Afrikadrømme.

Vi fik 13 mm i weekenden. God stille regn som allerede gør gavn.
Afgrøderne eksploderer i vækst i de lange dage og lyse nætter.
Hovedskuddet på vårbyggen har sat fanebladet og det tidligste hvede er i begyndende skridning.
Nu hvor rejseaktiviteten er nulstillet, kan man på markturen godt gå og lade erindringen lege med sidste års ørkentur i Namibia,

udtørret oversvømmelse Askeby

Selvom man blot står i en af hvedemarkens oversvømmelser, som nu er helt udtørret:

Oversvømmelse Askeby, udtørret

Naboens hobbybesætning er kommet i Stats-engen i dag. 2 køer med deres kalve samt en kvie fra i fjor. De får nok at se til. Det er dyr af den lille dexter-race, som oprindeligt var avlet, så små brug med en lille jordlod eller græsningsret også kunne have en ko.
Det er rigtige husmandskøer, som er vant til at blive snakket og kælet med. De får nok at se til, hvis de skal i bund i den græsmængde. De nærmest forsvinder i de høje tuer af hundegræs og strandsvingel.

Kreaturer i engen.

Længere omme er engen mere fugtig og vegetationen er mere domineret af blomster. Tagrørerne vokser desværre hvert år længere og længere ind i blomsternes område.

Blomster i Statsengen.

Bækken bliver ikke oprenset ordentligt og der er for få kreaturer til at holde tagrørerne i ave. Kreaturer skal der til. De æder unge tagrør med stor glæde og samtidig er de med til at sprede blomsternes frø, så næste generation sikres.

Den tørre og sandede jord har også sine blomster. Yngstesønnen havde denne blomsterstængel af slangehoved med ude fra åsen. Den gror i det rene grus, og evner alligevel at vokse til på vinternedbøren. Humlebierne elsker den.

Slangehoved i blomst.

 

 

4 tanker om “Afrikadrømme.

  1. Ellen

    Kan får ikke også holde tagrør nede? Og pil? Vi har foreslået en fåreholder at forsøge at leje sig ind på grunden over for os i det lønlige håb, at John så kunne slippe for at udføre det arbejde, ejeren retteligen burde.
    Vores englændere skulle have været til Namibia i august, men det regner de ikke med bliver til noget, men rejsebureauret er ikke gået konkurs (endnu …), så de kan godt få rejsen udsat til næste sommer.

    Svar
  2. natural2222 Indlæggets forfatter

    Får tåler dårligt fugtige områder. Det er hårdt ved klovene. -Ellers skulle de nok kunne gøre noget ved sagen.

    Svar
  3. Donald

    Den blomst, slangehoved, er da også smuk, det er ikke kun humlebierne, der kan lide den! Den måde jorden er revnet på billedet af det oversvømmede område af hvedemarken, det er længe siden jeg har set sådan noget her og i vandhullerne overfor. Det er godt at komme med på marktur hos dig – når man ikke får set det hele heromkring.

    Desværre ved jeg ikke, hvor meget vand, der faldt her, måske også 13 mm. det var i hvert fald nok til at gøre nytte, og jeg kunne forholdsvis let grave lidt her.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s