Chancen er taget.

I går blev vi færdige med at så hvede efter 3. års rødsvinglen. Det blev måske årets bedste såbed. Jorden er virkelig bekvem at arbejde i trods det sene tidspunkt.

Det gælder om at holde marken uinteressant for græsfluer og fritfluer, hvis der skal gives hveden en chance. Rødsvinglen er først nedvisnet. Derefter er marken stubharvet to gange, så der ikke har været ro i græstørven til fluerne.
Sidst, men ikke mindst, en tur 25-30 cm ned på furebunden sammen med græstørven.
Det burde, i teorien, gøre livet surt for fluerne.
Vi forsøgte først, om det overhovedet kunne lade sig gøre at pløje, og allerede hér tegnede det godt.
Jorden faldt fint for ploven selvom det er 3½ år siden der sidst blev pløjet,

så vi kørte løs. Det bliver hurtigt mørkt nu; men det var smukt vejr og herlig klar efterårshimmel både nat og dag.

I går middags, d. 18. oktober, kunne vi så melde færdig med efterårssåningen 2020.
Det har været en let sæson for efterårsarbejdet med fint såbed fra start til slut.

Nu får vi at se, om fluerne kan nære sig. Det skulle helst give en gang nattefrost inden fremspiring til at tage livet af årets sidste flue-generation.
Da vi startede pløjningen var der nattefrost i prognosen for næstkommende søndag; men her mandag morgen er næste søndags forventede nattemperatur justeret op til 8 grader.
Det er da en lokal opvarmning der vil noget!

Det nåede også lige at blive til en jagt i weekenden.
Jeg har måske set lidt klatøjet ud, for i en dagens 3 fasan-såter blev Zini og jeg stillet for. Vi plejer normalt at høre til driveholdet, så det passede ikke rigtig Zini at blive sat ved et træ medens de andre hunde gjorde arbejdet for os.

Rødkløverfrøhøst.

Oppe i det lille stykke bag Jullerup Station er der i år græs, og der er kommet en del rødkløver i græsblandingen.

Stykket har været rigtig godt besøgt af humlebier og nu er nogle af frøhovederne modne, og årets rødkløveravl er derfor i hus. Til og med håndplukket.
En hel tallerkenfuld bælge:

Sådan nogle frøstande fylder meget; men det er tørre blomsterbunde og bælge det meste. Kløver er bælgplanter, og i hver bælg sidder 1-3 gulbrune frø gemt.

I den professionelle verden skilles frøene fra i en hamse; men til hygge-brug er det overflødigt. Man kan sagtens så de lådne frøstande ud som de er.
Her ses forskellen mellem frøstanden og et enkelt frø:

Eneste forskel er bøvlet og at der bliver lidt flere såkaldte hårde frø.
Hårde frø er betegnelsen for de frø som har spirehvile.
Kløver er sådan indrettet, at selv om der er optimale spirevilkår, spirer nogle af frøene ikke. Først efter 1-5 år er de spirevillige uanset gode forhold.
Det er en smart indretning ikke at satse alt på ét bræt når man er en pionérplante og endog selv kan sørge for kvælstofindsamlingen.
Kløver lever i symbiose med kvælstofsamlende knoldbakterier på roden helt i stil med ærter, bønner og lucerne. -Og i øvrigt også elletræer.

Som det ses af billedet er frøene små. 1000 frø vejer 1 -1½ gram, så det er i småtingsafdelingen, og det styrer sådybden. Da frøene er 0,5-1 mm store er sådybden optimalt den samme, blot i cm. Ofte er det bedre, hvis det kun er til havebrug, at drysse frøene ovenpå jorden og trække jorden let over med en rive bagefter.

Om et par dage skal årets rødkløveravl en tur med postvæsenet til en efterkommer af en af Jullerups stationsforstandere, så på en måde skal de blot hjem og forhåbentlig gøre gavn i en blomsterblanding til havens insekter.
Rødkløver har meget lange kronrør, så det vil primært være humlebierne, som få gavn af nektaren.

Mildt efterår.

Efterårets milde vejr og begrænsede nedbør har til dato givet vintersæden gode forhold.
Rapsen og den førstsåede hvede udvikler sig positivt.
I Krogen ses forskellen mellem forfrugterne vårbyg og rødsvingel stadig; men ikke i nær så høj grad som da dette billede blev taget d. 29.09.2020:

Til venstre er forfrugten rødsvingel, som må have taget al næring ud af jorden.
Det har udlignet forskellen, at den dårlige del samme dag fik tildelt 25 tons minkgylle pr. hektar.
Gylle fra mink lugter ikke ret meget af lagkage; men det er effektivt i forhold til at give planterne en nødvendig starthjælp.
Maskinstationens mand og jeg stod i vindsiden og talte om det mærkelige i, at det måske er sidste tank minkgylle der er i gang med at blive produceret, og de seneste dages udvikling har endog accelereret udviklingen.
Det lader til, at coronasmitten blandt mink breder sig hastigt og sætter en stopper for den produktion, som for få år siden var guldrandet, men med dagens priser end ikke levner plads til de faste udgifter.
Planterne er ligeglade. De er nu ved at have indhentet det forsømte og har sunde pælerødder til overvintringen og en effektiv næringsstofindsamling over vækstsæsonen.

Faktisk har vi i forgangne uge fået over 20 mm nedbør, så der har været en lille pause i hvedesåningen.
Vi har i snart en del år byttet marker med en større løgproducent i nærheden for derved at have et bedre sædskifte for os begge. Ulempen for os er, at løgene tit samles lidt vel sent i forhold til det optimale såtidspunkt for hvede.

De sidste løg nåede lige at blive kørt væk fra marken da regnen satte ind. I modsat side var vi begyndt pløjning og såning.
Heldigvis ligger der ikke noget pløjet, som ikke også er sået. Sådan en gang nypløjet jord der får regn skal ligge en rum tid inden der kan sås.
Vejrudsigten er imidlertid -i skrivende stund- uden regn de næste 10 dage, så mon ikke de sidste 20 hektar når at blive sået også, hvis udsigten står til troende.

Derefter er der kun tilbage at så hvede efter en frøgræsmark, som har ligget til høst i 3 år.
Den skal helst sås så sent, at vi når at få en god gang nattefrost inden fremspiring.
Derved er der gode chancer for at undgå angreb af fritfluer og græsfluer, hvis larver eller kan gøre det af med de små hvedeplanter.
Det er lidt af en balanceakt, for hvor tidligt sætter vinteren ind?
Per Laales “Hoo inthet wawær han inthet windher”, antagelig fra midten af 1300-tallet, gælder stadig.

Gode tider for gæs.

Såningen rykker planmæssigt frem. Temperaturerne er høje for årstiden. Ikke blot luften, men også jorden er varm. Jordspyddet viser 13 grader. Intet under, at kornet fremspirer hurtigt i år.
Spireprocenten er også god. Selv der hvor forfrugten er løg -med de mange overkørsler en løgmark giver og hvor vi blev sat næsten en dag bagud med såningen grundet den flækkede fælgplade- er fremspiringen tæt på det normale efter blot 10 dage.

Det er helt sært ikke at have rygende travlt her sidst i september; men reelt er der nu kun 4 marker tilbage at så med hvede. To løgstykker, hvor løgene ikke er kørt væk endnu, et stykke med 2.års-hvede, som først skal sås lidt inde i oktober for at nedsætte risikoen for goldfodsyge og endelig et stykke hvede efter 3 års rødsvingel.
Dette med at så hvede efter en gammel rødsvingelmark er risikofyldt. Den nyfremspirede hvede kan skades af fritfluer og græsfluer, som ødelægger hjerteskuddet i de nyfremspirede planter.
Det gælder om at så hveden så sent at fremspiringen sker efter at den første rigtige nattefrost har gjort fluerne passive, og med de nuværende vejrforhold kommer vi let hen efter d. 15 oktober inden det stykke skal sås.

Grågæssene trækker i stort tal. En bekendt var afsted på gåsejagt søndag morgen uden dog at få gæs på skudhold; men sådan er gåsejagt. gæs ser de mindste forandringer og mistænkelige bevægelser på lang afstand.
Ovre hos Allégården er der også gåseaktivitet. De producerer det nærmeste man kan komme stubgæs uden brug af børnearbejde som gåsepiger og hyrdedrenge.
Der er flere hektar græs til dem og korn i siloen, så de nyder livet frem mod Mortens Aften.

