Tillykke Heiko!

Udenfor er det kuling og regn. Det er set før på denne årstid -og efterhånden en del gange i dette efterår.
Vi trænger snart til mere vinterlige vejrforhold.

Andre steder i verden er regn en mangelvare.
Hos Heiko i Namibia har det været tørke i snart to år. Allerede da vi i det tidlige forår besøgte ham var det galt, og så har den ellers stået på 30 graders varme og sol siden da.

Jeg følger vejrudsigt og radar for Windhoek, som ligger ca. 120 km fra farmen, hver morgen. Det var derfor med stor glæde, at jeg i aftes kunne sende en mail med en forsigtig lykønskning.
Forsigtig, for man ved aldrig med regnen i Namibia. Bygerne er som overdimensionerede danske tordenbyger: Voldsomme og ofte stærkt afgrænsede.

Det gjorde derfor dobbelt godt at få dette billede fra foldene overfor gården:

Namibia efter regn

Vi har for år tilbage oplevet at komme til farmen kort tid efter regn. Det er et under.
På mindre end 2 uger dækker de nye spirer hele den svedne overflade.
Der er en vrimmel af blomster og blade fra noget, der før regnen lignede døde pinde. Sommerfugle i millionvis.
Udtørrede flodsenge fyldes på minutter og forvandles til frådende vandmasser, som igen løber ud i ørkenen og forsvinder ned i sandet til vandlommer, som giver mulighed for de små oasers liv i selv de mest tørre tider.
Enhver med mulighed for det, bør booke den første ledige flyplads og opleve et 2 ugers kursus i hvordan liv opstår af det (tilsyneladende) døde.

Vejrudsigten lover mere regn over bushen.
Lad det ske.

 

Underbyggende analyse.

Jeg har i mange år haft en teori om gravhøjenes baggrund, som ikke stemmer helt overens med den officielle udlægning.

Den 17.10. 2015 skrev jeg nedenstående efter et besøg på Silkeborg Museum:

Jeg forestiller mig gravhøjen som et værn mod udpining. Dengang som nu var bortførsel af næringsstoffer fra agerjorden et altoverskyggende problem.
I konventionelt landbrug er problemet siden 1840-erne, hvor man fandt ud af at syrebehandle knogler og lave den første svage fosfatgødning, blevet løst ved at tilføre jorden kunstgødning.

Økologer klarer problemet ved at hente gylle fra mælke- og svinefabrikker, hvorefter disse så blot køber noget mere kunstgødning i stedet.
Som når den alkoholiske præst i hine tider lod vaskekonen om at købe brændevinen og derefter talte svovl fra prædikestolen over de syndige.

I datidens agerbrug blev jorden med tiden udpint; muldlag eller ej, og der har sikkert også været en voldsom stor mængde ukrudtsfrø til at genere avlen.

Ved at bortskrælle det øverste lag fjernede man med et snuptag næsten alle frø af de enårige arter som generer korndyrkningen samtidig med at man fik et nyt jordlag frem, som kunne iltes med plovens forgænger, arden.
Ved iltningen frigiver en mineraljord næringsstoffer ved at lerets jordkoloider nedbrydes og dermed kan planter igen trives på den selvsamme jord, som før bygningen af gravhøjen var udpint og gold.

Alt dette med mineralisering og frøbank i jorden vidste man dengang ikke noget om. Helt op i 1700-årene troede man, at frø af den ene art, ved uheldige omstændigheder/trolddom, kunne give planter af en anden art.
Det har for dem været en gave, som den højsatte skænkede landsbyen for en anstændig begravelse, og jo større gravhøj, desto større del af marken blev med eet slag fri for ukrudt og højtydende igen.

Muld var ingen mangelvare; men det var plantenæringsstoffer og ukrudtsfri jord.

 

 
I forbindelse med at gravhøjen på Melby Ender (Ja, det er faktisk et lokalt stednavn) blev udgravet af museet i dette efterår, fik jeg mulighed for at tage en jordprøve af højens indre, som tydeligt var opbygget af græstørv.

Jordprøven blev udtaget ud for første landmålerstok efter yderligere udgravning af højen 2 meter længere inde mod diget.

Gravhøj

Analyseresultatet er nu kommet, og viser et fosfortal på så lidt som 0,6 hvilket svar til en plantetilgængelig fosformængde på 15 kg/hektar.
På nutidens dyrkede jorde tilstræbes et fosfortal på 3, svarende til 5 gange fosforindholdet i gravhøjstørven.
Også kali-indholdet er meget lavt (Kt=3,1 mod tilstræbet i nutiden 8); men kalium er mere labilt i jorden, så der kan være andre faktorer inde over.

