Så kan den trille i mål.

Der er i de seneste dage faldet yderligere 21 mm nedbør. Nu kan avlen færdigudvikle sig uden vandmangel og det hele strutter af sundhed og velvære.
Regnen faldt stille og roligt med hovedmængden d. 4. juli. Intet er skadet eller gået i leje og al regnen har haft tid til at sive ned.
Dagregn virker langt bedre end hårde tordenbyger, hvor vandet blot løber ned i lavningerne, hvor der i forvejen er vand nok.

Solopgangene er særlig farverige i overgangen mellem høj- og lavtryk. Solen står stadig op bag poplen, når man står i døren i den tidligere staldlænge:

Efter en morgentur i markerne passer det at lægge vejen forbi mit fødehjem henad ved halv syv, hvor naboen plejer at være ved at tage køerne ind til morgenmalkning.
Det hele er snart historie. Der er kun ganske få år, til det bliver forbudt at have bundne køer, så det er det slut med at opleve, hvordan en flok køer, i dette tilfælde 45 stk, går ind og finder deres rette plads i stalden. Der kan være en enkelt ung ko som fejler; men det skal de gamle køer nok regulere ind på.

Køerne bindes inden malkningen begynder; men for de flestes vedkommende er det overflødigt. De bliver stående indtil dørene igen åbnes efter de ca. 1½ time malkningen tager. Så er det igen ud på græs og nyde sommeren.

Det er ikke kun i marken, at regnen præger planterne. Stokroserne er gået helt amok. Vi nåede heldigvis at binde dem lidt op inden regnen; man alt det snoretræk skæmmer helheden.

Der skal vist foretages en vis regulering af bestanden inden kommende sæson. Det er bedst at gøre inden blomstring for det er svært at svinge kniven mod sådan en herlighed selvom jeg egentlig foretrækker de mørke farvevarianter.
Bierne er heldigvis ligeglade. De mæsker sig i pollen fra de store blomster.
Jens har lige slynget yderligere 112 kg honning fra staderne i baghaven.
Duggen driver. Det er dansk sommer. Der dufter af frodighed og liv i morgenvinden medens rødsvinglen modnes.

Natteregn.

Et kvarter i to. Det må vist kaldes først på morgenen; men det der vækkede mig var noget så velsignet som regn.
Net-aviserne er læst og regningerne betalt med regnen som baggrundsmusik.
Frem til nu kl. 3 er der faldet 11 mm og det regner stadig lidt.

Rødsvinglen er i begyndende modning og skal høstes midt i juli, så den får ikke megen gavn af regnen og den skal i øvrigt også nok klare sig.
Anderledes med de øvrige afgrøder. For dem er det guldregn efter en virkelig tør og varm periode.
I teorien er 11 mm kun 2-3 dages fordampning; men det gavner planterne langt mere end det. Hvis vejrudsigtens lovede temperaturer holder, så vi får en langsom kerneudvikling og modning ved 19-20 grader.
Høet dufter helt uhæmmet fra laden i den fugtige morgenluft.
Det lover godt for avlen.

Blandt de få arter som ikke ynder regn nu er lindetræerne. De blomstrer og har rodnet så de ikke mangler vand.
På de varme dage er antallet af honningbier og andre insekter i lindeblomsterne enormt, i kolde perioder er besøgene mere sparsomme.

Der driver høduft med krydret vind.

Vor kommune kan med rette føre sig frem som et turistområde. Det er nu 3. gang indenfor en måned, at der loves regn i større mængder uden at det på noget tidspunkt har regnet, så man kunne blive ordentlig våd.
Nå, det er prøvet før uden at det er gået helt galt med avlen. Om to måneder ved vi mere.

Naboen satte alle sejl til for at bjærge sit hø inden den lovede regn. Han fik lov at læsse af midlertidigt i maskinhuset omme bagved.
Det har nok også godt af lige at ligge lidt og afgive varme inden det bliver sat sammen på loftet. Nogle af ballerne virker lidt vel fugtige.
“Hvad jeg skulle have i leje af maskinhuset?”
“-Duften”
Helt om i haven dufter det af hø. Det burde, grundet duften, være lovpligtigt at lave hø hele sommeren.

Stokroserne er for alvor sprunget ud og bierne -særligt humlebierne- har travlt.
Det er en plante, som har det med at udvide reviret.

