En weekend i Sprogense.

Ind i mellem endnu et angreb af rapsjordlopper i den sentsåede raps og den næsten evige kamp mod snegleindvandring i randen af rapsmarkerne nåede jeg både fredag og lørdag at besøge sprogfestivalen i Bogense.

Da man i sin tid flyttede Dansk Sprognævn til Bogense ville københavneriet ingen ende tage. Tænk at mennesker med mere end 7 års skolegang skulle udsættes for en arbejdsadresse med et provinspostnummer.

Fredag og lørdag var Bogense forvandlet:
Telte var rejst ved Sprognævnets domicil i den gamle varmecentral.
Østergade spærret af og givet i hænderne på sprogets vogtere og formidlere.
(Bemærk den fine hentydning til fjernvarmecentralens skorsten i plakatens “Sprogense”)

Begge dage brugte jeg et par timer på festivalen. Aktive folk i boderne og gode indlæg gjorde det spændende. Der var sprogrevsere og passivt registrerende. Ildsjæle der talte sig varme. Specialister, som formidlede smal dyb viden.
Frem for alt var der rigtig mange besøgende selvom jeg ikke just kom i myldretiden.

Lidt københavneri var der dog stadig.
I en af boderne faldt jeg i snak med en sprogregistrerer om dette med, at der stadig hyppigere bruges vendingen “Både…men” og at men-ordet nu til dags bruges som sproglig flugtvej, når man har rodet sig ud i helt uoverskuelige sætninger.
På et tidspunkt svarer jeg “Landmand” på hendes spørgsmål om, hvad jeg beskæftiger mig med siden jeg har brudt mit hoved med den problemstilling.
“Guuud, så du er en rigtig bondemand? -For jeg må vel god bruge ordet bonde?” (Dialekten var rendyrket frederiksbeeeergs. -Helt som min salig, i provinsen opvoksede, faster talte den.)
“Ja det er du velkommen til, så længe jeg må titulere dig skolelærerinde (Med tryk på næstsidste stavelse)”.
Hun kunne heldigvis smile af sit eget ordvalg og sine fordomme.
Jeg kunne -på spørgsmålet om, hvordan jeg kunne vide, at hun oprindelig var uddannet lærer- fortælle at jeg har dårlig hørelse og at den gratis gave der følger med tunghørhed er evnen til at mundaflæse.
Hun havde kort forinden i en samtale med en anden besøgende fortalt om sin uddannelsesmæssige baggrund medens jeg stod i den anden ende af teltet og så mig omkring.

Jo, jo. Sprogense var en oplevelse.

Det røde hav.

I fjor var temperaturerne i midten af september også relativt høje og jorden faldt fint for ploven, hvilket lokkede os til at starte hvedesåningen 16. september.
Det var lige tidligt nok, for vi måtte kæmpe mod bladlus i det hurtigtvoksende hvede.
Bladlusene i sig selv gør minimal skade; men med sig har lusene en virus kaldet havrerødsot, og denne plantesygdom giver kornplanterne rødfarvning og dværgvækst med store udbyttetab til følge.
I år vover vi pelsen og rykker såstart yderligere et par dage med risiko for, at vi fanges i regn og rusk i slutningen af september og begyndelsen af oktober.

Beslutningen om den senere såning giver tid til at nyde septembervejret samt en forårsbeslutning om at rydde et område med tiltagende vildnis af syren og hyld bag den gamle længe ud mod marken, og i stedet for junglen bruge arealet til nogle stumper af georgineknolde, som blev til overs fra haven. Det var en barsk opgave for knoldene at kæmpe mod rodskud af alskens slags; men slaget blev vundet.

Jeg har i et par sæsoner givet plads til flere georginetyper med åben og mere insektvenlig blomst, og det er rester af disse typer, som er sat i junglen og det kvitterer insekterne for.
Sådan en solrig septembereftermiddag er blomsterhavet en sand insektsværm.

Humler, honningbier og en enkelt natsværmer med rod i døgnrytmen.

Jens Bimand har 5 stader stående blot 100 meter fra georginerne, så de slider ikke vingerne op.
Lige bag staderne er der også nok at gå i gang med.
Her er bestøver-blomsterblandingen stadig i fuldt flor. Nu domineres den af rød- og blodkløverblomster med enkelte kællingetand som stædigt blomstrer videre.