Denne analyse beviser naturligvis ingenting i sig selv; men den underbygger mere end den modbeviser.

Der netop kommet en kort beskrivelse af fundene fra Odense Bys Museer, hvis nogen skulle være interesseret i mere info om højen med de mange begravelser:
https://museum.odense.dk/nyheder/2019/nyt-fra-obm-november-2019/den-glemte-stendysse?fbclid=IwAR0todiISjvqhR4yx53n0_uIzfkgF9onVGE21aaeBScV0UWOCCw2_KLcx3U

 

På slæb.

Det er en meget fugtig juletræssæson.
Der skal blot køres i sporerne ganske få gange, så er det hele ét pløre.
Men vi har prøvet det før. Her er et billede tilbage fra 2013-sæsonen, hvor det hele også var kørt op:

11136377485_39d057f143_k

Heldigvis har vi ikke tilnærmelsesvis så stor produktion som dengang. Til gengæld har vi nu i en årrække lavet en del større træer op til 6 meters højde.
De giver andre problemer, da de vejer fra 200 kg og op.
For at undgå at svine træerne til måtte vi i går gå lidt utraditionelt til værks og give træerne en slædetur ud af marken på et stykke plastarmeret folie, så grenene ikke kom i berøring med mudderet:

graner på plast II

Disse store træer er der ikke mange, som orker at bøvle med, så de holder et fornuftigt prisleje. Værre står det til med træer op til 2,40 meter. Her er markedet for 6. år kollapset.
Egentlig var det til næste sæson, man burde plante. Problemet er blot, at markedet styres af nogle store fondsejede selskaber, som år efter år sætter millioner til på juletræsproduktion uden at de nedsætter produktionen. Der er truffet en principbeslutning om at fortsætte, og derved bliver det.
Fondene ejer så meget andet som opvejer tabet, så markedsmekanismerne er sat ud af kraft.

Gæs!

For første gang i den tid jeg har drevet Albertmarken har der i år været gåse-invasion.
Flere tusind bramgæs har dagligt mæsket sig i de små hvedeblade. Det ville der egentlig ikke ske så meget ved, hvis jorden blot havde været tør. Planterne sætter friske blade til foråret, så længe plantens vækstpunkt er intakt og befinder sig over jordoverfladen.
Nu er jorden ikke just tør i dette efterår, og gæssene træder derfor de små hvedeplanter ned i den våde jordoverflade, og så er det sket for planten.
Jeg har prøvet med forskellige skræmsler; men de virker en dag eller to, og så er alt tilbage i vante gænge.
Jeg har derfor søgt, og fået, reguleringstilladelse til de ellers fredede bramgæs.

Gæssene er dog snu.
Forleden var vi deroppe, hvor vi blot stillede os i hegnet. En enkelt af deltagerne stod ikke godt nok dækket, gæssene så os og fløj videre uden at der blev skudt nogen gæs den dag. Kort tid efter vi var gået hjem vendte gæssene tilbage som om intet var hændt.

Der skal mere til for at få gæssene til at søge mod nye mål.
Jeg fik fat i en jæger med mange lokkegæs, og det gav pote.
Vi var 3 jægere, som lå i hver sin overdimensionerede kunstige sangsvane. Sangsvaner signalerer sikkerhed for gæssene, da de fugle er meget årvågne.
Gæs reagerer ikke på forkerte størrelsesforhold; men for os er det sært, at gæs -som ellers flygter ved den mindste bevægelse eller farvefejl i landskabet- flyver direkte mod sådan 3 hvide klumper omgivet af lokkegæs i normal størrelse.

Lokkegæs

Gæssene væltede ind i en time. Flok efter flok med flere hundrede bramgæs i hver.
Ind i mellem kom der også grågæs og blisgæs forbi.
Da trækket var ovre havde vi 3 grågæs, 2 blisgæs og 9 bramgæs på paraden.

Vi sad  i hegnet et godt stykke bag marken og nød et par kopper varmende kaffe og en stak ostemadder. Ikke en eneste gåseflok tog retning af marken.
Jeg håber og tror, at de bliver væk en rum tid.

Kunne gæssene blot fordele spiseriet. 2-3 dage i hver mark ville på ingen måde gøre skade; men det er, som var der en gåse-magnet i enkelte marker, og det koster.

Så kører vi igen.

Det er et vådt efterår. Markerne er blødt op, og det går vi og små-jamrer lidt over; men for 3 dage siden havde jeg ærinde i Esbjerg og Skjern. I forhold til de vestjyske marker har vi nærmest ørkentilstande.
Tilmed står der rundt omkring stykker med kartofler og majs, som ikke kan bjærges.  Vi må vist hellere nyde vores små vandpytter og glædes over vores lille milde plet på jord. Begge afgrøder er dyre at etablere; så der er virkelig tale om store tab.