Så meget fyldte stokroserne på gårdspladsen for to år siden:

-Og her nogenlunde samme vinkel i går:

Der må gøres noget; men det er svært at få sig selv til at kappe hovedet at sådan et blomsterflor:

 

Tanker ved en rose.

Natten gav en enkelt mm nedbør. Lad det være starten på noget større.
Planterne viser kun tørketegn på de sandede pletter og afgrøderne kan næppe stå flottere end tilfældet er; men det bliver ikke ved at gå. Vand skal der til.

Havren er i fuld gang med at skride igennem. Bjælderne står i solopgangen næsten i sølv mod de blågrønne blade.

I aftes var jeg et tur rundt i barndommens lille rige: Moserne og engene bag den anden gård.
Blot 5 km herfra, men en anden natur. Noget forandres, andet forbliver.
At kulsukker dominerer i store områder, så snart der ikke går kreaturer, har været normen så langt jeg husker tilbage.
Der er en sand vrimmel af humlebier i de blå blomster:

Andet forandres. Et lille stykke mellem den lille og den store tørvegrav blev allerede i min tidlige barndom for småt til at pløje og dyrke som almindelig agerjord og blev derfor tilplantet med rødgran, som var det ypperste indenfor natur dengang.
De træer blev afryddet og endte i fyret for 8-10 år siden, og der er i stedet en lille lund af blandet løvtræ på vej op. Meningen er, at egene skal stå tilbage som bestandtræer om 30-40 år, hvis efterkommerne ikke får andre ideer.

I kanten er der blandede vilde roser, og de står nu i fuldt flor.
De kan forædle og udvikle; men når æblerosens duftende blomster lokker insekterne til, overgår den enkle skønhed for mig alt hvad kønsløse haveroser, hvor støvdragerne er avlet om til mangedobbelte kronblade, kan tilbyde:

Alle de spadestik over de sidste 60 år -ja, vi kunne knapt stavre afsted, da vi var med til at plante og forme landskabet- det dog er blevet til.
Det er vigtig at inddrage ungdommen; men i går gik jeg alene og følte mig lidt som den gamle eg, der står tilbage når de andre omkring enten er faldet eller plantet om til andre himmelstrøg.
Tankerne gik til dele af et fødselsdagsbrev jeg for snart 20 år siden sendte til en nu afdød lærermester udi natur og jagt:

Vore mange ture rundt i Kiles terræner fører os ofte vidt omkring. Ikke geografisk, men ved samtalens vinger. Jeg har engang tænkt, at vore ture minder lidt om Knagsted og Mørks ture rundt i den by, som de jo kender ud og ind i forvejen, men som de absolut må gennemvandre. Blot er der ingen Mørk med på vore ture, men to lidt Knagstedske sind, der er så tilfredse at vi har råd til at være utilfredse for en stund og kræve forandring.

De dage og ture er forbi. Nu gælder det om at give lys og plads til at næste hold med lyst og evner kan føre deres ideer for området ud i livet.

Husk at plante, husk at fælde.
Jeg kan vel med lidt held, om ikke andet, håndtere spaden og saven lidt endnu.

Forbikørt.

Man kan ind i mellem undres over, hvor meget det er muligt for meteorologerne at ramme ved siden af.
I lørdags skulle vi rigtig have regn. På et tidspunkt lørdag formiddag var der 68 mm forventet nedbør. Alle kloakker blev renset og vi var klar til eftermiddagens skylle.
Få timer før så prognosebilledet således ud:

Vi skulle være lige i centrum af det hele; men sådan gik det ikke. 3-4 timer senere kunne det konstateres, at der ikke var faldet en dråbe regn og hele regnområdet var kørt vesten om os.

Meteorologi er ikke en eksakt videnskab, og inderst inde ved vi godt, at vi først skal stole på nedbøren, når den kan måles i regnmåleren.
Nu blev der brugt en lørdag formiddag på at sikre kloakker, som egentlig var rene nok i forvejen. Det kunne have været sjovere at sidde under æbletræet i lummervarmen og på Corana-afstand dyrke det sociale med naboen, som også havde gang i kloakrenseren.

