Vintersysler i det grønne.

Det er fortsat ret tørt og ganske lunt efter årstiden.
Vejrudsigten melder frost i løbet af næste uge, så med lidt held bliver det muligt af få lavet lidt skovarbejde.
Der er stadig 2 stykker som kan pløjes, så de får nok en tur i dag og i morgen. Derefter er det kun tilbage at pløje de stykker med efterafgrøder, så vinterarbejdet skrider stille og roligt fremad.
I sidste uge havde jeg den oplevelse at sælge to juletræer. Det er første gang jeg oplever at sælge et juletræ i januar; men baggrunden var den, at træerne skulle bruges til optagelse af TV2-julekalenderen.

På fjerkræsiden er der sket lidt fornyelse.
For vel mere end 10 år siden afviklede jeg min stamme af landhøns. Det var lykkedes mig at avle rugelysten helt væk, og da mine høns primært holdes at udklække og passe fasankyllinger, var det en hel lettelse, da ræven tog sig af de sidste.
Fra da af har jeg udelukkende haft dværgwyandotter. De tåler ikke at se to æg ved siden af hinanden; så bliver de skruk.
Landhøns er dog efter min mening en smuk høne, så da en avler ville stoppe, overtog jeg fire ældre høner, som tidligere år har vist gode takter i forhold til udrugning og yngelpleje.
De er i afsluttende fældning; men skal nok blive fine røde i kammen om et par uger eller tre når æglægningen begynder igen.

I weekenden henter jeg en hane af en anden stamme med lige så stor rugelyst. Jeg glæder til igen at have landhøns.

Reklamer

Tørt efter årstiden.

Den grønne vinter fortsætter. Grønne vintre har vi haft mange af i tidens løb; men ofte betyder milde vintre, at nedbørsmængderne bliver voldsommere.
Dette er indtil nu ikke tilfældet. Mange drænrør og små åbne render er stadig tørlagte, og rigtig mange små vandhuller er stadig tørre eller meget lavvandede.

Det gamle gadekær i Albertmarken er stadig helt tørlagt. Gadekæret her i byen er kun en skygge af sig selv, og øen i midten er stadig ikke en ø, men landfast mod vest.
De gamle ænder i gadekæret er dog så fornuftige, at de overnatter på vandet for at undgå ræve.

Vi har pløjet et par marker, hvor der har været efterafgrøder. Det er fineste tørre jord, som vendes op. Efterafgrøderne har i år virkelig formået at suge de resterende næringsstoffer til sig og har været op til 40 cm. høje.
Det er et stort held, for de lave udbytter efter tørken i sommer har ikke formået at optage de tilførte mængder gødning. Nu er de næringsstoffer indlagret i planteresterne fra efterafgrøderne, og kan derfor ikke udvaskes. I stedet vil de blive plantetilgængelige hen over sommeren og derfor give en gødningsbesparelse for den kommende vækstsæson.

Stort set al vores vårsæd er planlagt til at være vårbyg til malt, og der kan problemet opstå:
Det organisk bundne kvælstof risikerer at blive frigivet så sent, at bygplanterne bruger kvælstoffet til at øge kernens proteinindhold i stedet for at øge kerneudbyttet.
Da maltbyg netop skal have et lavt proteinindhold for at undgå at øllet skummer for kraftigt, kan den øgede mængde organisk materiale fra efterafgrøden blive et problem i stedet for en gave.
Jeg sidder denne morgen og rumsterer med kommende sæsons gødningsplan. Det bliver vist med en meget lav kvælstoftildeling til maltbyggen.
Så må sæsonen vise om det er viist eller tosset.

Det var en sovende hund som tog imod årets sidste dag.

De tre foregående dage havde stået på jagt i stort set alle døgnets lyse timer.
Fredag fasanjagt i moser og ellekrat.
Lørdag kombineret fasan- og andejagt. Primært skove og skovsøer. Begge dage med et -efter årstiden- flot stort vildtudbytte.
Søndag stod den på markjagt, hvor det ikke var vildtudbyttet, men nydelsen af de åbne vidder og ikke mindst kammeratskabet, som var i højsædet. En af jægerne uden hund gik 15.100 skridt ved primært at stå for.
Gad vide hvad os med hunde tilbagelagde for ikke at tale om  hundenes pensum på sådan en dag.
Man skulle tro, at hunden havde fået nok; men da jeg en halv time senere tog jakken for at gå ud til flisfyret, var hun klar til endnu en jagtdag, hvis ellers hun kunne have fået lov.
Zini er nu 4 år og har haft 28 jagtdage plus det løse i denne sæson. Hun kan ikke køres jagttræt.

