Stadig mange svaner.

Tre daglige besøg i vinterrapsmarkerne er stadig nødvendigt, hvis vi skal redde afgrøden fra at blive ødelagt af sangsvaner.

Det er sært, at det kun er enkeltmarker som angribes. Det er forståeligt, at marken helt ud til strandkanten er efterspurgt; men en af markerne ligger 6-7 km. inde og svanerne passerer mange rapsmarker for at nå frem til netop denne ene mark.
Der er ikke tale om specielle sorter, sprøjtninger eller gødskning. Det kan måske ligge noget i, hvor frit og uforstyrret marken ligger, for fugle foretrækker naturligvis ro og lang afstand til buske og krat, hvor ræve og andre fjender kan gemme sig.

Vi har forsøgt at sætte tomme 1000-liters dunke ud, og det er en betydelig effekt i en uges tid. Så skal de flyttes og påmonteres blafrende afmærkningsbånd for at virke igen.


Det mest effektive er hunden. Svanerne kan bestemt ikke lide at få en hund i hælene de første 2-300 meter ud af marken.

Det bliver noget af en opgave at vænne Zini af med at prelle, som det hedder, når en standhund ikke holder sig i ro når vildtet letter; men den må vi tage til efteråret.
I øjeblikket gør hun gavn for føden ved at reducere svanernes lyst til at opholde sig i de samme marker hele tiden.

 

For hvis svaner og gæs blot fordelte sig ligeligt over landets vintersædsmarker, ville det være betydningsløst for udbyttet. Problemet ligger i, at fuglene udser sig de samme pletter dag efter dag, og derved gnaver afgrøden helt ned, så der hverken er blade eller vækstpunkt tilbage, og så dør planten.
Var fuglene mere alsidige i valg af marker, ville det koste et blad eller to fra hver plante, og det ville være betydningsløst.

Sære turister.

Vi er vist nogle sære turister at have på besøg.
Da vi fik muligheden for at komme til at overvære en namibisk kvægauktion slog vi straks til.
Det var en stor oplevelse at fornemme stemningen og opleve effektiviteten.
Der blev solgt lidt over 1000 kreaturer på 2½ time, så det gik stærkt og det var vist kun opkøbere med en vis erfaring, som kunne følge med i højtalerens evindelige talstrøm fra auktionarius.

(Og så lige en sprogbøvs om ordet: Kvæg. Selv fagpressen er begyndt at skrive f.eks. “7 kvæg brændte inde”.
Kvæg er altså et af de navneord, som -efter min opfattelse- ikke kan kobles på et bestemt antal.
Man kan heller ikke hente 4 penge i banken eller få 3 tæsk på et morgenværtshus.)

 

Priserne var 35-50 procent over priserne ved den tilsvarende auktion på samme tid i fjor. Alle havde græs nok, så der blev kun solgt det mest nødvendige.
Vores vært gik lidt imod strømmen, og solgte alle de kvier, som ikke tegnede godt nok til at gå ind i avlen, så han var særdeles veltilpas over priserne, og græsset til 120 køer plus opdræt var jo solgt til Kalahari-farmeren for en måned frem.

Langt de fleste dyr fra auktionen blev købt af sydafrikanske feedlots, hvor de vil blive færdigfedede til slagtning. Tilvækst og kødkvalitet bliver langt bedre, når der færdigfodres med majs og proteinfoder fremfor ørkengræs.

Regnen gav mange goder og oplevelser for sære turister.
Et termitbo samler græs nede i boet til dårlige tider. De passer meget på græsset, så det kan holde sig i en form for tør ensilering; men når det regner voldsomt, kan termitterne ikke holde vandet væk fra spisekammeret.
Græsser gærer, sætter varme, og giver grobund for svampe, som evner at vokse igennem det betonhårde termitbos vægge.

Vi samlede flittigt ind. Disse svampe er spiselige med undtagelse af den lange “rod”, og har en smag mellem støvbold og champignon.


I smørristet form smagte de fortrinligt til både zebrafilet og oryxmørbrad.

En oryx som det lykkedes at få efter en lang morgens jagt, hvor han to gange lige netop stod forkert med bagparten til inden han gik videre i bushen. Men 3. gang var lykkens gang med den gamle bøffelriffel.

Og den sære turist tog ikke trofæet med hjem.
Det var afskydning og kødjagt, selvom denne oryx nok var tæt på det, mange ville kalde et godt trofæ; men det siger mig ikke rigtig noget at have alle de døde dyr hængende på væggen.
Det er der dog heldigvis delte meninger om.

Jeg kan faktisk bedre lide et billede som dette af 5 dyr, som fornemmer faren, da jeg forsøger at liste kameraet lydløst op af lommen. Kreaturhegnet i baggrunden er ingen hindring. de store dyr smutter under tråden i fuld fart.
Der var nu ingen af disse 5, som var til afskydning. Der var faktisk nogle rigtig gode trofæer iblandt, og gode trofæer er god supplerende indkomst for en farm lige op til ørkenområderne.
Så de lever videre indtil mere normale jagtturister kommer på besøg.

 

Ret geografibøgerne.

Nedbørsmængden i Amazonas og Kalahari er den samme!

Det er læren af turen til Brasilien for tre år siden og turen til Namibia og Botswana de forgangne to uger, hvis man -som pressen ofte gør- blander begreberne vejr og klima sammen for at få sensationsoverskiften i hus.

Det var tredie tur til Namibia og anden gang vi var i Botswana.
Områderne er imidlertid enorme, så bortset fra Heikos farm, Kantaneno, som hver gang har været vort udgangspunkt, har der aldrig været overlapninger rent geografisk.

Denne gang var det to grønne og frodige lande vi besøgte. På farmen Kantaneno var græsset allerede op til en meter højt og væksten var overvældende.
Jeg fandt et gammelt foto frem fra marts 2013; altså mere end en måned længere henne i regntiden:

Og her et foto fra stort set samme plet på Kantaneno 1. februar i år, hvor hjorten blot er skiftet ud med den lokale skytte, Eddie:

 

Valutaen i Botswana hedder pula, og det betyder ganske enkelt regn.
I et ørken- og semiørkenområde er det logisk.
Der var der ingen ende på glæden. Næsten alle har i større eller mindre udstrækning et stykke dyrket eller afgræsset jord, hvis ydeevne stort set kun afhænger af nedbørsmængden.

Regnen var også tiltrængt. Hos Heiko, hvor vi boede de første 2 dage, havde de i en måned haft en flok køer på 120 plus kvier og kalve på besøg.
De var med ejeren og to hyrder vandret 400 km. fra det nordvestlige Kalahari op til Kantaneno 150 km. nordvest for Windhoek for at dyrene kunne overleve. Oprindeligt havde der været 153 køer, så 23 var døde af strabadserne.
Kantaneno havde dengang stadig lidt vissent græs tilbage, så de lejede sig ind.

Sådan ser køer ud, som er hårdføre nok til Kalahari:


Nu var regnen kommet til Kalahari også, så de havde lejet yderligere en måneds græsning hvor køerne kunne samle kræfter, og derefter ville turen gå de 400 km. hjemover igen omkring 1. marts med forventet ankomst ca. medio april.
Som på vejen op skulle dyrene leve af græsset i vejrabatterne og vand skulle skaffes hos de lokale farmere under vejs.
Nu var alt grønt, og man håbede på bedre overlevelse end på udturen.

Vi var heldige at se flokken samlet, for køerne skulle vaccineres og kalvene skulle brændemærkes, så sårene kunne hele inden den lange tur.

Skulle nogen få hang til kannibalisme, så stryg de to gutter på nedenstående billede af menukortet. De vil ikke kunne koges møre. De havde vandret de 400 km op, og var nu ved at være parat til tilbageturen. Jeg fik den dybeste respekt for både folk og fæ fra de egne:

Sangsvaner.

Aldrig tidligere har vi haft så mange sangsvaner som i år. De sidder i hundredvis i rapsmarkerne og vi må 2-3 gange dagligt jage dem væk for at give rapsen en chance for at overleve.
Sangsvanerne har ikke jagttid, og det præger deres respekt for mennesker. Vi skal virkelig tæt på for at få dem til at flyve og kort tid efter vender de tilbage igen.
Zini har de dog en vis respekt for. Det behager dem ikke, at hunden næsten kan følge med dem når de letter, og jeg har på fornemmelsen, at de bliver væk længere, når jeg har hunden med til at give dem en smule skræk i livet.

Sangsvanerne må have haft en rigtig god ynglesæson nordpå, for en stor procentdel af fuglene er i den grå ungfugledragt og måske derfor søger så mange fugle ind i markerne, hvor afgrøderne er næringsrige og lettere at få fat på.
Stationære fugleskræmsler har de kun ringe respekt for. En dag eller to holder de fuglene væk; men derefter æder de selv tæt på fugleskræmslerne.
Der er næppe andet at gøre en at tage de daglige runder med hunden, og håbe at rapsen klarer nedklipningen.

Mørk dåhjort med tilhørende lang historie og mærkelige stednavne.