Da nedbørsskuffelsen var en realitet sidst på eftermiddagen strejfede den kætterske tanke mig:
Tænk, hvis klimaforudsigelserne er lige så usikre som vejrforudsigelserne.
Klimaforudsigelser er jo også blot fremskrivning af målte data helt som på billedet herover.
Med klimaet er det blot 50-årige fremskrivninger og ikke 5-timers ditto. Hvad ville en statistiker mon sige til sådan en tidsforskel i forhold til sikkerhed?
Tænk hvis klimasikringer og adfærdreguleringer til milliarder viser sig lige så spildte som mit lørdags-kloakrenseri.
Tænk milliarderne i stedet kunne bruges på øget sociale- og sundhedsmæssige forbedringer i stil med kaffen under æbletræet.

De gule flæg i gadekæret er ligeglade. Det blomstrer for 3. uge nu og udnytter den lave vandstand:

Om få dage er øen i midten af kæret landfast, og så bliver det farligt at være and ved nattetide, når Mikkel kan liste tørskoet over i spisekammeret.

Som plakaten.

“Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn,….”
H.C.Andersens “Den grimme Ælling.” må starte netop på dette tidspunkt i kornets udvikling.
Dengang var vårbyg så udbredt i Østdanmark, at ordene korn og vårbyg blev brugt i flæng om afgrøden, og netop nu, ved begyndende skridning (akset titter frem i toppen af planten) har vårbyggen dette gullige skær.

 

Medens havren har en helt anderledes mørkegrøn bladfarve:

Havrebilledet er fra i forgårs, d. 8. juni, hvor jeg på morgenturen gik og funderede over dette med at det var lidt vel sent med eventyrets små nyudklækkede ællinger.
-Men selvfølgelig kan alt ske under skræpperne i kanten af en hønsegård og lidt kunstnerisk frihed skal der også være plads til.

Virkeligheden indhentede mig i går:
Kløvermosevej i Odense, stærkt trafikeret 4-sporet vej, kl. er 16:35 med alm. myldretidstrafik. Ud fra højre kommer en and med 4 ællinger ud på vejen.
Min makker i inderbanen når at bremse, jeg når det også og får blinket til de modkørende.
Heldigvis stopper en kvinde, hopper ud af bilen og får standset trafikken i hendes inderbane, næsten som var det taget ud af den gamle turistplakat fra Wonderful Copenhagen.
Andemor med det 4 ællinger kom sikkert over i kolonihaveforeningen på den modsatte side. Hun og afkommet kan lige skimtes i billedet jeg nåede at snuppe:

Tak fra andemor til den modige modkørende kvinde.

Så var den gamle H.C. ikke så skævt på den med sit tidsbillede af kornet alligevel.
-Men der var ingen svaneunge med, så Odense har nok ingen ny verdensberømthed på vej.
H.C Andersen og hans eventyr holder nok også mange år endnu.
“Den grimme Ælling” er stadig et smukt budskab om håb og værd at genlæse:

https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/den_grimme_aelling

 

Støvet lagde sig.

24 mm over de forgangne to dages regn og byger. Endnu en gang regn lige efter bogen.
Markerne i Polen fik 15 mm, og det passer fint, for dernede var der faldet 70 mm i maj og behovet var derfor ikke så stort som herhjemme.
Pessimismen har trange kår i disse dage.

Luften bliver en anden, grundfarverne ændres.
Her er solopgangen d. 4 juni:

Og her ved solnedgang samme sted d. 5. juni:

Den hvide spand midt i billedet står der for at minde mig om, at jeg stadig mangler at sætte 8-10 meter georginerække.
Nogle af de resterende knolde higer svært efter at komme i jorden. Alene denne knold kunne let deles, så den dækkede de sidste 10 meter række:

Georginer er særdeles tolerante og lette at opformere, når de blot holdes fri af enhver form for frost.
Vi har aldrig købt en knold. Bestanden er bygget op på gaver og bytteri med naboer, kolleger og andet blog- og godtfolk.
I år er der, efter samme principper, kommet en hel murertrillebørfuld knolde ud i kongeriget, og der er stadig nok til eget forbrug.

Det er blevet populært at starte georginer tidligt; men venter man til omkring grundlovsdag med at sætte knoldene er man så godt som sikker på at være fri af nattefrost, væksten bliver nærmest eksplosiv og man har -helt efter den gamle lærebog- de første blomster når den første vårbyg høstes.

Støvets dag.

