Nu troede jeg lige…

… at vi skulle have en ordentlig skylle. Her for en time siden var himlen dækket af mørke skyer, og der faldt enkelte store dråber. Lige opskriften på en ordentlig byge; men det hele gik i sig selv igen.
Den varslede regn er kørt uden om os.
Men vi skal ikke klage. Der er stadig vand i jorden fra de 60 mm først på måneden og fordampningen er begrænset med temperaturer omkring 20 grader og en høj luftfugtighed.

Jeg er i aftes vendt hjem fra en tur i Holland med frøfirmaet.
Dernede var der tørke!
40 mm sammenlagt for maj og juni. Sol fra en skyfri himmel, 30-32 grader og frisk vind. Så går det stærkt!
Det kniber for kameraet at tage højde for det stærke lys; men revnerne i jorden er vist tydelige alligevel.


De steder hvor man ikke, som her, kan hæve vandstanden i kanalerne,

og presse kanalvandet retur i drænssystemerne

visner afgrøderne ned.

Holland har et anderledes syn på landbrug end her i DK, og det -sammen med et normalt godt klima for mange afgrøder- giver et andet afgrødevalg og et anderledes mod blandt landmændene til at vove sig ud i spændende investeringer.

Kunne det friste med en oversavet traktor med dobbelt rækkekultivator ?

Eller en flot mellemafgrøde efter tidlige kartofler?

Juridisk er vi i DK bundet af snævre muligheder for valg i efterafgrøder, hvor man i Tyskland og Holland har bedre valgmuligheder, som kan give et dybt udviklet rodnet til gavn for jordstruktur og næringsoptagelse.

Holland er stadig et velstriglet og effektivt land, hvor der dyrkes helt til kanten. (Dette billede dog taget for at vise, hvor meget pollen blomsterparcellerne har afgivet og efterladt på vandoverfladen):

-og det giver tilsvarende huse og haver, som her hos en af vore besøgsværter, hvor stuehuset var fra 26 år ældre end vores -grundhuset er årgang 1677.

Helt ude i sumpen.

Så fik vårbyggen sidste sprøjtning mod svamp og bladlus.
Byggen er ren for svampe i år med undtagelse af lidt bygbladplet et stykke nede i afgrøden.
Stategien med at dele 60 procent fulddosering over tre sprøjtninger ser ud til at holde i år. Der skal ikke de store mængder til, når man kommer i tide inden svampesygdommene når at etabelere sig.
Smittetryk er der der eller nok af. På markvandringen i sidste uge var de ubehandlede parceller hårdt ramt af bygrust og bygbladplet.

Bladlusene i vårbyggen sidder som sædvanlig nede i afgrøden, hvor hvedelus trækker op i akset.
Turde jeg stole på vejrudsigten, hvor dagen i dag skulle være den sidste i de næste 14 dage med temperaturer over 20 grader, kunne insekticidet måske have været sparet; for under kolde og fugtige forhold kan bladluseangreb nærmest gå i sig selv igen.
Erfaringen siger mig, at langtidsvejrudsigter i bedste fald er vejledende og ofte vildledende.
Det er milliarder i besparelser, der ligger gemt i gøre meteorologi til en mere eksakt videnskab.

De dyrkede marker står generelt godt i øjeblikket. Værre står det til i engene.
Vi lever i en tid, hvor der sættes en ære i at forsumpe landet.
I vores flade nordfynske landskab er en vandstandshævning på blot 20 cm. fatalt.
Drænene ligger typisk med 1,5 til 2 promille fald, så 20 cm vil påvirke afvandingen minimum 100 meter fra vandløbet.

Nede i Kile Mose er situationen med den hævede vandstand kaotisk. Bækken er minimum 40 cm over niveau, og har været det i årevis. Hvor der i min barndom var dyrkede små marker med grøntsager er der i dag vidjekrat og siv.

Kommunen har opgivet at få styr på de mange bjørneklo, som spirer fra frø bragt til med vandet i bækken og spreder sig i engen, så den opgave har man behændigt lagt over på lodsejerne.
Jeg er den lykkelige ejer af et herligt stykke eng på en lille forhøjning i landskabet.