Det var ret tåget i morges; men jeg måtte prøve en morgenpürsh trods den ringe sigtbarhed.

Jeg har de senere dage set 7 dåhjorte sammen flere forskellige steder i området.
I går så jeg dem ikke; men i forgårs lå de i en af nabomarkerne, og jeg kravlede i god vind ind til skellet og lå en halv times tid kun ca. 50 meter fra dem og nød synet. Ved solnedgang kravlede jeg bort igen stadig uden at de fik fornemmelsen af at jeg var der.
For 3 dage siden stod de Tøvlidt, dog lige akkurat inde hos naboen helt uden lyst til at komme over skellet.
For 4 dage siden var jeg tæt på dem i Albertmarken; men jeg kunne ikke komme på skudhold, da vinden bar lige mod dem.

Så nu skulle de prøves! Ved solopgang sad jeg i Tøvlidt og fik øje på dem i det fjerne, hvor de var på vej hen over Børge La´s-Peters (Det navn og den mand må vi have historien om en anden gang), så det var benene på nakken og hele vejen uden om Iglekærsmarken for at nå ud i kæret bagest i Kampekrogen, hvor der var en god chance for at de ville passere.
Efter en halv times venten ved kæret uden at se dåhjortene, blev jeg enig med mig selv om, at det nok var slut for jagten, så jeg kunne lige så godt gå over i Pedersens mark og gøre lidt gavn ved at jage de svaner væk, som sad og fyldte sig med rapsplanter.
Jeg var helt fremme 30 meter fra skellet i Ka´bertelskrogen, da jeg fik øje på hjortene i Helges læhegn. Ned i grøftegræsset. Hjortene havde fornemmet min tilstedeværelse.

Efter 5-10 minutter havde deres nervøsitet fortaget sig, og en af de store hjorte gik ud af hegnet og ind i rapsmarken, hvor jeg havde fået lov at skyde en hjort, selvom det ikke er min jagt. Men der var ingen kuglefang. Hjorten stod i lang tid –sikkert 30 sekunder- med siden til, lige til skud, hvis det ikke havde været fordi der kun var blå himmel bag ham. Intet kuglefang, og så går det ikke an at skyde.
Vinden kørte lidt rundt, og dyrene fik staks fært af mig og forsvandt ind over Helges.

Så var kun en lille chance tilbage; nemlig at dyrene var fortsat helt over i Futkæret. Chancen var lille; men vinden var god. Afsted den halve kilometer i pløjejord.
Jeg nåede frem til Futkæret og var ved at opgive, da alt virkede roligt. I det samme sprang hjortene blot 30-40 meter fremme inde i de tætte bunddække. Jeg måtte hurtigt rundt og have frit skud. Jeg nåede rundt tids nok til at skyde på den forreste i rudlen.
Han tegnede i skuddet (viste tegn på at være ramt), men fortsatte sammen med de 6 andre ned mod juletræerne ved Iglekæret. Jeg kunne tydeligt kende den hjort jeg havde ramt, for den var klart mørkere i farven end de andre. Efterhånden sakkede den ramte hjort stadig længere bagud og da de nåede juletræerne var hjorten ca. 15 meter bag flokken og i stedet for at forsætte sammen med rudlen drejede han ind i juletræerne og blev derinde.

Nu var jeg sikker på, at han var ramt og overbevist om, at det var en waidkugle (Mavekugle).
Med en sådan kugle gælder det om at give hjorten ro indtil man kan få en sweisshund på.
Jeg ringede til den hundefører jeg tidligere havde brugt; men hans hund var død, så jeg fik nummeret på en for mig ny sweisshundefører.

Inden sweisshunden nåede at komme blev jeg ringet op, at hjorten sad (lå) ved æbletræet i Tøvlidtmarken, så vi var nu tilbage, hvor jagten egentlig havde haft sin begyndelse.
Sweisshunden kom, dyret blev aflivet og kørt hjem, så Zini kunne sætte sig ved dyret som om hun havde klaret ærterne.

Men hvilken tur og hvilken skudstærk hjort.
Det er ufatteligt, at han kunne gå så langt med den kugle, som tilmed viste sig at have beskadiget leveren også. Et rådyr ville have forendt efter max. 100 meter, og denne hjort gik ca. 800 meter inden den satte sig.
Det er nu slet ikke så lidt mere behageligt, når kuglen sidder hvor den skal i hjerte/lungeregionen; men godt er der er dygtige sweisshunde til, som kan klare anskydninger og påkørsler.