I går, d. 3. juni, dræede rødsvinglen. Fra kl. 16 og en time frem steg den ene støvsky af pollen efter den anden til vejrs og drev over marken.

Der er stadig en del sideskud som endnu ikke har dræet, så der vil forhåbentlig blive flere bestøverdage; men regnet efter hovedbestøvningen skulle der være frøhøst om 34-35 dage.
Det holder næppe ikke stik. Bedst er det, om alle de senere bestøvningers frødannelse når at udvikle modent frø. Kan høsten trækkes til 6 uger efter hovedstøvningen er det optimalt.

Meget afhænger af de kommende dages nedbør. Det blive sandsynligvis bygevejr med torden fra i eftermiddag og frem. Både for meget og for lidt kan fordærve.
Skybrud som i  det midtjyske i går kan vi godt undvære.

 

Farvel og på gensyn.

Maj sluttede. Der er altid noget vemodigt over den sidste dag i maj.
Så er der 11 måneder til vi, om alt går vel, ses igen. Blomsterne, de lyse nætters start, den eksplosive vækst fra lille forfrossen lilla hvedeplante til fuldt udviklet plante med aksene på vej ud. Alt sammen på én strålende måned.

De første fasankyllinger er klækket og i aftes så jeg en enlig agerhøne ved Skødesløsstedet. Enlige agerhøns på denne tid er gode tegn. Der ruges. Agerhøns klækker mellem Skt. Hans og 1. juli siger man. Det er en sandhed med modifikationer; men sandt er det, at agerhøns klækker sent og langt mere samlet end fasanerne.

Maj måneds sidste solnedgang nød jeg fra samme stige, som jeg skød bukken fra for nogle dage siden. Endnu en aften uden en eneste flystribe til at ødelægge helheden.
Himmel uden flystriber vil jeg komme til at savne når/hvis samfærdslen bliver normaliseret.
De unge eges løv i solnedgangens lys evner jeg ikke at gengive som andet en en bleg afglans af virkeligheden. Dertil kræves der guldaldermalere på banen.

Al den vækst og sol har efterladt en opgave til juni. Det skal regne!
Der er kun få tørkepletter endnu; men det bliver ikke ved med at gå.
Først skal rødsvinglen dog dræ, og det er lige om hjørnet. Med de rigtige vejrforhold drær 1.-årsmarken i morgen. Så kan græspollenallergikerne godt se sig om efter en kyst med pålandsvind, for når rødsvinglen drær, drær en lang række af den vilde faunas græsser også.

 

Kattens buk.

Dagene flyver og notater smutter; men denne råbuk skal huskes.
For 3 dage siden, d. 27.05, satte jeg mig ved 8-tiden om aftenen i skovvejskrydset i Sandmosen. Ikke at jeg havde set nogen buk dér tidligere; men de unge egetræer, plantet i 2001, er smukke i deres løvspring.
Efter en lille times tid erkendte jeg, at det som ved plantningen var uhyrligt brede spor nu er ved at gro så tæt sammen, at der kun er ganske få kvadratmeter, hvor en buk kan stå frit for skud.
I stedet gik jeg til kanten af plantningen, hvor der efter et par minutter kom en stor sort kat hen ad vejen og satte sig.
Jeg nåede lige at fundere lidt over, hvor få sekunder en sådan kat for 30 år siden, i Skytte-Hans´velmagts dage, havde haft tilbage at leve i, da katten sprang ind i græsset.
Øjeblikket efter begyndte de nederste grene i de nærtstående unge ege at bevæge sig, og medens jeg lagde riflen an kom der en dejlig seks-ender skråt i mod mig.
Afstanden var kort og det skulle gå meget stærkt; men det lykkedes. Afstanden kun 20 meter, bukken i luntetrav. Lunge/leverkugle. Bukken sprang 15 meter og lå forendt (død) under egene.
Ingen medaljebuk; men det bliver de ikke i Sandmosen. Dertil er jorden for mineralfattig -og jægerne for mange.

Da jeg så hans lidt krogede opsats nærmere an, kom jeg til at tænke på, om han mon havde svælgbremser. Disse snyltere giver ofte let deforme opsatser.
Og ganske rigtig var der svælgbremselarver i svælget da jeg brækkede ham (Tog indvolde, lunger og luftvejssystem ud).
Det blev en aften hvor en ene jæger hjalp den anden.