På min egen tabsside har jeg siden sidste juletræssæson haft den gamle fældemaskine. Den forsvandt efter at vi havde sluttet sæsonen med et læs træer til Rumænien, hvor køberne selv sørgede for fældning.
Jeg skal ikke nægte, at jeg i min fordomsfuldhed forestillede mig, at den var blevet læsset sammen med juletræerne og nu befandt sig i Sydøsteuropa.
Hvor der handles, der spildes.
Juletræsstykket de fældede træerne i var en afrydning, og rest-træerne står til skov.
Derfor har jeg ikke været rundt i stykket i denne vækstsæson førend jeg i går gik igennem stykket for at se om der skulle være et par store træer til en ordre i næste uge.

-Og dér; under nogle nu visne grangrene stod maskinen:

Napper

De gæve rumænere havde tyverisikret den efter endt brug ved at dække den så effektivt med gran, at vi totalt havde overset den.

Spændende var det, om den kunne køre efter 11 måneder i det fri.
Kom at se Viola danse: Tre træk i snoren, og så kørte den som havde den stået i et opvarmet lokale efter vinterservice.
Jeg gav mine fordomme et rap over fingrene og sendte en tanke til nu afdøde Jørgen Jensen, der for vel for mere end 20 år siden solgte mig denne hjemmegjorte og nærmest uopslidelige maskine.
Nu har de visne nåle fået en tur med trykluft, så de ikke antænder det lille vidunder, og vi er klar til den nye sæson.

De higer og søger.

Da naboen til marken fik ændret ved kloakforholdene, blev han opmærksom på, at der havde været nogen før ham under pløjelaget. Det er et par år siden, og nu bliver gravhøjen, som det viste sig at være, udgravet for den halvdels vedkommende, som stikker ind i marken.
Århundredes jordbearbejdning har allerede jævnet godt ud på den, og de store sten er forlængst fjernet og sikkert genbrugt som fundament ved byggeri.

Gravhøj
Der skal graves et par uger, så dette er blot de første to dages frilægning; men allerede nu ses selve gravkammeret.
Samtidig er er der fremkommet et par mørke områder uden for høj-området, hvor der ligger både østers- og blåmuslingeskaller blandet op i mulden.
Der er også fundet ard-spor under højen,  og da højen anslås at være ca. 4.500 år gammel, har vi været nogle generationers bønder på stedet.
Det bliver spændende, hvad der findes yderligere. Allerede nu ser det ud fra stolpehuller ud til at højen oprindelig har været omgivet af en form for hegn eller pæleværk.

Jeg har fået lov til at udtage en jordprøve under pløjelagsdybde, men stadig i det gamle høj-lag.
Det kunne være interessant at vide noget om udpininggraden af den græstørv, som er brugt til at bygge højen.
Jeg har jo stadig min lille private teori om, at man dengang blotlagde et nyt og ikke-udpint dyrkningslag ved at bygge højen af græstørv.
Så var der sammenhæng: Sæt en høj for den afdøde, og han skænker dig en rig afgrøde.

Jeg er blot lidt nervøs for, om vi kan komme langt nok ned under det nutidige pløjelag til at fosforindholdet er upåvirket af senere tiders gødskning. Vi får at se.

Våd oktober.

Det er en våd oktober i år.
Den daglige regn må snart have bragt balance i vandregnskabet efter næsten to år uden vand i drænene.
Til gengæld har vi stadig den første rigtige nattefrost tilgode og det nyder bl.a. georginerne i haven godt af. De er rigtig i deres es og danner optimistisk nye blomsterknopper i overflod.
-Og måske har de noget at have optimismen i. Der loves ikke under 6 grader de næste 10 døgn.
Jordtemperaturen må også være høj. Den hvede vi såede for kun 12 dage siden står i rækker nu. Ofte er sådan en sentsået hvede først fremspiret en gang i november/december.
Hvis det ellers ville blive så tørt at der kunne køres i marken, har vi et stykke sandjord, hvor det kunne være godt at få sået vinterhvede.
Det er før lykkedes med vinterhvedesåning i starten af november, og den mark er bestemt ikke velegnet til vårsæd i fald 2020 giver en tør forsommer. Der klarer vintersæden sig langt bedre. Måske er såsæsonen ikke overstået endnu.

I dag står den på årets første rigtige fasanjagt. Det bliver spændende hvor hurtigt det går med at få Zini omstillet fra agerhønsene.