I går var jeg ude ved Lindø for at se hvor alvorligt højvandet var. Vandet stod pænt op, og vandet stod over vejen; men det var heldigvis langt fra tidligere tiders højvande og diget var ikke truet.

Om et par timer banker virkeligheden på igen, og det er tiltrængt. Fire døgn i julemadens kløer er mere end nok.
Med den hvide jul blev det så som så. I går nåede temperaturen op på 7 grader. Vintersæden har næppe nogensinde været kraftigere og grønnere, og det er værd at glædes over, selvom der er langt i mål endnu. Dagene længes, vinteren strenges.

Nytårsaftens dag 1984 om formiddagen var salig Bent Pral og jeg rundt i markerne og skamroste afgrøderne. Om eftermiddagen blev det frost; rigtig bidende barfrost som hang ved, og da vi nåede foråret var stort set al vintersæden frosset væk. Man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt.

Traditionen tro blev vores juletræ fundet og fældet lillejuleaftens dag om eftermiddagen og straks taget ind til pyntning. Barnebarnet på 2½ ønskede al julepynten på træet, og sådan blev det næsten:

Anderledes afbalanceret pyntning blev det hos Yngstesønnen og -svigerdatteren som holdt jul hjemme første gang sammen med hendes familie. De har plads til et fyldigt træ og nyder vist de knapt 300 m2 efter 3 år i en bylejlighed af en femtedels størrelse.

Hos os havde vi i år besøg af en tidligere medarbejder, som nu bor i Israel. Det er vist 8 år siden de sidst var på besøg i julen og 10 år siden vi besøgte dem sidst.
Dengang vi besøgte dem, købte vi et appelsintræ til deres have. Til min store overraskelse var gaven til mig 3 appelsiner fra træet.
Bedre gave kan man næppe få.

Dagens opgave bliver at få tyndet ud i den lille granplantage vi overtog for et års tid siden. Der står en del udgåede træer og nogle af de vel 40 år gamle rødgraner er knækket helt og halvt ned.
Med lidt held kan vi få tyndet ud og ryddet op, så plantningen kan klare endnu en årrække. Mange skovduer bruger træerne som nattesæde, så den skulle nødig falde for en storm, og det vil blive enden på komedien, hvis ikke der tyndes ud.

Den som blinker først er en kylling.

Bedst som jeg havde afskrevet vores sidste læs træer totalt kom der pludselig penge på kontoen i går eftermiddags, og så gik det stærkt.
Ud af ingenting holdt der en halv time senere en lastbil samt en personbil, hvor det myldrede ud med læssepersonale.
Vognen som spærrede for adgangen til juletræsstykket kunne spændes for traktoren og begynde at køre træer ud. Klokken 7 aften var bilen færdiglæsset, transportpapirer underskrevet og så af sted mod sydøst.
Der bliver ikke tid til mange stop undervejs, hvis de træer skal køres 2.500 km, fordeles til stadepladser og være solgt inden jul; men det er heldigvis ikke mit problem.

Tilbage står spørgsmålet, hvorvidt køber
-er en stakkel helt ude af stand til at skaffe penge rettidigt og blot holder høj cigarføring via et fletværk af løgnehistorier.
-havde en plan om at læsse træerne hen over en nat og forsvinde.
-eller der var tale om at teste hvorvidt jeg virkelig ville lade de pakkede træer ligge i skoven frem for at satse på en betaling efter levering. (Som så sikkert ville udeblive, og køber ville, på næsten lovlig vis, have haft et læs træer til halv pris.)

Det kommer der næppe svar på; men det er også ligegyldigt. Træerne er betalt og kørt fra pladsen. Det er, hvad der tæller for mig.
Juletræssæsonen lakker mod enden, og med de nuværende markedsforhold glædes jeg over, at min produktion kun er en skygge af fordoms tiders.
Havde det været 10 træk træer, havde jeg måske været den første af os til at blinke.

Juletræer og jagt.