Gæs er fascinerende iagttage. Flokmentaliteten er ikke avlet væk og det samme gælder deres konstante snakken. Blot er det overraskende, at deres sprog har udviklet sig væk fra de vilde fætre i en sådan grad, at de trækkende grågæs ikke reagerer det mindste på tamgæssene kaldelyde.
Noget er der trods alt sket over de tusinder af generationer. For gåsen en et af vore rigtig gamle husdyr, som kunne gøre græs til kød når kvægpest med jævne mellemrum på det nærmeste udraderede kreaturbestanden.

Jomfruen i vejkanten.

Regnen i går gav kun 3 mm mod de dagen før varslede 22 mm. Tænk, hvis der en dag kommer sikre vejrudsigter.
Vi tog heldigvis chancen og holdt fast i planen om at give vinterrapsen på Ågård gylle fra biogasanlægget.
Biogasgyllen kræver nemlig at kabalen med transportbiler, buffertank i marken og maskinstationens ordrebog går op i en højere enhed, så det er sin sag at ændre planerne.
Alt lykkedes heldigvis, og der bliver antagelig en rigtig god udnyttelse af kvælstofdelen, når luftfugtigheden hele dagen var tæt på 100 procent.

Nede ved Iglekæret står en hektar med graner, som skal ryddes når julen er ovre.
For et par dage siden stod jeg i vejkanten og funderede over, hvordan sagen skal gribes an til den tid, for der står en hel del træer over 4 meter, og de kunne måske anvendes til flis.
Lidt foran mig fik jeg øje på en cikorie med hvide blomster.
Normalt har cikorien fine blå blomster som den til venstre og jeg har aldrig tidligere bemærket hvide typer.

• 

• 

I morges var jeg lidt rundt på nettet for at læse lidt om den formodede sjældenhed, som viste sig ikke at være helt så sjælden endda. Der er også eksempler på lyserøde, lyseblå og lyslilla varianter.

I folketroen er der en forklaring på- eller et varsel i næsten alt. Det gælder også hvide cikorieblomster.
-Og her hjælper søgninger på nettet. F.eks. hvis man fejlagtigt skulle have undladt at lære alle 4 bind af “Folk og Flora” udenad.
Ifølge “Folk og Flora”, bind 4 side 219 fremgår det nemlig, at
“Hvor der gror cikorier med hvide blomster, har en pige mistet sin mødom”.

Jamen så fik vi årsagen til denne farveafvigelse. Tænk, hvad en grøftekant kan tilbyde når naturen kræver sin ret.

Såstart.

Det har været en usædvanlig varm og tør første halvdel af september.
Vi startede i forgårs, d. 16. september, med hvedesåningen. Temperaturen nåede den dag op på 26 grader.
Starten blev ikke uden vanskeligheder. Fælgpladen på såtraktoren revnede. Heldigvis blev det opdaget, da vi fyldte såkassen. Det kunne have været gået helt galt.

Sådan en fælgplade fandtes kun i ét eksemplar i hele landet, og lå på et lager nær Herning. Så det var afgang med vest og med 4½ timers forsinkelse var vi kørende igen.
Vi havde pløjet lidt foran aftenen i forvejen, og med de høje temperaturer nåede jorden at blive ret knoldet; men ellers er såbedet tæt på det ideelle.

På trods af de sommerlige temperaturer ses efterårets komme. Jeg har været et par timer i juletræerne de senere dage. Skoven skifter farvetoner. Om morgenen er duftene anderledes. Skovbunden bliver rigere på svampe.

Midt i såarbejdet fik jeg meldingen om, at der om morgenen var set to biler fra hjemmeplejen holde i nærheden af en gæv gammel jægersmands hus.
Det gjorde mig noget nervøs, for mandens helbred har før været bedre.
Jeg ringede ham op for at kontrollere om der var noget alvorligt på færde.

Telefonen blev heldigvis taget, og jeg indledte med lidt snak om andejagten jeg var til forleden.
“Jeg har ellers været helt ude af den de seneste dage.” lød det efter lidt smalltalk.
Uha, nåede jeg at tænke. Nu kommer måske årsagen til bilernes besøg.
” Min gravhund har været løbet væk!”

Tænk at man kan glædes sådan over at høre om en bortløbet hund.
Det gamle jægerhjerte bankede, helt som det altid har gjort, for hundene og vildtet. Hunden var hjemme igen; alt var godt.
De plejebiler har haft anden adresse som mål. Det skulle da også lige passe, at der skulle støde noget til her lige op til jagtsæsonen.
Cerutten brænder endnu.