Det har virkelig været et stort år for blomsterne i bestøverblandingen. For 2½ måned siden så samme mark sådan ud:

Dengang var der honningurt og boghvede til insekterne og en enkelt blodkløver havde vovet sig op.
En sommer med 18.500 kvadratmeter konstant blomsterhav og blandingen er 2-årig, så hvis alt går efter planen vil der næste år igen være gang i blomsterne og til den tid vil den toårige cikorie – som lige anes på nederste billede som et undseeligt aflangt blad foran boghvedeplanten- sikkert dominere med sine op til to meter høje blå blomsterstande.
Det er en ganske smuk måde at omlægge juletræsplantage på.
Det bliver spændende i år 3 at se, om rødderne af træerne er så mørnede, at der kan laves noget der minder om en normal jordbearbejdning.

Første regn i september.

Det har regnet siden kl. 3 i morges og i skrivende stund, kl. 5:45, er der faldet 12 mm.
Ofte er september-landmandsdrømmen tørvejr på denne tid; men i år er regnen velkommen.
Noget af det såede vinterraps har haft lidt for dårlig fremspiring, og håbet er nu, at de frø, som indtil for få timer siden lå i for tør jord, nu vil spire.
Jorden er varm efter 10 septemberdage med med sommertemperaturer, så det skal nok lykkes.

Den sidstsåede raps blev sået med grubbetandssåmaskine kombineret med gyllenedfældning i tør sandjord. Bortset fra at halmresterne nogle steder hang i grubbetænderne fungerede det fint.
Gyllen er nedfældet bag grubbetanden, så kvælstofudnyttelsen bliver tæt på 100 % og frøet får gyllen som næringskilde fra fremspiringsøjeblikket.
Rapsen har da også kvitteret ved at stå i rækker allerede 5 dage efter såning. Det bliver spændende at følge udviklingen, for såning af raps 5. september er minimum 2 uger efter det officielle optimale såtidspunkt, og burde ikke kunne lykkes.
Prisen for raps et år frem er dog så høj, at selv et moderat udbytte burde kunne give en fornuftig bundlinje. På sandjorde er det i al fald en fordel med rapsens pælerod, som nok skal vide af at søge i dybden efter vand og næring.

Jeg fik i kampens hede ikke taget et foto af maskinstationens selvkørende nedfælder; men her er et link til en lille film om rapssåning med et udstyr som minder om det anvendte:
https://www.maskinbladet.dk/artikel/69819-10-ar-med-etablering-raps-med-gyllevogn

I hus!

Endelig kom avlen i hus. Sidste læs forlod marken går, d. 2. september, kl 17.45 i det smukkeste septembervejr man kan forestille sig.

-Og så er det endda en sandhed med modifikationer. Faktisk står der et lille stykke havre tilbage på under en hektar, som skal høstes i eftermiddag når solen rigtig bager. Det skal ikke lægges på lager, men stå på en vogn til senere brug, og derfor må det godt være ekstra tørt.

Nu er kornet ellers for alvor modent og tørt.
Ikke alle hvedesorter tåler at stå så længe; men sorten Saki har tilsyneladende evnen til at holde sig stående uden dryssespild. Den må vi have et par marker med til næste sæson også, så vi har noget at levne til sidst hvis det kommer til at knibe med høstdagene igen.
Årets to andre sorter hos os, Graham og Informer, skulle i langt højere grad høstes så snart det var muligt.
Graham sank sammen og den sidste mark med den sort måtte løftes op fra jorden med akshæverne. Informer-hveden havde i år tendens til at knække om, og sker det, klipper man akset af og får kun halmen med ind i mejetærskeren.

Egentlig har sæsonen haft et maskinmæssigt rigtig godt forløb.
Den 5 år gamle “nye” mejetærsker har kun haft 3 mindre stop:
1 trækkæde ved skærebordet sprunget. (Ny kæde hentet på lager 30 km herfra. 3 timers høststop.)
1 knivbjælke knækket. (Bøjede knivfingre skiftet. Reserveknivbjælke, som altid er med i skærebordet, isat. Under 1 times stop.)
Ophæng til fyldesnegl i korntank knækket. (Ophæng svejsede vi selv sammen; men måtte hjem med maskinen 2 timer før forventet den dag. Næste dag klar igen.)

Det var ellers med noget bange anelser, at mejetærskerskiftet endte i rødt. Jeg husker IH-mejetærskerne fra 1980erne, hvor høststop var mere reglen end undtagelsen.
Vi er heldigvis nu 4 i vores lille maskin-team med de 2 unge som varme fortalere, så min skepsis var i klart mindretal.

