Besøg fra kvædedalen.

Det er dejligt, når nogen uventet lige kikker forbi her op mod jul.
Aleksander havde havde nu ringet i forvejen, for vejen fra Ukraine er lang og med timelang venten ved grænsen ind til EU.

Det er efterhånden rigtig mange år siden, at Aleksander var hos os. Der kan gå halve og hele år mellem kontakterne; men venskabet holder.
Denne gang gjaldt det -ud over den almindelige landbrugssnak- køb af et par ældre traktorer ned til hans landbrugsbedrift på efterhånden 300 hektar, som han har bygget op fra ingenting.

Aleksander går efter de ældre traktormodeller som kan repareres uden brug af programmering, chips og andre tryllerier.
I Ukraine findes der nemlig stadig mekanikere. Herhjemme findes efterhånden kun reservedelsudskiftere.
En skadet traktor med mere end 10.000 arbejdstimer på bagen er herhjemme omsmeltningsegnet. For Aleksander er det en maskine med potentielt yderligere 10.000 arbejdstimer foran sig.

Høsten i hans område har også været besværlig; men nu er alt i hus, og avlen har været tilfredsstillende. Derfor er der økonomisk plads til at investere i et par “nye” traktorer. Aleksander køber ikke noget førend der er råd til det.

Vi blev inviteret til at genbesøge ham, og vi må se om ikke vi kan få mulighed for at tage imod indbydelsen.
Vi havde den herligste tur derned for snart en halv snes år siden:

http://farmer.smartlog.dk/i-de-vilde-kv-der-dal–post148907

-Og så er der ellers ukrainske julegodter til alle.

Aleksander havde en hel kasse lækkerier med, så i aftes stod den på boghvedegrød af friskkværnet boghvedemel sødet med honning fra Aleksanders fars bier og rosiner af ukrainske druer.

Det er om at udnytte, at Fruen er inviteret ud til spisning. Dette at opfatte boghvedegrød som en delikatesse har jeg nemlig til dato fået lov at beholde helt for mig selv.

Reklamer

Hjemme fra Lux.

Det er 25 år siden vi kom i kontakt med en gruppe gæve jægere i Luxembourg.
Vi har hvert år siden byttet jagt. De er et par dage på besøg i DK og vi går på markjagt sammen efter fasaner og agerhøns. Vi er så tilsvarende et par dage på jagt hos dem, hvor det gælder rådyr, krondyr og vildsvin.

Vi har fra starten afklaret, at vi på ingen måde kan leve op til niveauet for de kulinariske og sociale sider i luxembourgsk jagttradition.
Det er stadig hvert år overvældende, når 30-40 jægere og klappere samles og snakken går.
Ikke mindre overvældende er morgenmaden før jagten, middagsmaden mellem såterne og den afsluttende bespisning.

Der holdes naturligvis parole før jagten, hvor sikkerheden indskærpes, de jagtbare arter nævnes og drevene beskrives; men der er ingen hornblæsning og efter jagten er der ingen vildtparade.
Det hele er langt mere afslappet end tilsvarende jagter i f. eks. Tyskland.
Men det vigtigste holder hele vejen. Våbenføringen og sikkerheden generelt er i top.
Det er bjergrige områder der drives, så kuglefanget kan let smutte, hvis man ikke hele tiden er opmærksom. Vildtet skydes i spring, så man kommer let til at svinge ud af kuglefanget.

Vi havde det smukkeste snedække og lette snefald i et par graders frost.
Her et kik ud ad jagthyttens bagvindue mellem middagspausens serveringer:

På det længstvarende drev stod vi for i 2½ time, så det er om at være pakket forsvarligt ind. Knasende sne høres langt ind i skoven. Der må ikke flyttes en fod, når man er sat af.
Vildtet kommer til den, som kan stå stille -og har heldet med sig.

Heldet udeblev for mit vedkommende i år, idet jeg ikke fik noget på skudhold; men ældstesønnen var med og fik 3 rådyr. En pæn andel. Vi var 15 jægere, som på to dage nedlagde 4 vildsvin og 14 rådyr.
De havde gerne set flere vildsvin nedlagt; men svinene snød os totalt på andendagen, hvor der ellers var lagt op til den helt store vildsvinejagt.
Sådan går det af og til. Bedst er det ofte, når forventningerne ikke er for store.

Det er vådt derude.

Regnvejrsdagene fortsætter.
Det er godt, at der er gearet væsentligt ned på juletræsproduktionen. Stykkerne med juletræer i skoven er for en stor dels vedkommende ufremkommelige.
Kirkemosen og Løglunden har jeg opgivet at komme til i år. Der står en del træer klar til salg; men skovvejene vil blive totalt smadrede, hvis vi forsøger at køre træer ud i større antal.

Vi fik læsset en container i går og fik leveret nogle store 4-6 meters. Regnen stod ned i stænger, da vi trak træer ud til næste levering fra Iglekæret. Sporene er allerede 30 cm. dybe, og vi er først lige begyndt.

I følge DMI skulle vor kommune være den kommune i landet, hvor årsnedbøren til d.d. har været mindst i forhold til normalen. Dette forhold må alene skyldes forårstørken, efteråret ligner mere 1998, hvor stort set alt markarbejde var en kamp.

Middagspausen står mest på tøjtørring -skift.

Mudderet hænger ved overalt, og det præger baggangen; men sådan må det være. Et stuehus er -ud over beboelse- omklædningsrum, kantine, frokoststue og kontor.

-Og hvad var så dagens kommentar ved bordet med Fruens hjemmebag til kaffen efter restemad af farserede rosenkål?
“Det er sq godt, at man ikke sidder og rådner op på et eller andet gråt kontor og knapt ved om det er sommer eller vinter.”

Andetræk.

Der er ikke tal på de gange jeg har stået på andetræk ved ved Tørvegraven ved siden af mit fødehjem enten alene eller sammen med andre jægere.
Når det er gået hedt til, har vi fået en and eller tre; men oftest har vi kun haft vådt tøj og kolde næser med hjem. Andetræk er nemlig bedst når det rigtig regner og blæser.  -Netop som det gjorde i aftes.

Vi var 5 jægere der stilllede for rundt om tørvegraven, som blev gravet for at skaffe brændsel til kommunen under 2. verdenskrig.
Selv om vandhullet er relativt nyt, har nogle af pladserne navne.
Jægeren der stiller sig Ved Prammen står hvor resterne af den gamle tørvepram stadig lå for 50 år siden og Dax´ Plads er lige overfor, hvor Bennys brogede Cockerspaniel blev begravet omkring 1965. “Ved Udløbet” er pudsigt nok der hvor nabolandsbyens urensede spildevand løb til indtil vel omkring år 2000.
Heldigvis blev tørvegraven dengang renset godt op for alle de bundfældede herligheder, så vandet i dag har en fornuftig renhed.

Andetrækket i aftes så i starten ud til at havne under afdelingen for små fiaskoer; men så brød det løs.
Den ene lille flok gråænder efter den anden slog ind i mørkningen og da trækket sluttede en halv times tid senere havde vi 14 af ænderne på taskerne.

Jeg kan jagterne huske ca. 55 år tilbage. frem til 1972 uden jagttegn, men næsten altid med alligevel.
Aldrig har Tørvegraven givet et så stort udbytte på trækjagt.

-Hundene arbejde hårdt med apporteringen og trængte til at komme ind i varmen, da de kom hjem.
Vi jægere ænsede i euforien ikke kulden og regnen.

Jagt, jagt, jagt.

Weekenden har været helt i jagtens tegn.
En positiv følgevirkning af at mellemkvalitets-juletræer i år er så billige på engrosmarkedet, at det er lettere at lade dem stå end at arbejde halvvejs gratis medens andre holder fri.

Lørdag startede med andetræk i en meget særpræget tidligere tørvegrav nær havet.
Særpræget fordi beplantningen var plejet og tilklippet langt mere end jeg nogensinde tidligere har set. Det hele med henblik på at kunne komme uset på plads og stå skjult bag buskene en god times tid før solopgang.
Der bliver kun gået på jagt ganske få gange om året på ejendommen. Dette og beliggenheden nær havet gav et godt andetræk. Det væltede ind med ænder i lørdag morgens regn og rusk. Pudsigt nok ingen krikænder; men udelukkende gråænder.

Formiddagen stod på ænder, fasaner og en enkelt hare i Kile, og efter frokost med alt godt fra havet blev der tid en kort jagt på fasaner i Rørmosen. Vi nåede ikke selve Kile Mose, så den må vente til en anden god gang.

Jeg havde ikke Zini med lørdag. Hun gik med de to ældste, som havde jagt herhjemme. Haretramp.
Det er en jagtform, som med årene er blevet sjælden; men det er den eneste måde at se, hvor mange harer der reelt er på en mark.
10-12 meter mellem skytterne, hundene koblet indtil der er noget at apportere, og så er det ellers fremad.
Selv om de kun nåede over 3 marker, så de 15 harer, hvoraf de skød de 4.
Herligt at få underbygget min påstand:
Det er ikke harer vi mangler, men nogle som gider gå på jagt efter dem.

Det lave antal nedlagte harer i vildtudbyttestatistikken bruges ofte til at tale harebestanden ned.
Der er imidlertid pænt med harer. Det kniber mere med harejægerne. Det er lettere at stille for ved en fasanremise end at gå hele dagen i regn med lertunge støvler.

Søndag var Zini og jeg med på en større dagjagt, hvor vi drev igennem.
Vi i driverkæden skyder til det vildt, som flyver bagud af såten. Dette giver naturligvis færre skud end hvis man står for; men skuddene er ofte mere afvekslende og spændende.
Samtidig får man oplevelsen med hundearbejdet ved både drevet og apporteringen, og det er mere end den halve jagt.

Zini er nu 3 år og kan holde til det hele.
Hun kan ikke køres træt under jagten; men bagefter tager hun en ordentlig slapper på et døgns tid eller to, hvor hun sover og æder i ét væk.
Siv, græs og brombær har slidt hende helt lysrød; men om et par dage er hun pæn hvid at se på igen.

To sten.

Der er altid noget særligt ved at finde sten, som er forarbejdede for mange år siden.
Forleden i Kroghen fandt jeg denne knækkede flinteøkse; eller rettere: Øksen fandt mig.
Gamle og desværre nu afdøde Thorvald var en ørn til det med flinteredskaber. Det var ham, som for mange år siden sagde dette til mig med, at det er øksen der finder dig.

 

Det er næsten altid sådan, at man er gået forbi øksen, og så et øjeblik efter er det, som at man bliver mindet om, at “Der var da vist noget du overså.” Sådan var det også med denne halve økse.
Det er naturligvis noget vrøvl at tilskrive en sten evner; men en meget charmerende udlægning af, at man kører billedet af det man ser igennem mere end én gang.

 

Den næste sten er af nyere dato, men ikke mindre overraskende.
Jeg har et stykke med juletræer tæt på Nordfyns Ungdomsskole, som har sin baggrund i Særslev Højskole.
Der er på vejstrækningen ved at blive gravet kabler i jorden, og på vej hjem fra marken så der sådan ud i vejsiden:

Ingen tvivl om, at formen var en gravsten og fronten ser således ud:

En 25-årig elev er således død og har tilsyneladende fået en betydelig gravsten. Gravstedet må på et tidspunkt være nedlagt og stenen havnet i vejkanten et stykke under jorden.

Klaus Berntsen stoppede som forstander i 1889, så det må være medens Rasmus Nielsen var forstander, at eleven er død.
Højskolearkiv og kirkebøger må gennemsøges.

Nå. Jeg ved, at der gode kræfter i gang med at finde mere frem om baggrunden for personen, dødsfaldet, stenen og stenens sære rejse.

Det kan i al fald konstateres, at der var forskel på kvaliteten af gravmæle for højskoleelever og vejmænd.

Jeppe Aakjær skrev “Jens Vejmand” året efter, i 1905.

En kort pause på 43 år.

Det bliver i øjeblikket til så mange jagtture, at der ikke er tid til at skrive om dem.
Fredag, lørdag og søndag tre fulde jagtdage i streg. Mandag og tirsdag stod i landbrugets tegn.

I går eftermiddags var det så andetræk på Sydvestfyn. Helt ude ved vandkanten med den herligste solnedgang og et godt træk.
Det blev til 7 ænder i aftes; men der burde have været mindst 2 mere. Jeg skød forbi begge gange, hvor ænderne kom til min post. Det er hurtige fugle, og jeg fik slet ikke sving nok i bøssen til at komme frem på dem.

Lørdagen må også lige nævnes. Det var vores egen jagt i Kile, der drives sammen med nabogården, som det hele min levetid har været gjort.

Jeg holdt min første jagt hjemme i oktober 1974, hvor jeg lige havde fået jagttegn i december året før. Ved den jagt havde den daværende nabo inviteret en gæst, som min nuværende nabo ved tilfældighedernes sammentræf også havde inviteret til i lørdags.
Altså skulle gæsten og jeg jage sammen igen efter 43 år.

Kæmpe oplevelse og en masse snak om gamle dage.
Jeg havde i gemmerne et foto fra dagen i 1974, og det var naturligvis morsomt; men samtidig lidt sørgeligt, for mange af jægerne på billedet er døde og borte.

Ole klarer dog gåturene uden problemer og skyder stadig rigtig godt, selv om der er kommet 79 årgange i hans kalender.