Vi startede vinterrapshøsten d. 29 juli og nåede at få det meste af 30. juli med, inden at sluserne åbnede sig og der på kort tid faldt 30 mm. regn.
Vi kunne godt se, at det trak op i det fjerne; men vi var alle overraskede over, så hurtigt bygen kom.
Dette billede er taget ganske få minutter førend det stod ned i stænger.
Bygen var også ret lokal. Hjemme i haven, blot 800 meter væk, faldt der kun 10 mm.
Rapsen var ellers fin tør. Raps skal ned på en vandprocent på 9, og vi nåede 7,7 procent inden bygen.
Den tilbageblevne uhøstede raps tålte heldigvis den hårde regn forbavsende godt. Der skal virkelig ledes for at finde skulper som er sprunget op.
Det kan vi takke planteforædlerne for. Tidligere tiders sorter var langt mere følsomme for regn og blæst i modningsfasen.
Siden den store byge har vejret ikke været til høst; men vi håber, at det vil blive muligt at fortsætte rapshøsten i eftermiddag. Rapsen står fint op og tørrer derfor hurtigt.
Græsfrøet leveres til frøfirmaet i disse dage. Den første lade er tømt, og bliver denne formiddag gjort klar til vårbyg. Vårbyggen er moden nu og bliver sikkert det næste vi høster, når rapsen -med lidt held- er færdighøstet i løbet af 1½ høstdag.
Med morgenens vejrudsigt burde der være 4-5 høstdage forude.
-Og så gik gåsejagten i øvrigt ind i går morges.
Grågåsens jagttid er ændret et utal af gange, og nu er den pudsigt nok igen med start 1. august; nøjagtigt som da jeg for 46 år siden tog jagttegn.
Jeg var afsted med et hold morgenfriske. Det blev til en enkelt gås, og hvor jeg stod kom der ikke gæs forbi på skudhold.
De store gåseflokke tog på premiere-morgenen en rute lidt øst for os; men sådan skifter det, og netop på denne jagt ved rørskoven har jeg været med, hvor alle jægere havde hænderne fulde af gæs ved morgenens slutning.
Antallet af gæs er i al fald meget stort i år, så med lidt held lykkes det måske i løbet af sæsonen.
Der skal stærke nerver og lidt held for at kunne høste, når alt står klar. Og kunne man så bare stole på vejrudsigterne. Her har vi fået 26 mm regn i de seneste dage, og det var virkelig dejligt.
Så har du renset grågås, tror jeg – det må være et stort arbejde, hvis du nedlægger mange gæs.
Det er et stort arbejde; men det er også en stor fugl, som giver mad til et solidt måltid.
Jeg har kun smagt tamgås – er forskellen stor? Den er den jo på tamænder og vildænder af enhver art, men jeg kan næsten ikke tro, at den er lige så stor på tam- og vildgæs? Hvis du får skudt mange, hvad du nok ønsker, vil jeg gerne købe en af dig.
Der ER stor forskel på grågås og tamgås. Jeg skal nok prøve at huske dit ønske, hvis det lykkes mig at få skudt nogle stykker.
Nu er det jo også høsttid, så der bliver vel ikke så meget tid til gåsejagt. Det er længe siden, jeg har smagt gås, men jeg husker det som en lækkerbidsken.
Ja de byger, der har passeret, har været meget lokale også her.