Hurtig Polenstur.

Hjemme igen efter en hurtig tur til det polske. Dernede er der kommet over 100 mm de seneste 20 dage; men det er lykkedes at så vinterrapsen pænt, og vi nåede lige at opleve de sidste små stykker blive sået i forgårs. Det førstsåede raps dernede har første sæt blivende blade allerede og fremspiringen er tæt på 100 procent.

3. september er også i Polen til den sene side for såning; men jorden er selvsagt fugtig og temperaturen bestemt til den høje side efter årstiden. Jordtemperaturen var 17 grader og luften var 21 midt på dagen uden udsigt til nattefrost eller noget der ligner. Det skal nok gå.
Jeg har kun været i Polen én gang tidligere denne vækstsæson, så der var da heldigvis tid til lige at hilse på med behørig afstand og se tingene lidt an.

Daniel til højre i billedet har været med hele vejen fra starten af blomsterproduktionen i 1994 og senere som traktorfører i landbruget fra de første 90 hektar blev købt i 1997.
Han er nu førstemand i marken og har over årene selv erhvervet 80 hektar, som han også driver samtidig med en del handel med brugte landbrugsmaskiner.
En driftig mand er der blevet ud af den splejs vores daværende førstedame anbefalede os at ansætte en sommerdag, hvor det hele var ved at løbe fra os i ukrudt og uventede overraskelser.

Faktisk var det netop i denne mark det hele startede med en Zetor og en gammel 3-furet Fraugdeplov. Marken lå brak og en gammel kone gik og passede en flok får, som modvilligt flyttede sig efterhånden som pløjningen skred frem.
Vi såede rug, og næste forår havde fårene ædt alt grønt, så det knapt var muligt at se sårækkerne.
Woljek fik fortalt den gamle kone, at fra nu af ville samtlige får blive skudt så snart de var inde på marken, og var i øvrigt ved at opgive marken.
Jeg havde jo oplevet, hvordan grågæssene på Dræet efterlod en totalt nedbidt rug i foråret og hvordan der alligevel, ved god pasning, kunne blive en fornuftig rugavl, så vi gik til den.
Vi gav den et ordentlig skud gødning, var heldige med foråret, og i august stod der den flotteste avl.
Det spandt vi et par ender over på denne smukke septembereftermiddag.

Det blev lidt hen under aften; men det lykkedes at blive færdige. 204 hektar raps blev det til i år. Her køres på de sidste omgange.
I Polen sår vi lupiner som grønbrak, hvor vi herhjemme typisk sår efterafgrøder umiddelbart efter høst for at opfylde EUs grønne krav.
Lupinerne har den fordel, at de samler kvælstof og når vi sår vinterraps efter grønbrakken har vi ad den vej efterårsgødet rapsen i de marker med det fornødne kvælstof.

I Polen dur efterafgrøder ikke, for vårsæd under de mere kontinentale klimaforhold er næsten hver gang dømt til fortabelse. Det bliver for hurtigt meget varmt og meget tørt i foråret, så vårsædens rodnet kan ikke nå at følge med.


Dette var det første indlæg med en ny skabelon fra WordPress. WordPress er det blog-program jeg valgte efter at Smartlog gik ned med mand og mus inklusive samtlige mine indlæg i det program.
Det er mig en gåde, hvorfor der altid skal ændres i noget som fungerer; men da programmet er omkostningsfrit er det vel blot at følge trop.
Det blev lidt rodet med billederne samlet; men jeg må se at lære det nye en regnvejrsdag.

Røde orm.

Det har de senere dage givet byger med jævne mellemrum. Kvierne i engen er ved at have ædt græsset ned, og i de lave områder træder de gennem græslaget, så i går blev de flyttet hjem til deres ejer, som har masser af græs hjemme ved sin ejendom.
På vej om efter el-hegnet genfandt jeg leen, som jeg glemte på en gren for vel snart 3-4 år siden. Allerede året efter var den groet fast i træet og nu er den groet i ét med træet og er en lidt grotesk påmindelse om, at man ikke altid kommer tilbage lige om lidt som planlagt.

På vejen rundt i folden fandt jeg også denne 10-12 cm lange røde orm:

Det er pileborerens larve. En ordentlig karl, som man skal holde fingrene fra. Deres bid er kraftigt.

Efterårets komme fornemmes i disse dage, hvor solstrejfene har noget septemberlys over sig.
Ænderne i gadekæret er så fede, at de knapt kan vralte afsted, og alligevel klages der over kosten så snart jeg viser mig.

Det er de mere stille dage i landbruget nu. Perioden efter høst og vinterrapssåning frem til starten af vintersædssåningen er relativ rolig. Der skal holdes øje med agersnegle og rapsjordlopper i rapsen og så er det tid for reparation og vedligehold af drænene, hvor der over sæsonen er registreret fejl og mangler.
Dræn skal repareres når det er tørt. I våd jord risikerer man at skade mere end gavne.

 

Bankerot-urten færdigsået.

Efter at have pløjet i knastør jord under hele vinterrapssåningen kom regnen natten til i går.
Det vil sige, at vi fik faktisk 12 mm i løbet det foregående døgn; men de faldt så jævnt og på så tør jord, at det knapt kunne mærkes og støvet stod stadig om plovene, når furen blev vendt rundt.

23:30 begyndte regnen så for alvor, og det i en sådan grad, at såarbejdet måtte stoppes øjeblikkeligt, selvom det kun manglede mindre end en halv hektar.
Kl. 6 i går morges så regnmåleren sådan ud:

54 mm i alt svarende til 42 mm i løbet af nattens 6½ time.

Ud over den lille stump af hovedmarken manglede forlandet stadig. Jorden i marken er heldigvis ikke det stiveste ler, så hen på dagen i går lykkedes det at få pløjet og sået marken færdig.
Nu var problemet ikke støv, men vand og pløre. Det lykkedes dog, og nu er årets rapssåning ovre.

Den mulige opformeringsrate er enorm. 2 kg udsæd bliver ved intensiv pasning og fornuftigt vejrlig til i omkring 5 tons frø.
Ved en sådan produktionsfest er der mange organismer, som ønsker deres del af kagen.
Foran os venter i den kommende måned kampen mod rapsjordlopper, agersnegle og spildkorn.
Raps skal passes fra såning og frem til høst om måske 11½ måned, for så snart foråret gryr er glimmerbøsserne klar til angreb på knopperne, derefter er der skulpesnudebiller og skulpegalmyg.
På samme tid sætter svampesygdommene ind. Storknoldet knoldbægersvamp, kålskimmel, gråskimmel, skulpesvamp.

Intet under, at raps for 150 år siden blev kaldt Bankerot-urten.
Kun hvis ingen af ovennævnte skadevoldere blev dominerende i løbet af vækstsæsonen kunne der forventes en fornuftig avl.
Lykkedes det, var der til gengæld den store gevinst forude. Olieprocenten i raps er ca. 45, så en god avl giver og gav over 20 tønder ren olie.
I hine tider var alternativet hvalolie enten fra lokal marsvinefangst i Lillebælt eller fra oceangående hvalfangerskibe. Begge typer var kostbare af frembringe, så priserne var gode.
Først da olieprodukter fra fossil olie for alvor kom på markedet døde marsvinejagt og rapsavl ud.
Rapsen er så -i ordets egenligste forstand- blomstret op igen

efter at behovet for vegetabilsk madolie og senest behovet for ikke-fossilt brændstof er opstået sammen med at kemien har givet mulighed for at holde nogle af skadegørerne i ave.

 

Kølige morgener.

Denne morgen småregner det og i går morges var temperaturen nede på 7 grader. Efteråret kommer snigende. Morgenduggen samler sig på de fremspirende spildte rapsplanter.

I forgårs blev den del af Stationstrekanten, som veteranfolket ikke fik høstet under det skiftende vejr ved træffet søndag, høstet færdigt -naturligvis af en gæv veteran:
En 6-fods bugseret Dronningborg. Intet mindre.
Tænk, netop sådan en maskine høstede hele gårdens daværende kornareal i 1960-erne og starten af 70-erne.

Rapssåningen skrider planmæssigt fremad. Når regnen i løbet af formiddagen er passeret, går det løs i Krogen med plove og såmaskine.
Der skulle egentlig have været høstet rødsvingel endnu et år; men der er for mange væselhaler (En vild græsart, som er vanskelig for frøfirmaet at rense fra rødsvingelfrøet), så den må vige for rapsen et år før planlagt.
Vi pløjer stadig knastør jord op; men der er lidt regn på vejrudsigten stort set hver dag den næste uge, så mon ikke det giver fugt nok til en fornuftig fremspiring.