På traktorsiden har der “kun” været 4 nedbrud.
“Plastik-traktoren” -en Claes- stod for de 3 af dem. (1 forhjulsophæng, 1 turbo, 1 utæt køler. Den traktor er vist på vej ud.)
Heldigvis har vi Nokia-traktoren, en gammel JD 6910, stående ovre bagved som reserve. Kælenavnet skyldes, at den, som de gamle Nokiatelefoner, er total blottet for al Carl Smart-isenkram; men den kan det den er sat i verden for: Køre!
Den har kørt et uuuu-tal af timer, air-con er særdeles periodisk og sædeophænget kunne være bedre; men skifter vi lidt rundt, så man kun har 3-4 timer hver i den dagligt, kan man godt overleve et par dages kørsel i hoppegyngen med indbygget dampbad.
For uindviede er det vigtig at vide, at starteren lige skal have et par lette slag med en hammer inden man drejer nøglen; men bortset fra det, Fru kammerherreinde…..

Rapssåningen lakker mod enden. Vi sår de sidste 9 hektar i dag. Det er lidt sent; men det skal nu nok gå. Der er varmt og solrigt vejr i udsigt og det er mere afgørende end datoen.
Vi havde oktobervejr i august så hvorfor ikke augustvejr i september?

Langstrakt høst.

Du godeste. Det er over 2 uger siden jeg sidst har skrevet på bloggen. Det er et tydeligt tegn på, at denne høst virkelig trækker tænder ud.
Vi har stadig en del høstdage tilbage selvom mejetærsker og det øvrige materiel indtil videre har fungeret tæt på optimalt.
Vores mange småstykker er et grundvilkår. Grøfter og diger er fredede, så der er ikke mulighed for yderligere sammenlægninger. To andre faktorer spiller ind i år:
Afgrøderne er sent afmodnede og vejret har været ustadigt og køligt.

Der er ikke tal på de gange, hvor hele menageriet har været trukket af stalden og så kommer formiddagsregnbygen og gør en ende på høstdagen inden den er begyndt.

Her er det vårbyg med græsudlæg hos en nabo med malkekvæg som vi høster for. Det lykkedes faktisk at få avlen bjærget; men det holdt hårdt at få den grøntsagssuppe gennem mejetærskeren:

I disse dage har vi faktisk den længste periode med sammenhængende høstdage i denne sæson, og holder vejrudsigten har vi yderligere 3-4 dage med høstvejr forude. Holder den udsigt og materiellet, vil vi være nået langt; men dagene bliver kortere. Duggen holder ved til langt op på formiddagen og falder igen ved 21-tiden.

Det opmuntrende er, at det vi høster er værdifuldt. Verden fattes føde. Priserne er stadig i top, for fødevarelagrene er under normalniveau og nogle af de store udbyderlande forventer en dårlig kornavl.
Rusland nedvurderer den forventede avl og Brasilien har også problemer med vejret i forhold til deres majs.

Kampen fortsætter.

Aks.

Høsten er i gang. Denne uge har budt på fint høstvejr, og stort set alle afgrøder er nu klar til høst.
Vi har koncentreret os om vårbyggen. isærhvor der er græsudlæg. Udlægget trænger til lys, og byggen kan begynde at spire og derved blive kasseret som maltbyg.
-Og sidst, men ikke mindst, har byg det med at synke sammen så en del af aksene tabes på jorden.
Tabet af aks kan blive betydeligt og har til alle tider været et problem -selv dengang høsten foregik med le og rive. Vi har i år i byggen tabt aks svarende til ca. 200 kg pr. hektar.
Det halve af en normal avl for 200 år siden, i dag en konstatering af et nødvendigt onde og et skuldertræk.
Engang var korn så efterspurgt, at akssamling var fattigmands høst.

“Rev vi marken let?
Det er gammel ret.
Fuglen og den fattige skal også være mæt.”

Maleren Brendekilde har fanget dette møjsommelige arbejde tilbage i 1887:

I dag er normaludbyttet mangedoblet. Fattigdom på datidens niveau findes ikke længere, så der heldigvis råd til at tabe, og vårbygavlen ser slet ikke så ringe ud endda.
Der er lidt bøvl med kalibreringen af den “nye” mejetærskers vægtenhed og al byggen er lagt på lager, så der er ingen vejesedler fra foderstoffen; men vurderet ud fra stakkenes størrelse ligner det en ganske fornuftig avl.

Der meldes regn i weekenden så i dag skulle det gerne gå løs i brødrugen.
Rug kan, om noget, spire i akset i regnvejr og derved blive uegnet til bagning; men det burde være muligt at nå i mål inden vejrudsigtens regn skulle komme omkring kl. 22 i aften.
Lykkes planen er der stort set “kun” havre, vinterraps og hvede tilbage når regnen kommer.

Skybrud.

I forgårs gav eftermiddagen et decideret skybrud af den mere lokale, men voldsomme, type. 33 mm på mindre end 25 minutter viste regnmåleren på gårdspladsen. Få hundrede meter væk viste en anden regnmåler 26 mm og 1½ km i modsat retning var nedbørsmængden 53 mm.
Det er ikke blevet til nogen omfangsrig fotodokumentation, for det hele handlede om at holde kloakdækslerne fri af de grene, blade og småsten som det fossende vand bragte med sig, så laden med græsfrølageret ikke blev totalt oversvømmet.
Da haglene satte ind nåede jeg at tage et enkelt forkølet billede, for jeg måtte flygte ind i laden, da de centimeterstore hagl var for hårdt for et utildækket tyndhåret hoved.

Det lykkedes ikke helt at holde vandet ude. En del vand er trængt ind under frøet, så der skal gøres noget hurtigt.
En stor ros til frøfirmaet DSV for deres hurtige reaktion på min henvendelse i går morges.
Allerede denne formiddag kommer den første sugerbil efter det græsfrø som efter leveringsplanen først skulle have været afhentet i december.
Tiden vil vise hvor langt ind under frøet vandet er nået og hvor meget vand frøet har nået at suge til sig.
Også forsikringsselskabet har været forstående og hurtige. -For der er heldigvis en forsikring, som dækker tabet ved skybrud som dette; men der går alligevel en halv dag med telefonsamtaler (“De er nu nummer 6 i køen.”) inden der er lagt en plan for det videre forløb.
Men det er sært, så lokalt bygerne falder. Hos kollegerne 5 km mod øst høstedes hele eftermiddagen i strålende sol.

Skybrud har optrådt til alle tider og er en voldsom oplevelse. Det kunne dog have været langt værre end tilfældet var i forgårs.
Læs f.eks. Erics indlæg om Lønstrup d. 11. august 1877.

https://sitestory.dk/wordpress/2021/07/21/naturkatastrofen-i-loenstrup/#comment-12301

Årets høst startet.

I går fik vi gang i rødsvingelhøsten. Frøet føles tørt og materialet glider fint gennem mejetærskeren. Høstvejret var også tæt på de ideelle. 27 C, sol og frisk vind.
Vi får lidt rigeligt med frøskaller og halmstumper med hjem; men hellere lidt afrensning hos frøfirmaet end at frøet danser bagud af mejetærskeren.
Der kommer en montør forbi i dag, som mener sig i stand til at finjustere så varen bliver renere; men skulle det ikke lykkes er det ingen katastrofe. Rumvægten ligger på 170 kg/m3, hvor vores sort i bedste fald kan komme op på 200 kg/m3, så værre er det ikke fat.

Vejret i dag ser også lovende ud. Det blæser allerede pænt her fra morgenstunden, så dug er der ikke meget af.

Georginer er høst- og efterårsblomster, så en af knoldene må have hørt mejetærskeren, for den første blomst kom frem i går.
Det er tidligt i forhold til normalen her på stedet.
Vi er gammeldags. Vi sætter først knoldene omkring Grundlovsdag og så skal de første blomster, efter den gamle havealmanak komme når vårbyggen er binder-moden, og det er i al fald tidligst om 10 dage; men varme og solrige dage har accelereret udviklingen hos de knolde, som er kommet.
Vi har haft en del knolde, som er blevet sat i for fugtig jord og de er rådnet bort. Normalt kan georginer ikke mishandles til at blive væk; men det er lykkedes denne gang.
Den førstblomstrende er oprindelig fra et frønøgle plukket i en park af nær bekendt.
Frøplanter giver ofte en ny sort med åben blomst, og det er lige netop, hvad der var ønsket, for disse åbne blomster er et sandt madorgie for insekterne og -efter min mening- smukke i deres enkelthed. Humlebien nåede lige akkurat at smutte; men her er årets første i sin rød/gule enkelthed:

Nytilkomne.

