
Heldigvis drejer det sig om legetøjstraktorer fra yngste generations ønskesedler, så vi slipper 4-5 mill. billigere end hvis det havde været fra egen ønskeliste.

Modeltraktorer og -maskiner er tilsyneladende blevet en stor artikel for både børn og samlere, for i kataloget fra firmaet P.Lindberg fylder disse hele 2½ side.

Som i så mange andre sammenhænge stilles der store krav til de flotte farver; men ved valg af korrekturlæser er man ikke kræsen:

Ude i den virkelige verden hygger jeg mig i de små stykker med juletræer jeg har tilbage.
Heldigvis stoppede jeg med at plante i større stil for 10 år siden, for priserne på eksport-træer i standardstørrelse og -kvalitet er stadig helt i bund.
Jeg sælger nu til nogle få – i eksportsammenhænge- mindre kunder, som har brug for større træer samt mindre partier med krav om hurtig levering af nyfældede træer.
Det passer mig godt ikke længere at stå i mudder til knæene fra morgen til aften; men var man ung og driftig var det måske ved at være tiden at plante. Det er når alle andre flygter, at man skal investere.

I stedet for at investere langtids kan man glædes over årets vækst. Rapsen har udviklet sig voldsomt i det milde efterår. Det bliver spændende, hvad sådan nogle planter kan udvikle sig til over de næste 7 måneder:


Knolde.

I går blev de første georgineknolde gravet op. Ikke grundet frost, for der har kun lige været en antydning af morgenfrost i en så mild grad at planterne endnu står fint grønne. Blot havde vi med en bekendt lavet en aftale om at bytte nogle sorter.

Vi har fået knolde af nogle særdeles insektvenlige sorter. Det er vores bekendtes egen fremavl, idet de er fremkommet ved såning af frø fra et frøhoved taget ved Danfos Universe for et par år siden.
Modsat opformering ved knolde, hvor man altid får samme farve og type som moderplanten, er frøformering af georginer en kønnet proces, hvor hvert frø giver mulighed en ny sort.
Her er et billede af den røde farvevariant af Miss Universe-sorterne fra sensommeren. Der var ustandseligt humlebier og andre insekter i disse åbne blomstertyper:

Da der stadig er blomster i vores georginer var det let at finde de ønskede. En af dem stod på det sted, hvor vi engang havde hønsegård. Det er næringsrig jord og det lader georginer ikke gå upåagtet hen. Planterne nåede vanvittige dimensioner og væltede til sidst trods snoretræk og støttepinde.
Stængeltykkelsen nærmest som skovlens skaft:

Vi forventede en kæmpemæssig klump knolde fra denne plante, for de øvrige normaltudviklede planter havde givet rigtig store knolde; men det gik som vi kender det fra overgødede kartofler: Al energien var brugt på top, og knoldene var næppe halv størrelse af de planter af samme sort fra normalgødet jord.
De skal nu nok klare sig, for det er en lilla type som er meget dyrkningssikker og kan fortrænge de øvrige, hvis man ikke passer på.

-Og så, bedst som jeg stod og rystede det løse jord af knoldene gik tankerne tilbage til den elmestub, som var årsagen til den lidt malplacerede hønsegård i baghaven.

Intet under, at der er næring i jorden efter 35 års hønsehold og nedmuldning af den store træklump, her fotograferet i begyndende henfald 28 år efter fældning en fredag eftermiddag i april 1982.
Hvide Poul stod for fældningen. Den mand og den oplevelse må have en særskilt blogpost en dag.


Milde dage.

Afgrødernes efterårsvækst fortsætter. Vi har stadig den første nattefrost tilgode og denne morgen er det 8 C.
Efterafgrøderne i de marker, hvor der skal være vårsæd næste forår er også stadig aktive. I år har de virkelig formået at fange nogle næringsstoffer, som så kan komme til gavn for den efterfølgende afgrøde.
Jordtemperaturen har været -og er- høj efter årstiden, så mineraliseringen af organisk materiale har været større end normalt. Vi har brugt en blanding af vårbyg og rug som efterafgrøde, og den er så kraftig, at den giver dække for bekkasiner.

Sønnerne holdt deres årlige haretramp i forgårs, hvor nogle af efterafgrøderne blev gået over, og det vrimlede med dobbeltbekkasiner. Der var sågar en skovsneppe midt ude på Melbygårdmarken.
Såvel dobbeltbekkasiner som skovsnepper lever af orme og larver; men hvorfor skulle denne kornblanding, hvor vårbyggen står i begyndende skridning, ikke også være levested for en hoben småkræ, som det milde vejr giver en generation ekstra?

Bierne er også i gang i de lune dagtimer. De besøger de stadig blomstrende georginer.
Her sidst på sæsonen, lang tid efter at nattefrost under mere almindelige efterårstemperaturer skulle have sat en brat stopper for blomsterhavet, har de ellers lukkede blomstertyper ændret sig og har dannet støvdragere.
Den chance lader bierne ikke gå fra sig. Her er det sorten Eveline, der har bi-besøg. Billedet tagt i går, d. 15. november:

Blomsterne er efterhånden noget hærgede af vind og vejr; men de er der!
Som de eneste tilbageværende blomster i hele haven får de lov at stå og lukke blomsterballet, selv om de ikke helt har ungdommens friskhed længere.
Man har vel ret til at blomstre selvom man ikke længere er blandt vårharerne og tidens tand har gnavet hist og her.
Ungdomsbillede af samme georgineplantes blomst i 30. august: