“Do I feel lucky? Well, do ya, punk?”

Man lever som landmand på en knivsæg. Der er ganske kort fra rimelig succes til total kaos; men vi var heldige.
-Lidt som i den berømte scene fra “Dirty Harry”
https://www.youtube.com/watch?v=8Xjr2hnOHiM

Mindre en 4 km fra vores raps ved lufthavnen faldt der d. 16. maj så mange og store hagl, at rapsmarkerne dér er totalt ødelagte. Vores raps har enkelte knækkede toppe; men det bliver næppe målbart på udbyttet.
Næste dags formiddag lå der stadig dynger af hagl ved vejen og i marken.
Rapsmarken til venstre i billedet var før haglbygen gul som alle andre marker.
End ikke planternes sideskud i bunden af afgrøden overlevede haglene.

Heldet var også med Ældstesønnen d. 17. maj om aftenen.
Hele foråret har en såkaldt dræberbuk holdt til i Albertmarken.
En dræberbuk er en gammel råbuk, som ikke længere danner en normal opsats med sidesprosser.
Sådan en buk uden sidesprosser og kan stange en rivaliserende buk så dybt, at lunger og indvolde på modstanderen skades med døden til følge.
I råbukkenes verden bliver man ikke så gammel uden at besidde en betydelig snuhed og agtpågivenhed. Det er derfor en stor jægermæssig udfordring at gå efter sådan en buk i stedet for en ungbuk uden erfaring.
Det lykkedes ham at nedlægge bukken. Held og vedholdenhed skulle der til.
På 4. jagt, uden at have set skyggen af ham de foregående 3 gange, var chancen der.
Ved 21-tiden skulle bukken lige en tur fra kæret til remisen for at sikre sig mod indtrængende rivaler. 50 meter hen over åben mark i spring, et øjebliks stop for at sikre, og så faldt han for en høj bladkugle.

23 cm høj opsats uden nævneværdige sidesprosser. Tænderne slidte, men stadig gode nok til at føden kunne udnyttes og give kraft til at dominere.
Intet under, at ingen andre bukke turde nærme sig kæret og remisen deroppe. De sprosser kunne nå næsten hele vejen igennem bugen på en dumdristig yngre modstander.

5 tanker om ““Do I feel lucky? Well, do ya, punk?”

  1. Donald

    Var det hagl på Nordfyn? men dog!

    Sådan en jagt skal fortælles godt og tak for det! Det er godt at han holdt ud til fjerde gang.
    Det er *vildt* fantastisk at man kan tale om snuhed i en gammel råbuk. Min erfaring med dyr er nul – jeg kan ikke “læse” dem eller forstå dem. men altså det har han og derfor lykkedes det fjerde gang.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Gamle råbukke har erfaring og sørger for i tide at finde en god plads, så det ikke er nødvendigt at farte så meget omkring med de risici det kan medføre.

      Svar
      1. Donald

        Man sagde at vejret ved Himmelev og Marbjerg Mose altid var mere vådt og voldsomt end andre steder (det er vest for Roskilde).

        Lokalt vejr: Da jeg arbejdede på RUC var der et af årene, vistnok 2008, nogle meget voldsomme skybrud, som simpelthen slog regn ind omkring rudernes indfatning, – ja så tænker man jo “dårligt arbejde” og der havde også været sager om byggekvaliteten, men alligevel, det var vel en slags standard arbejde, en teknik, som har været brugt mange steder, mange gange. Men det var regn, og ikke hagl. Der har været hagl her for nylig, men ikke i så voldsomme mængder. Nattelarm på taget – det var det.

  2. Ellen

    En rigtig sejr for en rigtig jæger! Og der er nok andre blandt rådyrene, der er glade for, at denne buk ikke er der mere.
    Det var dog voldsomt med haglvejret – tænk at få ødelagt en hel høst pga. et enkelt uvejr. Ikke godt.

    Svar
  3. natural2222 Indlæggets forfatter

    Uvejret var meget lokalt og meget voldsomt. Vi skal vist tilbage til 1980-erne for at finde noget tilsvarende her på øen. Dengang var det omkring Hillerslev og Højrup at det gik løs.

    Svar

Skriv et svar til Ellen Annuller svar