Der var faktisk 2 større hjorte i rudlen. Min nabo har haft hjortene på vildtkameraet forleden. Den hjort lige bag tønden er sandsynligvis den mørke hjort jeg skød, men nyd lige de 2 hjorte ved fodertønden.

Nedbrud.

Vi har nærmest perfekt vejr til disse dages arbejdsopgave.
Vi er i gang med at rive stuehus ned.
Bygningerne fulgte med den jord min kollega og jeg købte for et par år siden. Gården havde været ubeboet siden 1984 og der havde ikke været drevet landbrug fra ejendommen siden 1971, hvor jorden blev forpagtet ud.

Driftsbygningerne var, på nær en enkelt nyere længe fra omkring 1960 som vi lader stå i første omgang, svært medtagne af vind og vejr, så dem startede vi med at fjerne.

Stuehuset var derimod forholdsvis tæt og stod fornuftigt endnu; men desværre var det -i forhold til at være bevaringsværdigt og spændende at sætte i stand- skæmmet af en underlig renovering af den østlige del, vist nok fra omkring 1950, hvor bindingsværket var blevet erstattet af grundmur og røde sten.
Senere, i 1962 står der i betonen, var der blevet sat en pudsig kvist på i begge sider og de gamle døre er ved den lejlighed blevet skiftet ud, så det var så som så med bevaringsværdigheden, og det fik vi medhold i hos museumsfolkene og kommunen.

Vinteren igennem har vi arbejdet på nedbrydningen når vejr og tid tillod det, og når dagen i dag er omme er der, med lidt held, ikke mere tilbage. Den del af bindingsværket som ikke er rådnet væk gemmer vi så det kan anvendes til renovering af egne og andres bindingsværksbygninger.
Bindingsværk er nemlig typehusbyggeri. Det er stort set standardmål fra ende til anden.

Jeg forestiller mig, at godset har haft en lagerbygning med materialer et sted, og så har man kunnet levere enheder til fæstegårdene ved brand- eller anden skade.
Et bindingsværksfag havde en helt veldefineret størrelse og antallet af fag var også størrelsesenheden for bygninger i de gamle forsikringspolicer.

Jeg må se at huske at medbringe kameraet når det hele formodentlig er nede her til aften.

Tyverisikring.

Jagtsæsonen lakker mod enden.
I går var jeg til den sidste fællesjagt i det smukkeste solskinsvejr. Det er ikke til at forstå, at vi nærmer os midvinter.

Jeg har arbejdet en del med Zini for at vænne hende af med at lægge det vildt hun apporterer fra sig for tidligt, og i træningen går det fint, så på denne jagt var jeg spændt på, om hun fik en chance for at apportere.

Vi havde kun gået få meter i dagens 2. såt, da Zini fik stand ved nogle brombær. Jeg kom hen og fik hende til at rejse fuglen. Det var en sneppe, som vi fik sendt fremad mod skytterne, og egentlig var jeg et øjeblik lidt ærgerlig over, at jeg ikke bare skød den i bagskud for Zinis skyld; men den slags gør man altså ikke, hvis man kunne tænke sig at blive inviteret en anden gang.

Da vi kom frem, havde skytten foran skudt sneppen; men den var ikke fundet endnu.
Zini fik fært af den, og begyndte apporteringen; men så kom der to andre hunde, da hun var 8-10 meter fra mig.
Straks lagde hun fuglen mellem forpoterne og stod klar til at forsvare sig, hvis de ville tage den. Jeg fik de to andre hunde væk; men hun turde ikke tage fuglen igen, blev stående ved sneppen og jeg måtte pænt hente den hos hende i stedet.
Det er ikke godt nok! Vi må arbejde videre.
Det hele skyldes med ret stor sikkerhed, at en anden hund på et tidspunkt har taget et stykke vildt ud af munden på hende.
Jeg må låne en hund et sted som kan være med ved apporteringstræningen, så hun ikke længere opfatter alle andre hunde som tyveknægte.

Senere på dagen apporterede hun fint en blishøne og en troldand. I de to situationer var der ikke andre hunde, og så kørte det lige efter bogen.
Troldanden var en herlig sæsonafslutning. Den kom i højt indover i rent spidsskud. Jeg svingede godt igennem og Zini kom fint og afleverede fra hvedemarken bag mig.
Så godt går det langt fra altid.

Nu samles der kræfter til nye jagter. Hun er helt bevidstløs efter sådan en dag; men fløjter jeg, er hun klar igen.

I dag bliver jagten uden hende. Jeg vil ud at se, om det skulle muligt at træffe en dåhjort i fornuftig størrelse.