Frøhøsten nærmer sig; men der er stadig umodne frøstængler og vejrudsigten er lovende, så mon ikke vi holder os i skindet, og lader mejetærskeren blive i hus 3-4 dage endnu.
Umodent græsfrø kan være tæt på umuligt at styre på lageret og mejetærskeren kommer let til at beskadige de bløde umodne frø, og græsfrø uden spireevne er reelt værdiløst.

I ventetiden var der i går mulighed for at hente de podede æbletræer hos Guldbjerg Planteskole.
Jeg klippede i vinter podekviste af to oldgamle æbletræer i Kile Mose. Jeg husker helt fra barnsben de to træer i skoven og deres velsmagende æbler, når vi holdt pause under jagterne. Nu får vi at se, om æblerne smager ligeså godt, når de er revet væk fra deres oprindelige miljø.
Deres årsskud var særdeles spinkle, som det oftest er tilfældet med gamle træer, så jeg turde ikke selv binde an med podningen og Frode fra Guldbjerg kan få det utroligste til at lykkes.
Således også denne gang. Mit barnebarn og jeg fik 12 nye træer med hjem.
3 træer af hver af de gamle og så lige 2×3 træer af podekviste fra vores egen have.

Grevens Mose-æble, Birkeskov-æble, Jernæble og Gyldent Koæble.
Så er det blot at plante ud til efteråret, holde rent, dyresikre og vente 5-6 år på de første frugter:

Da vi kom hjem med de små træer var der røre i gadekæret.
En and havde klækket 6 ællinger, så der var noget at tage vare på for en 5-års pige. Det tog en god del af eftermiddagsbesøget at følge de små dunklumper.

Desværre var vi ikke de eneste følgere. En krage havde straks bemærket det nye menukort og fløj forbi et par gange.
Det bliver spændende at se hvor længe de klarer kampen for tilværelsen. Denne morgen i solopgangen var alle 6 dog stadig i live.

Tæt på.

I går faldt der over 100 mm regn i Dalby, som i luftlinje ligger 21 km herfra, og vi fik en enkelt mm.
De blåsorte skyer hang hele aftenen mod øst.

Vest for os har det også regnet noget uden dog at nærme sig Dalbys mængder.
Dette med at regnen kører på begge sider af os har vi oplevet utallige gange, oftest har det været med et suk efter regnen til de tørre marker her i starten af juli; men netop i år er jorden i god vandbalance, så skuet var med en tanke til de marker på Hindsholm, som formodentlig er slået helt til jorden af skybruddet.
Der dyrkes meget græsfrø i det milde kystnære område, og meget af det kan være helt tabt.

Det var også tæt på i fodboldens verden, og i den forbindelse kan jeg læse, at der flere steder er blevet spurgt ind til, hvad man lavede i 1992, da det lykkedes med europamesterskabet.
For mit vedkommende så jeg kun 2. halvleg, og det på en restauration i Slawno i Polen.
Vi skulle ud for at se på et landbrug på 800 ha, som var til forpagtning med forkøbsret, og skulle på denne restaurant mødes med en mægler inden besigtigelsen.
Jeg bemærkede, at der var TV i lokalet, så jeg betalte tjeneren et beløb for at reservere et bord hele aftenen, så der var plads, når vi kom retur.
Det var den smukkeste sommeraften med storke i engen og gode marker rundt om det faldefærdige bygningssæt; men vi fik ikke gården, for Golik, vores polske hjælpende ånd, mente at forpagtningsafgiften på 200 kg hvede pr. hektar var for høj.
– Helt sikkert en fejlvurdering; men dem var der nogle stykker af i starten af karrieren dernede.
Da vi returnerede til restauranten stod der en kø udenfor fjernsynsstuen. Det viste sig, at for det beløb, værdi ca. 100 kr, jeg havde stukket tjeneren for bordet, havde denne reserveret hele lokalet til os. Alt var uhyre billigt i Polen dengang.
Vi fik folk ind, sejren kom i hus, og de øvrige gæster gav hånd. -Ikke med et tillykke med sejren, men med en tak fordi vi vandt over Tyskland!
Polakker har en veludviklet humoristisk sans. Vores polske kontakt sendte en fax til en tysk forretningsforbindelse: “Gratulieren mit 2. platz”.

Med alderen kommer potentielt fatale diagnoser stadig oftere tæt på.
Heldigvis går det også den rigtige vej, som da vi i går fik besked om en nær bekendts rigtig gode helbredelsesmuligheder og udsigt til mildt behandlingsforløb.
Så titter morgensolen frem fra helt samme vinkel som i går gav sorte skyer.
Tæt på ideel morgen til kaffe med Fruen.