Rent fysisk er lyset aftagende og vi nærmer os årets korteste dag; men mine dage gøres mentalt lange af at vente på lovede pengeoverførsler for det læs træer, som ligger klar til læsning til eksport.
Heldigvis er det træer, som ikke ville kunne sælges her til lands, køber har selv udført alt arbejdet og stykket skulle alligevel ryddes.
På plussiden rent oplevelsesmæssigt tæller også, at slutkøber -i stedet for penge- leverer den ene løgnehistorie efter den anden på et sådant selvmodsigende niveau, at det er direkte komisk.
Man skal faktisk have en særdeles veludviklet hukommelse for at evne at leve på en løgn uden at blive til grin.

Der er heldigvis ikke én, men to ting, som gør den mørke tid kort for mig: Juletræer og så jagt.
Det sidste punkt går det upåklageligt med.
Fredag stod på en herlig dagjagt. Vel 12 jægere med fuld forplejning og en masse god snak med gamle venner og bekendte, som jeg ellers træffer alt for sjældent. Særdeles velflyvende fasaner og 27 fugle på paraden.
Lørdag eftermiddag var der jagt på Damhave. En helt anden jagttype med 3 jægere og 2 hunde. Hundearbejdet i højsædet, en fasankok og en skovdue på paraden og en kop kaffe i mørkningstimen.
To vidt forskellige jagter på to dage. Hvad kan man forlange mere.

Søndag var det juletræernes tur igen.
Heldigvis går det hjemlige salg godt for de kunder jeg har leveret til, så der var 2 hurtige små ekstraordrer, som skulle ekspederes inden middag. De fik i al fald friske varer lige fra ovnen. Træerne stod på rod søndag morgen og inden middag var de fremme ved stadepladserne.

Når alle kneb gælder.

Man skal være mere end almindelig påpasselig, når man handler juletræer.
Via jungletrommerne fandt jeg ud af, at der her i området skal eksporteres 5-6 træk træer til samme opkøber som har forudbetalt mig halvdelen af pengene og derfor har 700 træer liggende klar i skoven.

Træerne er alle steder købt på roden, så køber tager sig af forarbejdning, når avler lægger netmaskine til. Hos mig er alt er gået smertefrit, og der er tyndet godt ud den plantning, som ellers blot skulle knuses ned.
De er gået efter en helt anden type træer end opkøberne ellers har søgt i år, så egentlig er forudbetalingsbeløbet minus lidt diesel til netmaskinen lig ren nettofortjeneste.

Men, men: Aftalen lyder, at den resterende halvdel af beløbet skal være betalt inden læsning, og der kniber det hos mine kære kolleger, som allerede har læsset og sendt 4 træk træer afsted.

En af de andre producenter, som jeg har samarbejdet med i mange år, havde i går formiddags lagt de 750 træer et træk kan rumme ud til offentlig vej selv om restbeløbet ikke var indgået på kontoen.
Jeg havde advaret ham; men han hørte ikke efter. Ganske rigtigt kom der ud af ingenting en udenlandsk lastbil, som fældeteamet beredvilligt læssede med håndkraft; men lidt held gjorde, at det ikke gik helt så galt.

Mit gamle jagtgevær skulle en tur til våbensmed i går eftermiddags, så jeg lagde vejen forbi kollegaens træer, da jeg som nævnt havde bange anelser.
Bilen var halvt læsset da jeg ankom; men da jeg ikke gjorde nogen større hemmelighed ud af, at jeg havde gevær og hund med mig, var det ret let at stoppe de 8 mand i at læsse.
Ejeren blev hidkaldt, en masse telefonsnak på gebrokkent engelsk, den udenlandske sjakbajs afsted til byen med en håndfuld hævekort og en time efter kunne læsningen færdiggøres.

Mine egne træer ligger i skoven for enden af 400 meter skovvej, så der ligger de nok i fred; men jeg begynder at forstå, hvorfor selvsamme sjakbajs forleden forsøgte sig med at køre en tohjulstrukket personbil ad skovvejen og videre ad stien forbi min plantning for til sidst at sidde fast i mosen.
Havde han fundet en farbar vej forbi træerne havde det været en smal sag at læsse uden mit vidende; men sådan leger man ikke med en gammel rotte.
De træer jeg har ud til fast vej har jeg end ikke vist køber.