Såtid.

Egentlig var det planen, at vi skulle begynde hvedesåningen d. 12; men det lune sensommervejr -for efterår kan man vel ikke rigtig kalde det, når temperaturen nærmer sig 20 og solen skinner fra en skyfri himmel det meste af tiden- og den fine vejrudsigt gjorde, at vi udsatte såningen til d. 14.

Yngstesønnen har afløst mig på ploven i nogle timer både lørdag og søndag.
Lørdag gav det tid til flishugning af udtyndingstræerne fra læhegnet ned mod engen. Når maskinstationen med den store altædende flishugger melder sin ankomst, er om at holde sig til, så man ikke ryger ned i bunden af ventende ordrer igen.
Træet har ligget og tørret siden vi fældede det i det tidlige forår og gav en fin mængde tør flis.
Omregnet til fyringsolie repræsenterer stakken forsigtigt opmålt ca. 12.000 liter, så det skal vist blive temmelig koldt til vinter, hvis vi skal nå et fyre det op på én sæson.
Hegnet kvitterer allerede for udtyndingen ved at have sat en masse nye skud, som allerede giver god dækning under de træer, som står tilbage.

Søndag eftermiddag stod den på besøg hos en mælkeprocent, som havde åbent landbrug.
Jeg var interesseret i at se, hvor meget gøglertelt der var over sådan en fremvisning; men det var en rigtig pæn og sober præsentation af et moderne brug med 220 jerseykøer i malkerobotsystem.

Nå, klokken nærmer sig 4 og der er ikke mere kaffe på kanden. Det er tiden at komme op på pløjetraktoren igen.

 

Reklamer

Løvsnudebillelarver.

Det lader til at den varme og tørre sommer efterlader en sand dyrenes parade i afgrøderne.
Den ældste rødsvingelmark, som kun fik lov at blive stående fordi det nye græsudlæg tørrede væk, er ved at blive ædt af larver. De gamle tuer af græs kan rulles af i vel 5-10 procent af marken.
Om lidt kører jeg ud i marken og tromler. Det tvinger larverne op til jordoverfladen. Det er en af de få muligheder, der er for at komme bæsterne til livs. Chancerne for succes er ikke overvældende; men det er et forsøg værd. Det døde græs kommer ikke igen; men måske kan angrebet stoppes.
Sidst løvsnudebillerlarver -for det er dem jeg er oppe imod- for alvor var et problem, var i tørkeåret 1992, så deres antal er en følge af sommervejret.

Grønt igen.

Vinterrapsen er fremspiret fornuftigt, og indtil i går var der ikke væsentlige angreb af rapsjordlopper; men i Albertmarken var der i aftes godt gang i gnaveriet, så der må gang i sprøjten. Rapsjordlopper er i stand til at tage livet af de spæde rapsplanter på få dage, hvis det rigtig går løs.

Det er lunt og smukt efterårsvejr, så vi trækker den en uges tid med hvedesåningen.
Dagene er gået med at reparere dræn. Det er perfekt tør jord at arbejde selv hvor der ofte er mudret og vådt. Vi er bestemt ikke i vandbalance endnu; men det gør heller ikke noget, så længe der er fugt nok i jordlaget til at tingene kan spire.
De gamle rødsvingelmarker har god vækst. De er pudset en gang og med lidt held gror de så godt til, at der kan blive taget et slæt til ensilering i starten af oktober.
Der bliver brug for det blandt kvægfolket. Majsen har vist de fleste steder været en mager omgang. Det er sært, at majsensileringen stort set er færdig her få dage inde i september.

Et par mælkeprocenter har sået rug i majsstubben med godt resultat. Rugen står 5 cm. høj allerede.
Det er faktisk en meget gammel dyrkningsstategi. I landsbyfællesskabets tid såede man rugvangen straks efter høst, så rugen kunne gro godt til. Derefter opgav man ævred og kreaturerne kunne græsse frit.
Den græsning hen over efteråret tåler rugen, og det begrænser tilmed risikoen for en af rugens værste fjender: Sneskimmelsvampen.
Det bliver spændende at følge de marker og se hvor meget foder det kan blive til.

Nyfremspiret rug har et lilla skær i stil med blomstrende lyng.
Fruen og jeg var en tur i Midtjylland, egentlig for at se en specialudstilling på Skovgaardmuseet.
Den berømte maler Joakim Skovgaard havde en bror, Niels, som også malede.
Han stod i skyggen af sin berømte bror; men var også en dygtig maler. Hans værker er udstillet i øjeblikket, og er bestemt et besøg værd.

På vejen hjem var vi forbi Vrads, hvor en gren af Fruens familie vred føden ud af sandbakkerne for et par generationer siden.
Nu blomstrer lyngen, hvor granplantagerne ikke stadig har magten.

Der er heldigvis ryddet en del af de dårligste plantager rundt om byen og kødkvæg holder genvæksten nede. Med tiden bliver lyngbakkerne igen dominerende. Det bliver et smukt syn og morfaren er for længst borte og kan ikke fortvivles over den selvvalgte afmagt overfor den udpinte sandjords reelle hersker.

Så er der vandet igennem.

I går var vi 1 mm fra at få hele nedbørsmængden for maj og juni på én dag.
Vi pløjede og såede vinterraps fra morgenstunden. Det støvede fra plovene og såsættet. Gæssene trak ind over i solopgangen og var tydeligt generede af vores tilstedeværelse på den stubmark, der de seneste dage havde været deres spisekammer.
Det skyede hurtigt til, og der kom lidt byger i løbet af dagen, som ikke generede arbejdet.
Ved 3-tiden blev det for meget og arbejdet måtte indstilles.
Men det var kun begyndelsen. en time senere kom der en rigtig tordenbyge forbi og gav 17 mm på under 10 minutter.
Resultatet blev en samlet nedbørsmængde på 24 mm. Præcis samme nedbørsmængde som d. 30. april.
Sådan blev dén sommer rammet ind. Velkommen til efteråret.

Det kunne være en hel del værre.

Vejret i går var lige efter drillebogen, hvis året havde været normalt.
En god bekendt med dybe rødder i landbruget var et smut forbi til en kop eftermiddagskaffe, og små byger faldt med jævne mellemrum uden egentlig at give målbar nedbør.

Et sådant vejr i slutningen af august har utallige gange været ved at drive én til vanvid. Oftest står store dele af avlen stadig på marken d. 25. august og trues af begyndende spiring i akset og andet fordærv.
I år har vi været færdige med at høste i mere end 3 uger, alt er bjærget tørt og i gode kvaliteter samtidig med at priserne er på himmelflugt.
Det er værd at huske på, når de alt for små kornstakke beses.

Bortset fra lidt pløjning i af et par hjørner ligger landbruget stille denne weekend. Mandag morgen kommer der gylle til en kollega, og så går det løs med vinterrapssåningen igen. Kun 2 dages arbejde er der tilbage førend det planlagte vinterrapsareal er sået, og vi er stadig i august. Ingen panik.

Sådan et omrejsende gyllecirkus fylder lidt i landskabet. Jeg havde husket kameraet forleden, så her er et par billeder:
Gyllenedfælderen, som kun kører i marken, tager sig sådan ud. 25 tons i tanken og 6 meters nedfælder. Når gyllen nedfældes sker der ingen fordampning af kvælstof, og der kan regnes med tæt på 100 procents udnyttelse:

En traktor med tank sørger for at føde nedfælderen med nye forsyninger, hvor denne er nået til i marken, så der nedfældes stort set konstant:

Det ses tydeligt, hvor nedfælderen er nået til i stubmarken:

Derfra kunne man så vinterraps direkte med en grubetandssåmaskine; men vi er lidt gammeldags, og vil gerne have jorden vendt rundt, så spildfrø og agersnegle ikke får helt så frit spil. Når der er pløjet og sået ser jorden sådan ud set fra forageren:
(Egentlig var dette billede taget fordi jeg nød de mange stæres genkomst efter den tørre sommer; men de små sorte prikker foran mågerne er næsten umulige at se.)

Til sidst får forlandet med ploven også, og når dét også er sået er det blot at vente på en byge eller to til at sikre perfekt fremspiring.
-Og de byger fik vi i går, så hvad kan man forlange mere ud over en ekstra kop kaffe til det bløde brød?

Duftende aktiviteter.

Vinterrapssåningen rykker planmæssigt fremad.
I går fik vi nedfældet minkgylle før pløjning og i dag er det planen at sprede kylllingegødning før pløjning af den sidste del af vinterrapsstykket.

Nedfældningen er et lovkrav; men det er også en stor behagelighed i forhold til lugtgenerne og dette at kunne stige ud af traktoren uden at have støvlerne smurt ind i gyllen.
Det kan naturligvis stadig lugtes, at der er gang i dyrenes efterladenskaber; men det kommer vi næppe nogensinde helt ud over.

Jorden er knastør, og kommer den lovede regn ikke fredag og i weekenden, er jeg noget i tvivl om, hvor god en fremspiring vi kan forvente.
Da vi planlagde såningen var der 20 mm regn på vejrudsigten frem til søndag aften. Det er i mellemtiden reduceret til 6 mm, så der er fare for endnu et løftebrud fra vejrprofeterne.

Majshøst.

Naboen fik ensileret majs i går. Det er helt vanvittigt i forhold til datoen, og stakkene blev naturligvis alt for små.

Da man i midten af 1970-erne begyndte at dyrke majs i større stil lå høsttidspunktet helt henne i slutningen af oktober. Siden er der fremavlet stadig tidligere modnende sorter, og høsttidspunktet er nu ofte slutningen af september.

Vejret i år har ikke været med majsen. Den har nydt varmen; men der skal også vand til. Vi har fået regn i starten af august; men regnen var ikke tilstrækkelig til at redde de majsmarker, hvor bladene allerede var visne og kolberne er under halv normalstørrelse, hvis der overhovedet er danne en kolbe, for mange majsplanter har haft for lidt vand i bestøvningsfasen også.

Om det er viist eller tosset at ensilere nu i stedet for at vente på de pletter i markerne, hvor der stadig er liv i planterne er svært at afgøre. Der er ingen erfaringer fra tidligere år at trække på.

Men sært er det, at det reelt ville være muligt rettidigt at så vinterraps efter en majsafgrøde. Det kommer vi forhåbentlig ikke til at opleve igen.

Majs er normalt det dyre, men sikre stik i spillet om grovfoder til køerne.
Græs på uvandet jord svigter ofte når sommertørke på normalt niveau sætter ind.
Majs er en såkaldt C4-plante med en særdeles effektivt fotosyntese C4 og dermed langt mere tørketolerant; men et stofskifte tilpasset ørkenforhold var ikke nok i år.