Normalt har jeg kunnet knuse de uønskede planter ned med en traktortrukket maskine som her i den tørre juli 2015, hvor vi fik vidjebuske og det hele væk og der 2 uger efter dette billede var dækket med urter og nyt græs:

I fjor var området så vådt, at vi kun kunne bekæmpe bjørneklo med en lille bæltemaskine med en slåmaskine på gravearmen.
I år havde jeg bestilt ham igen, for engen er ingenlunde blevet mere farbar.
Han kom i går kl. 10:30, og 1½ time senere sad han fast.

Som det ses har vi nået at slå bjørneklo på ca. halvdelen af arealet, maskinen er ved hjælp at kæder, sved og snilde blevet bugseret i land og hvad skal jeg så stille op med de resterende planter på den sidste halvdel?
Slåning med le eller buskrydder er for farligt. Planterne er giftige for mennesker og giver voldsomme vandfyldte bylder på huden, hvor man rammes af plantesaften.

Det bedste ville være at lukke kreaturer på arealet.
De æder og tåler bjørneklo; men ingen med kreaturer ønsker at lukke dem ud, hvor der er så stor fare for, at de sidder fast i mudderet.
Når alt er så vådt, er den eneste udgang på sådan et fasthængende kreatur at skyde det en kugle for panden og så lade ræve og ravne om det 500 kg tunge kadaver.

-Og det ville da også være synd, hvis hende med mandeløjnene og kødklumpen ved siden skulle ende i sumpen:

De går i en anden eng, hvor forsumpningen endnu ikke har vundet. Men det er kun et spørgsmål om tid.
Også Ellebækken er i “Kom-lad-os-frelse-verden”-segmentets søgelys.
Om få år vil dette billede af Vestergårds enge med græssende kreaturer være historisk:

Aha.

Det er herligt med faglige “Ja, selvfølgelig – oplevelser”. Altså dette at få sat ord og tal på sammenhænge man egentlig godt kender i forvejen.

Jeg var på markvandring i forsøgsmarken på Bramstrup i forgårs. Der ligger 8 hektar med markforsøg af forskellig slags, så der er nok at se på sådan en fremvisningsaften:
Nye sorter, dyrkningstekniker, gødskningsstrategier osv.
Hvert planteforædlerfirma er mødt op, og forklarer om egne sorters fortræffeligheder. Smalltalk. Hilse på gamle bekendte. Nyde forsøgsparcellernes forskelligheder.

-Og så der under “Eventuelt” under vandreturen fra rapsforsøg til rødsvingelforsøg falder ordene fra en af fremviserne:

“Hvede evner under kerneudviklingsprocessen at flytte 30-50 procent af næringen fra stængel og blade op til kernen. For rapsens vedkommende flyttes kun 10 procent.”

Aha!

Måske derfor skuffer en pralende 2,5 meter høj raps tit. Næringen er brugt på stængler og så står planterne og mangler næring når frøsætningen finder sted. Rapsen evner ikke at transportere næringen fra stænglen og bladene op til gavn for frødannelsen, og netop derfor er rapshalm så rig på næringsstoffer, at man sjældent kan få nok for halmen til at kan betale tabet af gødning.

Måske derfor skuffer hybridsorterne tit i forhold til de gammeldags liniesorter og giver kun lige akkurat samme udbytte: Al krudtet er brugt på stængler og pral som på denne hybrid fra 2014 (Hvor marken i øvrigt gav et udmærket udbytte.)

Men tænk, hvis blot halvdelen af krudtet i al den stængel- og bladmasse var blevet gemt til frødannelsen!

Vi skal i højere grad lægge en gødskningsstrategi, som giver disse hybridsorter adgang til næring under frøsætningen.
Men det er svært, for sen gødningstildeling kræver bladsgødskning da det ikke er let at satse på regn til almindelig gødningstildeling, og det er på et tidspunkt, hvor det er umuligt at køre i rapsen uden at ødelægge køresporene totalt.

Det er nok lettere at prøve at sætte ind med et endnu lavere plantetal. Vi skal måske ned på 15-20 planter pr. m2 eller mindre. Det sparer dyr udsæd og skåner planterne for indbyrdes konkurrence.
Samtidig kunne 2. del af forårsgødskningen foretages med en langsomt kvælstoffrigivende gødningstype. F. eks. gylle med højt tørstofindhold tildelt ved rapsens begyndende strækning.

Det vil komme til at se voldsomt ud med køresporene i rapsen på det tidspunkt; men rapsen danner 80-100 kg. frø pr. dag i frøindlejringsperioden, så kunne vi holde planten i produktion blot en uge længere, ligger der et merudbytte på 10-15 procent og venter.

Kunsten bliver så at holde de røde drenge her stangen, når der bliver færre rapsplanter til at overskygge dem.

Det må prøves i en mark eller to til næste sæson.
Der et nyt produkt godkendt, som skulle kunne tage 85 procent af valmuerne i efteråret.

En rigtig bundbløder…

…blev det til i går.
Indtil i går morges var der faldet 21 mm regn. De 10-11 mm som skybrudsagtig regn og resten som god grøderegn.
I går stod den så på dagregn.
Morgenen i går var flot med varm junimorgensol i nakken, da jeg sad ved Iglekæret og nød grøden i det hele. Henad ved halvsekstiden kom skyerne og klokken præcis seks faldt den første dråbe på hånden.
Det var begyndelsen på noget stort, for denne morgen kunne jeg hælde 26 mm af regnmåleren.

47 mm. i alt i denne omgang.
På en almindelig god sommerdag fordamper der ca. 4 mm, så nu har planterne væde frem til Sankt Hans.

Det er en stor glæde at kunne nyde en vejrudsigt, der -bortset fra et par byger natten mellem søndag og mandag- lover tørvejr to uger frem.

Markerne i Polen har fået 36 mm. i denne omgang, og i skrivende stund viser radarbilledet, at de får et ekstra lille drys dernede, så de kan også klare sig for en stund.

Hvilken nydelse at være bonde i sådan et vejr!
Men det må nu også være godt for menigmand, som ikke lige umiddelbart skal leve af væksten, at se grønne planter frem for døende visne plæner og støvede træer.

 

-Og regnen kom.

11 mm!
Ikke som stille regn, men som en byge af de kraftigere.
Fronten var længe om at trække ind over,

Men da regnen kom en time efter, kunne tagrenderne ikke tage vandet.

Nu kan 11 mm. kun klare 2-3 dages fordampning, så den byge kan ikke redde noget i sig selv; men nu er der åbnet op for fronterne.
Får vi blot lidt af de lovede nedbørsmængder de kommende dage ser det lyst ud for avlen.
Juniregn går til kernen. I jubelåret 1984 fik vi 123 mm. i juni efter en ret tør maj. Sandpletterne kan ikke reddes; men står de godt, bliver avlen tit for lille.

Inden regnen i aftes sad jeg og læste Johannes V. Jensens “Thomas i Spanggaarden” for Gud ved hvilken gang.
Midt i novellen er der nemlig en herlig beskrivelse af regn efter en tør periode og af sindsstemningen, som måske kan give de, der ikke lige lever af og med vejret en fornemmelse af, hvad der rører sig i en bondesjæl:

“Det år var det, at den store tørke faldt ind, som folk taler om endnu. Der faldt ingen regn lige fra om våren, når undtaget et par tordenbyger, der kun evnede at plaske i overfladen af støvet og gøre jorden ligesom koparret. Bønderne ventede længe tålmodigt tillige med kornet. Det voksede endda, det ligesom listede sig til at vokse lidt. Men udsigterne blev små. Hen på sommeren begyndte man at tale stille om, hvad der endnu kunne reddes; det betød, at man havde gjort så store afslag, man evnede. Men der kom ingen regn. Der stod det syge korn på agrene, havre af en fingers længde, rug så hvidt som bleget hår og med det halve af vipperne golde. Ude på de skarpe jorder ved fjorden blev der næsten ingenting. Længe, længe blev man ved med at tro, at en regn endnu kunne redde afgrøden, men fortrøstningen blev løsere og løsere, ligesom der var langt mellem stråene på marken. Men ved middagstid kom der kulde i luften, svære skyer drev hastigt fra vest, de kom flyvende som mørke giganter med armene strakt frem foran sig. Man ville knap tro det, og da det blev til regn kunne ingen bare sig for bevægelse. Jo, det begyndte at skylle ned. Solen skinnede i begyndelsen, og regnen kom højt oppe fra luften i lange glimrende og lysgyldne strenge. Funker og gnister røg fra kornet, og over vejen stod en fin dis af vandstøv. Det regnede i solskin, hver dråbe tindrede af lys. Og sådan var alle folks glæde. Rolige mænd for ud af dørene og råbte halløj over til naboen at sige det! Midtvejs mødtes de og blev stående i skylregnen. Børnene, som havde været trykket af de gamles stilhed, blev ellevilde. Alt kunne blive godt endnu. Mændene gav hinanden håndslag, nogle skjulte sig og græd eller takkede Gud. De behøvede ikke at skjule sig, alle var stiltiende enige om at give hinanden lov til udbrud og glemme det siden.”

 

Vi var heldigvis ikke så hårdt presset af tørke som i novellen.
Rapsen, og for den sags skyld også de andre afgrøder, har sjældent stået bedre på nuværende tidspunkt selvom valmuerne enkelte steder er på vej igennem for at tage næring og lys fra afgrøden:

 

Stadig tørt.

Dagene går. De varslede regnbyger glider udenom eller forsvinder i ingenting. Langt de fleste marker tåler tørken endnu, og kom der regn, står der virkelig nogle flotte afgrøder generelt set.
Sandpletterne er så småt ved at visne hen; men de udgør heldigvis et lille areal sammenlagt.

Vores nok mest sandede mark ligger med 1.-års rødsvingel i år. Og de lette pletter i marken dræede allerede 1. juni om eftermiddagen.
Det er mindst 5 dage for tidligt og planternes nødløsning: Red hvad reddes kan!
Så bestøves den del af akset (Rødsvingel er nu egentlig en top-græs og ikke en aks-græs, men ordet aks bruges nu ofte alligevel og er mere forståeligt.) som endnu har vædsketilførsel og derved er der stadig mulighed for reproduktion, men på et lavere niveau.

Hveden sprøjtede jeg mod svamp i går. Den er pæn ren med undtagelse af lidt meldug og de altid tilstedeværende bladpletsvampe i bunden, så måske er det spildte kræfter og kemi; men bladpletsvampen septoria kan kun forebygges, og skulle der komme regn i de kommende dage, er det sin sag at have faneblad og aks stående ubeskyttede. Svampen spredes nemlig med regnpjask fra bunden og op.

Så uskyldig ser symptomerne på svampen ud:

Det er lidt som infuenza hos mennesker: Herregud! lidt røde øjne og en enkelt grads temperaturforøgelse. Men sygdommen piller ens ydeevne fuldstændig af.
Svampen giver op til 30 procents udbyttenedgang, hvis den får lov at udvikle sig som i dette usprøjtede hjørne i fjor:

Tørt, men med håb.

Det er ved at være rigtig tørt. Sandpletterne begynder at markere sig kraftigt.
De seneste dages lovede regn kørte syd om os; men lørdag er der nyt håb om nedbør.
Indtil nu er det generelle billede af afgrøderne positivt, og rapsen har vel næppe stået bedre nogensinde. Rapsen kvitterer i særlig grad for den øgede gødningskvote. Der slipper ikke næringsstoffer forbi dens pælerødder. Der bliver spist op uanset portionens størrelse.

I Polen har tørken anderledes hårdt fat. Vi nåede at få et par meget lokale byger i går. Fra 2 til 5 mm.
Vi har regnmålere i flere marker netop fordi sommerregnen dernede ofte falder som meget uensartede byger og markerne ligger op til 15 km. fra hinanden.

Regnen var velkommen; men det er helt andre mængder, der er behov for, når hveden ser sådan ud på sandbakkerne:

Her i nærbillede:

Så er det noget mere opløftende med en tur herhjemme i Dyrlægemarkens vårbyg med udlæg af rødsvingel. Den jord tåler tørken langt bedre og vi har slet ikke haft samme tørre og varme blæst som i det polske.
Billedet er godt nok tre dage gammelt; men forholdene har ikke ændret sig og de små rødsvingelplanter står på række og geled i bunden og er klar til at udvikle sig, når byggen om ca. 2 måneder er høstet:

Her lidt tættere på, så rødsvingelplanterne ses tydeligere: