Om et par timer banker virkeligheden på igen, og det er tiltrængt. Fire døgn i julemadens kløer er mere end nok.
Med den hvide jul blev det så som så. I går nåede temperaturen op på 7 grader. Vintersæden har næppe nogensinde været kraftigere og grønnere, og det er værd at glædes over, selvom der er langt i mål endnu. Dagene længes, vinteren strenges.

Nytårsaftens dag 1984 om formiddagen var salig Bent Pral og jeg rundt i markerne og skamroste afgrøderne. Om eftermiddagen blev det frost; rigtig bidende barfrost som hang ved, og da vi nåede foråret var stort set al vintersæden frosset væk. Man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt.

Traditionen tro blev vores juletræ fundet og fældet lillejuleaftens dag om eftermiddagen og straks taget ind til pyntning. Barnebarnet på 2½ ønskede al julepynten på træet, og sådan blev det næsten:

P1020669 1

Anderledes afbalanceret pyntning blev det hos Yngstesønnen og -svigerdatteren som holdt jul hjemme første gang sammen med hendes familie. De har plads til et fyldigt træ og nyder vist de knapt 300 m2 efter 3 år i en bylejlighed af en femtedels størrelse.

Cicilie og Esbens juletræ 2018 1

Hos os havde vi i år besøg af en tidligere medarbejder, som nu bor i Israel. Det er vist 8 år siden de sidst var på besøg i julen og 10 år siden vi besøgte dem sidst.
Dengang vi besøgte dem, købte vi et appelsintræ til deres have. Til min store overraskelse var gaven til mig 3 appelsiner fra træet.
Bedre gave kan man næppe få.

P1020681 1

Dagens opgave bliver at få tyndet ud i den lille granplantage vi overtog for et års tid siden. Der står en del udgåede træer og nogle af de vel 40 år gamle rødgraner er knækket helt og halvt ned.
Med lidt held kan vi få tyndet ud og ryddet op, så plantningen kan klare endnu en årrække. Mange skovduer bruger træerne som nattesæde, så den skulle nødig falde for en storm, og det vil blive enden på komedien, hvis ikke der tyndes ud.

8 tanker om “

  1. Gitte Jerner

    Her fik vi hvid jul, idet der faldt temmelig meget sne lillejuleaftensdag. Til gengæld har vi ikke haft så fine juletræer, som I har nydt.
    Madame fra Huskebloggen

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Sne ville have været smukt; men kunne vi ikke klare med de høje temperaturer.
      Jeg hører også, at nogen tillader sig at tage endog særdeles høje priser for pæne træer i jeres del af landet. Træer af den viste type har vi fået 80-100 kr for. Men et er lidt langt at køre for et et juletræ.

      Svar
  2. Jørgen

    Det er glimrende når virkeligheden indfinder sig igen. Jeg ville have haft det på ganske samme måde som du, hvis det var mig der havde fået de 3 appelsiner. Mere kan man ikke ønske sig.
    Gog arbejdslyst i plantagen.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Gaven var fortrinlig, og jeg kom til at tænke på scenen i Mobergs “Nybyggerne” hvor Karl Oskar giver den aldrende hustru et æble fra et træ de såede, da de ankom og byggede gården op.

      Svar
  3. Donald

    Tænk jeg har aldrig før forstået linien “dagene længes, vinteren strenges” – klart nok, februar er den koldeste.
    Det er smukke juletræer!
    Hvor er yngstes juletræ smukt! Og glæden ved barnebarnets pyntning må være stor. Herligt!
    Tænk at have 300 kvm! Ja, så er der luft til træ og ting og sager.
    De tre appelsiner er dog den mest rørende historie.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Det er de kolde måneder vi går i møde; men vi er klar til kulden hvis den kommer. Lageret af brænde er fyldt op.
      De unge mennesker har virkelig fået sig noget plads, og det til samme pris i husleje som den lille lejlighed.

      Svar
  4. Ellen

    Julen er således både traditionernes og overraskelsernes tid … sød ide med appelsinerne.
    Jeg ønskede mig i mange år at kunne pynte et stilfuldt juletræ, men jeg blev nedstemt hvert år, så jeg opgav til sidst. Det skal være på børnenes præmisser; det kan ikke være anderledes.

    Svar
    1. natural2222 Indlæggets forfatter

      Julen er børnenes fest, og så må vi nyde træets charme og glædes over pigens glæde ved at pynte op.
      Vi lavede helt op på rækkefølgen, så vi startede allerede kl. 17 med gaver, derefter dans om træet og først da spisning. Så kunne barnebarnet få “hendes” del inden trætheden meldte sig.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s